Fremtidens Kvindesag,

Foredrag af Prof. Edv. Lehmann i Grundtvigs Hus, Lørdag d. 14. Febr. 1914.

Af nedenstaaende er det, der er trykt med smaa Typer, en af Redaktionen foretaget Forkortelse af Fore­dragsholderens Udtalelser, - det øvrige en stenografisk Gengivelse. Med punkterede Linier har vi antydet, hvor noget af Foredraget helt udgaar. Foredraget udkommer i sin Helhed i Bogform paa Pios Forlag.

II.

Man burde samle de Erfaringer, som man i denne den fri Konkurrences Tid har gjort om Kvindernes Ar­bejdsevne om deres Arbejdslyst og deres Arbejdsfelter. Stuart Mill men­te, at naar de først kom ud i det, vilde man erfare, hvad de duede til. Det er fuldstændig rigtigt, men man maa ikke glemme at arbejde med dette Erfaringsmateriale. Her maa anlægges Laboratorier, her maa an­lægges Statistik. Stuart Mill siger ganske rigtigt: Vi ved endnu ikke, hvad en Kvinde er. Nej, det ved vi ikke; vi ved ikke, hvad hun kan taale, hvad min kan gøre, hvad hun kan udrette, hvad hun vil finde sig i, og hvad hun kræver af Livet; vi er, mi­ne Damer og Herrer, lad os ikke glemme det, i -Sagens allerførste Be­gyndelse ukyndige og blinde, vi fam­ler os frem og griber til højre og til venstre efter ethvert Halmstraa, der viser sig. Nu maa Sagen ud over denne Diletantisme og ind i er­faringsmæssige Spor; de Erfaringer, der byder sig gennem Kvindens nu­værende Arbejde, maa omhyggeligt noteres, saaledes som det ogsaa sker ved Fabriksinspektører og Fabriks-

inspektricer og lignende; men lad os ikke glemme, at denne Statistik og­saa skulde anlægges i Skolerne. I Pigeskolerne og i de blandede Skoler er der Materiale nok; det hele Skolepublikum skulde betragtes som et Materiale, der skulde undersøges saa­ledes, at man efterhaanden fik at vide, hvad Kvinderne kan, hvorle­des de kan arbejde, hvad de kan læ­re, og hvad de ikke kan lære i denne Skole.

 

Fællesskolen er Dilettantisme af allerlaveste Rang, fordi man har indført denne tiden at undersøge om Pigen kan taale og Drengen ikke ødelægges af at gaa i Klasse med hinan­den, - uden Overvejelse har man aabnet Sluserne. Ikke alle der har Lyst, bør have Lov til at arbejde ved Universitetet. Som man nu begrænser Tilgangen af Kadetter, burde man ogsaa begrænse Tilgangen af Studenter, og saa­ledes vil det ogsaa blive i Fremtiden - af ren Menneskekærlighed for ikke at lade alle disse Eksistenser gaa til Grunde.                        

 

Men nu kommer det sidste og vig­tigste Punkt i denne Udvikling. Jeg har endnu slet ikke talt om; hvorle­des Problemet vil stille sig, det Problem, som nødvendigvis maa stilles: Forholdet mellem Kvindens Selver­hverv & hendes Forplantningsdygtighed; om dette ved vi heller ingen­ting, og man har rejst hele Bevægel­sen uden paa Forhaand at gøre sig Rede for dette Spørgsmaal, og uden paa nogen Maade at kunne sige noget om det. Det er altsammen kom­met over os som Juleaften for Kæl­lingen; og ganske rigtigt, vi har maattet styrte os ud i det og haabe, at vi kunde høste Erfaringer, men jeg siger igen: Lad os høste Erfa­ringerne ind. Problemet bliver sim­pelt hen dette: Enten skader et saadant Selverhverv ikke Kvinderne i deres Forplantningsdygtighed, i de­res Moderpligter, i deres Husliv o.s.v., eller ogsaa skader det dem. Hvis det sidste viser sig at være Tilfældet - og dét viser sig maaske at være Tilfaldet - saa maa man dele Kvin­dematerialet, som man har for sig i to Dele: En større Del, for hvem For­plantningen bliver Hovedsagen som gaar ind i Huslivet og bliver Mødre, og en mindre Del, for hvem Selver­hvervet bliver Hovedsagen. Men De ser, at saaledes kan man ikke gaa frem, thi man ved ikke paa For­haand, hvorledes dette vil falde ud.

