« Tilbage til søgeresultaterne
Carl Emil Fenger
født d. 9. Februar 1814, død d. 21. September 1884.
Da Hundredeaarsdagen for Carl Parmo Plougs Fødsel fejredes sidste Efteraar, flettede Kvinden og Samfundet denne Kvindesagens ærligste og uforsonligste Modstander, en Mindekrans Isprængt med de Torne, som han selv i levende Live havde rakt Sagens Forkæmpere; naar vi nu hundrede Aar efter Lægen og Politikeren, Carl Emil Fengers Død paany har en Mindekrans at flette, da findes der i denne Krans ikke en eneste Torn, men kun Blomst ved Blomst, thi kun gode og smukke Minder knytter Carl Emil Fengers Navn til Kvindernes Sag. Medens Frihedens hæderkronede Sanger blot havde barske Ord og afvisende Miner tilovers for Kvindernes Frigørelse, havde Fenger, den fremragende Videnskabsmand og strenge, samvittighedsfulde Finansminister, til hvis Evner og Sagkundskab der stilledes Krav fra saa mange Sider, alligevel Tid og Hjerte tilovers til at holde sin skærmende Haand over Kvindesagens første spæde Skud her i Landet i de vanskelige Dage, hvor Vejr og Vind stod imod.
Medens Carl Ploug ikke formaaede at se andet i »Clara Rafael«, end en Karikatur af en Kvinde, velegnet til at prisgives Publikums Latter i en Studenterkomedie, opsøgte Carl Emil Fenger hendes udstødte, forhaanede Forfatterinde i hendes fattige, ensomme Hjem og lærte gennem Samtaler med hende at tro paa Kvindesagens Fremtid. - Fenger var Overmedikus paa Frederiks Hospital, dengang Mathilde Fibigers ældre Søster Ilia, efter i Koleraaaret at have gjort frivillig Tjeneste som Sygeplejerske paa Almindelig Hospital, viste Vej for dannede Kvinder til Sygeplejegerningen ved at overtage Stillingen som Overvaagekone ved Frederiks Hospital; thi Stue- og Vaagekoner var de eneste Sygeplejersker, som dengang kendtes. Herved henledtes rimeligvis Fengers Opmærksomhed paa, hvor langt bedre Lægevidenskaben vilde være tjent med at have dannede Kvinder til sin Hjælp ved de syges Pleje, thi som Finansborgmester (1875-1883) ansatte han de første dannede Kvinder som Sygeplejersker ved Kommunehospitalet i København, og aabnede dermed en Fremtidsvirksomhed for Kvinder, som de i stadig voxende Antal har varetaget baade til deres egen og Samfundets Tilfredshed. - Men han undte Kvinderne mere end en Stilling som Lægevidenskabens Hjælpekorps, han ønskede ogsaa at se dem i selve Lægernes Rækker, da han mente, at den Udvikling, Behandlingen af de specielle Kvindesygdomme havde taget, gjorde det ønskeligt, at der især paa dette Omraade stod kvindelige Kræfter til Raadighed.
Paa en Lægekongres i København i 1870 gjorde han Bekendtskab med en kvindelig Læge fra Philadelfia, Miss Yhlen, forøvrigt svensk af Fødsel, og beklagede overfor hende, at ingen Kvinde i Danmark havde begyndt paa det medicinske Studium. Da Miss Yhlen nogle Aar senere kom i Brevvexling med Frøken Nielsine Nielsen, senere Danmarks første kvindelig Læge, som dengang ønskede at komme til at studere ved Københavns Universitet, raadede hun hende til at henvende sig til Fenger, hvilket Raad Frøken Nielsen efterkom.
Dette Skridt blev af Betydning for hende, ligesom ogsaa for de senere kvindelige Medicinere. Hun fandt i Fenger en Raadgiver og Beskytter, som aldrig blev træt af at hjælpe hende til Rette med Planlæggelsen af hendes Studier. Fenger indgav selv personlig hendes Ansøgning til Ministeriet for Kirke og Undervisning om Understøttelse til at blive Student, og senere studere Lægevidenskab ved Universitetet. Ansøgningen var ledsaget af Fengers varme Anbefaling. - Det var i Anledning af denne Ansøgning, at Konsistorium forlangte det lægevidenskabelige Fakultets Erklæring om Sagen, og fra Professor Saxtorph modtog et Seperatvotum, som gik stik imod det øvrige Fakultets Kendelse og bl. a. indeholdt. disse berygtede Ord:
»Vistnok kan man indvende mod mig, at Staten paa en Maade kan siges at tage Uanstændigheden under sin Beskyttelse, naar den tillader og ordner Prostitutionsvæsenet, men dette betragtes vel nutildags som et nødvendigt Onde, medens kvindelige Læger kunne kaldes et aldeles unødvendigt Onde, hvilket enhver dansk Mand vistnok maa ønske sit Land forskaanet for.«
Saa forskelligt saa to samtidige, lige fremragende Videnskabsmænd paa den samme Sag.
Fenger oplevede ikke at se Danmarks første kvindelige Læge. Da Frøken Nielsen havde taget første Del af sin Embedseksamen, besøgte hun ham og blev modtagen med megen Hjertelighed, men det var sidste Gang de saas. Fenger var allerede dengang en syg Mand og havde maattet tage sin Afsked som Finansborgmester. Den 1. September 1884 døde han.