I gamle Dage gjorde man det, i Po­lygamiets Tid just ikke, men i Liv­egenskabets og Nonneklostrenes Tid tog man en Portion Kvinder og sag­de: I Klosteret med jer, I maa ikke forplante jer! og paa den Maade blev Spørgsmaalet løst, men paa Grund af den. Smule Frihed, som nok bliver tilbage, naar Liberalis­mens Tid er gaaet, vil man ikke kunne bære sig saaledes ad i mo­derne Tider; men det er til stor Ska­de for Problemet, thi nu bliver det endnu vanskeligere. Nu maa vi altsaa sige: Hvorledes skal vi saa lægge Kvindernes Udvikling, saa at, enhver Kvinde beholder, sin Forplantningsdygtighed ubestridt, og at faar Muligheden for Selver­hverv, hvis hun skulde blive ugift, hvis hun skulde blive Enke eller fraskilt, eller hvis hun skulde blive gift under saadanne Forhold, at Erhverv fra hendes Side er nødvendigt? Jeg maa hér sige, at jeg nærer den faste Tro eller den dybe Bekymring, at det gaar ikke med Forplantningsdygtigheden og Selverhvervet i ube­stridt Grad i den samme Organis­me, I hele Naturen bliver de Orga­nisme som skal afsætte Frugt, skaanede under deres Udvikling, faar Lejlighed til at ophobe et Over­skud af Væv og Stoffer, som skal komme den kommende Forplantning til Gode, der indtræder overalt vege­tative Tilstande, i hvilke disse Op­hobninger finder Sted, for blot at tage Planten: Ophobninger af Stivel­se der saa bliver brugt, naar Frug­ten bliver afsat. Det er et meget stort Spørgsmaal for mig, en meget dyb og alvorlig Bekymring dette, at man under de unge Pigers Opdragelse slet ikke betænker, hvilken i Grad af Vegeteren der hører til i hendes Ungdom, hvis hun en Gang skal blive en livskraftig Moder, og hvis hun skal udstaa alle Moderpligternes uendelige Besvær, hvis hun skal levere Organisme til den vældi­ge Tæren paa Organismen, som det­te er, eller rettere sagt bliver, hvor hun ikke er i sin fulde Sundheds Blomstring. Dette maa vi betænke, naar vi anlægger Sagen, og da bli­ver det at undersøge, hvorledes vi opdrager Pigebørnene paa en saa­dan Maade, at de gøres aandelig og legemlig dygtige til et Fag, samtidig med, at de faar den fornødne Hvile ikke blot i Pubertetstiden, hvor det er aldeles nødvendigt, og hvor de al­deles ikke burde beskæftige sig med disse nervepirrende Arbejder, men ogsaa i det senere Ungdomsliv, ind­til den Tid er indtraadt, hvor de er fuldkommen udvoksede, hvor de er nogenlunde klare over deres Valg, og hvor de for mig eller rettere sagt for Samfundet kan gøre med deres Nerver, hvad de vil, naar blot de præsterer ”præstenda” i deres. Dette er Problemet, og det er gan­ske overordentlig vanskeligt. Efter mine Begreber fører det bort fra Fæl­lesskolen, det fører til, at Piger maa have en ganske særlig Opdragelse, saaledes som det for en Del har været Tilfældet i gamle Tider. Nu spot­ter og haaner man disse Piger, som sad og broderede og malede Blomster; ja, naturligvis, det var splitter­galt, de blev ikke dygtige Mødre af at sidde og brodere. Paludan-Muller siger et Sted: ”Vil Du altid elske og brodere? - Dit Hjerte og Du selv blev skabt til mere.”

Det er rigtigt, men først og sidst, hendes Krop blev skabt til mere, og hvis vi vil gaa tilbage ud over disse vore Bedstemødres Tid, som vi her tænker paa, og gaa tilbage til den arbejdende Kvinde i det rigtig gam­le Menneskesamfund, der var ufor­dærvet af Bylivet, vil vi se, at hun havde godt at bestille, denne Kvin­de, men hendes Nerver lod man i Fred, hun gik med Vandkrukken paa Hovedet eller paa Skulderen el­ler med Mælkespanden - tænk, hvil­ke Rygstykker, der kunde bære og balancere med en Spand med 8-12 Potter Mælk i, - hen gik med den ad de jyske Hede veje og strikkede og spasede med andre, og det generede ikke, legemligt Arbejde har Kvinden altid kunnet taale mærkværdig meget af, langt mere, end vi tror. Altsaa, man maa undersøge dette, se hvorledes man nu kan finde Uddannelsesmaader, der ikke skader heri­de som Kvinde, ikke skader denne Kvindenatur, hvis Slave hun altid er, det Slaveri, hun aldrig løber fra, om hun forsøger 100 Frigørelser her i Verden, der sidder hun fast, og dette maa hun vide, derfor er det altid kun en Brøkdel af sin Natur, hun kan stille i Selverhvervets Tjeneste, og saa gælder det om at finde Virksom­heder for hende, hvori hun ikke bli­ver en slet Kopi af det mandlige Ar­bejde, men hvori hun faar Lejlighed til at udfolde sit menneskelige Ingenium i Menneskeslægtens Tjeneste. - Naar jeg nu nævner Lærerinden og Sygeplejersken, er det ikke for paa nogen mulig Maade at udtømme de Chancer, Kvinden har, men for at vise noget, hvor hun er brillant, uerstattelig, hvor hun er 20 Gange bedre end Manden, for Lærerindens Vedkommende naar det angaar mindre Børn, og for Sygeplejerskens i alle Tilfælde; men der er mange an­dre Stillinger, lad mig ikke forsøge

at nævne dem, og vi vil utvivlsomt finde flere. Det er ganske urigtigt at sige, at Kvinder blot er særlig an­lagte for lavere Bestillinger. De der en Bestilling, Kvinden altid har røgtet udmærket godt, næsten altid meget bedre end mange, mange Mænd, det er at være Konge, det har hun altid forstaaet Brillant. Disse høje, admini­strative Stillinger ligger for hende; men læg Mærke til, mine Damer, at i hine gamle Tider som jeg taler om, i Menneskeslægtens Begyndelse var hun Konge i de patriarkiske Tider i sit Hus, til Dels i sit Samfund, det var hende, dér sagde, hvor Teltet skulde staa. Men i det hele taget dette med lavere og højere - ja, hvad er lavere, og hvad er højere, og hvem er størt og hvem er mindst? Julius Lange og Vilhelm Thomsen sad en Dag og talte om Digtere, og saa kom, en af dem til at tale noget om Homer som den største Digter. Saa sagde Julius Lange: »Største Dig­ter, største Digter, hvem er den stør­ste Digter, Homér eller Bellman? Saa sagde Vilhelm Thomsen: Jeg tror, Homer er den største Digter om For­middagen og Bellman den største om Eftermiddagen.«- Saadan tror jeg ogsaa, det er, naar vi ret skal bese de menneskelige Arbejder og Virksom­heder. Voluntarismen; som jeg talte om, den, som Sætter den praktiske Side af Mennesket højst, er overmaade tilbøjelig til at mene, at de prak­tiske Arbejder her i Verden er de vig­tigste og værdifuldeste, i hvert Tilfælde, at de er lige saa værdifulde som nogen som helst aandelig Beskæftigelse. Dette at mene at aandeligt Arbejde er bedre end legemligt, at det staar højere og gør Menne­sker lykkeligere, er en Frugt af Intellektualismens Kultur, af den store Parentes i Menneskehedens Udvik­ling, som jeg talte om før. Det er en forbandet Teori, som Mandfolk har hittet paa, den er formodentlig la­vet af Professorer og skal udryddes først af Mandfolk og af Professorer, saa at ogsaa Kvinden kan se, at le­gemlig Gerning er.ligesaa vigtig, ja i Virkeligheden vigtigere i Verden, fordi den er Bærer af alt, hvad der er aandeligt. - I alle de Bøger, jeg har skrevet om denne Ting, har jeg sagt dette uforbeholdent, det gaar fra Haanden over i Hovedet, Intelligen­sen er en Frugt af Haandens Arbej­de, alting grundlægges med Hænder­ne, og ganske særlig i Rationalis­mens Tid og endnu i Romantikkens Tid har Mandfolk sagt saadan noget, de saa ned paa Kvinderne i de­res eget Hus, paa deres Køkkengerning, Børnevrøvl og Kogevrøvl og alt dette hvad angaard det os, vi Herrer i Aandernes Rige, vi, som sværmer i Poesi, Metafysik, Digtning og Poli­tik? lad Kvinderne rage i det, og, bag­efter søge Trøst i Religiøsitet, naar de ikke kan komme ud af det, vi er paa den rigtige Plads. Naar man har præket dét baade for deres Olde­mødre, Bedstemødre, deres Mødre og for delta selv, er det^: ikke noget Un­der, at de tror paa det; Kvinder har en forbandet Tilbøjelighed til at tro, hvad vi Mandfolk siger, men tro os ikke, naar vi siger noget saadant, thi det er galt; tro, at den Tid, som nu kommer, Fremtiden, vil mene dét stik modsatte, det er det praktiske Liv, som det kommer an paa, det er det, som giver Mennesket dets Vær­di det er det, som afføder ikke blot de økonomiske Værdier, men ogsaa, de aandelig Værdier i Tilværelsen. Med alt dette tror jeg, at Kvindesagen vil faa en anden Gænge; de Tan­ker, som jeg her har fremsat, de Linjer, jeg har tegnet, tror jeg, jeg tør sige, er Fremtiden. De er fremme allerede, de er i Gryet, og de vil kom­me til at herske i en Periode, om i alle Perioder er højst usikkert, men den Periode, som vore ganske smaa Døtre og Døtredøtre og Sønnedøtre vil komme til at gaa ind i, vil være behersket af disse Synspunkter, og disse Synspunkter vil utvivlsomt for­andre Kvindesagen til det bedre. Man vil se ned paa den Periode, vi nu har gennemgaaet, som en forvirret, dilettantisk og ulykkelig Periode, forvirret, fordi den var dilet­tantisk, fordi man paa ingen Maade vidste, hvad man gjorde, kaotisk, fordi man styrtede sig ud i det ube­kendte, for der at gøre nye Erfarin­ger og saa lod Mennesker og Vær­dier gaa til Spilde under Eksperi­menter og ulykkelig, fordi der gik saa meget til Spilde, ulykkelig som mange, mange, mange Kvinder nu er, der staar midt i deres Arbejde, de lider og sukker derunder, ikke blot dette, at de ikke bliver gift - det var de heller ikke blevet alligevel, men fordi de har faaet en Mands Gerning byrde paa deres Skuldre uden at kunne bære den, uden at kunne gøre det til fuld Tilfredsstil­lelse for sig selv; i sin Gerning bli­ver man først glad, naar man føler, at det er ens egen Kerne, der udfoldes, at ens fulde Natur blomstrer under denne Virksomhed, at alle ens Evner kommer i Gang derved. Men for hvor mange Kvinders Vedkommende er dette Tilfældet under Mandens Ger­ning, der i Sandhed har sat dem i et nyt Slaveri? - Af dette vil jeg øn­ske, de kommer ud, og jeg ser alde­les sikkert, at de kommer ud deraf, thi det maa blive anderledes, saa sto­re Tab kan Menneskeslægten ikke længere bære, og allermindst kan vi bære det i vore smaa skandinaviske Lande, truede som vi er i vor øko­nomiske og politiske Eksistens, ud­satte som vi er for Barbarers vældige Overgreb. Vi har ikke Raad til at spilde Menneskekræfter_, vi har ikke Raad til at spilde vore Økonomier, vi maa anvende al den Kløgt, der er i vore gode danske Hoveder, til at ordne vort Samfund saaledes, at al­le Kræfter, alle Værdier, menneske­lige og økonomiske, legemlige og aandelige, kommer paa deres rette Plads, saa at der skabes en social Harmoni ud af dette store sociale Kaos.