I sin Egenskab af Borgmester havde han ogsaa aabnet Kvinderne en anden Virksomhed, nemlig som Skrivere under Magistraten, men først og sidst vil han dog af Kvindesagens Venner blive mindet som den, der stod ved Mathilde Fibigers Side som hendes Ven og Beskytter lige til hendes Død.
Da hun havde kæmpet sin haarde Sjælekamp til Ende, den, der kostede hende hendes Ungdoms fagreste Drøm om en Livsbane som Forfatter og maaske ogsaa gav hendes Helbred det Knæk, hun aldrig skulde forvinde, og da hun efter at have overstaaet et langt og farligt Sygeleje paa Frederiks Hospital sad i sit lille Kammer, hvor Forstuen adskiltes fra den øvrige Stue ved et Skab, som tillige tjente hende til Køkken, da kom Fenger til hende som hendes gode Ven og Læge, »som aldrig gav mig noget Raad, der var saa dyrt, at jeg ikke kunde følge det«. Og dog vidste Fenger godt, at den Sygdom, som undergravede hendes Livskraft, var Sult. Det var da ogsaa ham, som sluttelig satte hende paa den Plads, hvor hun paa én Gang kunde bjerge Livet og virke i sin Idés Tjeneste, idet han skaffede hende Ansættelse som den første Kvinde indenfor Telegrafvæsenet (ved Stationen i Helsingør). I »Clara Rafaels Breve« havde Mathilde Fibigers Idé alene omfattet Kvindens indre Frigørelse til aandelig Selvstændighed, Tanken om en ydre Frigørelse havde dengang nærmest budt hende imod. Hun har selv senere erkendt sin Fejltagelse.
»Da jeg udgav »Clara Rafael«, kendte jeg ikke Livet, som det er paa Jorden. Havde jeg kendt det, vilde jeg ikke have stillet mig i det Forhold dertil. Jeg gik til en fejl Dør, kom der, hvor jeg ikke vilde hen, og kunde ikke gøre andet end at se at slippe ud igen efter nogle inderlig godt mente Forsøg paa at finde mig til Rette.«
Fenger havde nu ført Mathilde Fibiger til den rette Dør: givet hende en praktisk Opgave, hvorved hun kunde tjene sit aandelige Formaal: hendes Arbejde i Telegrafvæsenets Tjeneste blev Hendes Indlæg i Kvindesagen, som hun skriver i et Brev i Anledning af Dansk. Kvindesamfunds Stiftelse.
Fra Helsingør blev hun i Begyndelsen af 1869 forflyttet til Nysted, hvor hun fik sin egen Station at lede kun med et Telegrafbud til Hjælp.
Her oplevede hun samme Sommer den store Glæde, som hun altid i Tankerne vendte tilbage til, Fenger besøgte hende. Han overnattede i Gæstgivergaarden og tog hende Søndag Eftermiddag med ud paa en Køretur til Barritsgaard, hvor hun havde tilbragt saa mange af sin Barndoms gladeste Dage.
Sammen staar de af Vognen og gaar op gennem de lange Alléer, ser paa Afstand den lave Bygning, under hvis Tag hun har tilbragt saa lykkelige Timer, det gamle Kastanietræ, Lysthuset, hvor hendes Moder sad med sit Strikketøj og Ilia med sin Skitsebog; mens Børnene legede omkring de runde Bede.
»Fred og Glæde fyldte mit Hjerte,« skriver hun i et Brev om dette Besøg. »Usigelig Glæde over, at jeg kom dertil igen paa den Maade.«
Og denne Glæde blev den sidste, hendes gode Ven skaffede hende. Faa Aar efter var hendes Lidelsesgang her paa Jorden endt; men vi kan følge Fengers Vennespor ligetil hendes Grav paa Kirkegaarden i Aarhus. Her satte han hende en Mindetavle og skrev paa Stenen disse Verselinier af hendes Digt:
»Nytaarsnat 1870«:
»Og det staar fast, hvad tyst jeg svor i Ungdomstider
»Jeg bytter Glædens Rosenflor med Sorg og Kvide,
Naar blot jeg i den gode Strid maa staa med Ære!
Er Gud mig alt, kan Verdens Dom jeg glad undvære.«*),
Vi tør tro, at den, som satte disse Ord paa Mathilde Fibigers Grav, han har i sit Forhold til hende følt sig ikke blot som den omhyggelige Læge og hjælpende Ven, han har ogsaa følt sig som den, der selv har en Tak at bringe, og denne Tak har han bragt hende ved at række en hjælpende Haand ogsaa til andre Kvinder, som kæmpede hendes Kamp.
Det er ingen særlig Fortjeneste at tro paa Kvindesagens Berettigelse i vore Dage, hvor Beviserne ligger synlige for enhver. Fenger krævede ingen Beviser - han troede uden at se.
*)Den sidste Linie har Fenger omskrevet. Den lød i Mathilde Fibigers Digt saaledes: „Er Gud mig alt, maa Haan og Nid jeg kunne bære”. (Se „Clara Rafael”: et Livsbillede af Margrethe Fibiger.)