Foredraget efterfulgtes af en livlig Diskussion, i hvilken følgende deltog:

 

Fru Berg Nielsen er efter dette Fore­drag mere end nogensinde overbevist om, at Kvindesagen er i det rette Spor, og at det Var det rette Spor, den i sin Tid slog ind i, da den satte Ligestillethed for Mand og Kvinde som Nr. 1 paa sit Program, - Ligestillethed i alle Forhold: Til ddannelse, Adgang til Arbejdsfelter, Løn Vilkaar og - Moral. Selve det prak­tiske Liv, der er stærkere end al Verdens Foredrag, holder Kvinderne fast ved dette Krav - bevidst eller ubevidst. - En Hviletid i Overgangs­alderen bliver en Drivetid, som ingen kan have godt af. Den unge Pige kan netop i sit Arbejde samle Kræf­ter til sin kommende Modergerning, og de Penge, der gives ud til at ska­be hende et Erhverv, er ikke givet daarligt ud, men hendes Blik for, at hun kan ernære sig selv, om hun vil, kan maaske nok gøre hende no­get mere »kræsen« i sit Valg af Æg­tefælle, og det er ingen Skade til.

En Kvindes Lyst og Trang til at blive Moder skal nok slaa igennem, naar den er ægte.

 

Fru Clara Kofoed paabegyndte Op­læsning af et langt Foredrag, der - saavidt vi kunde høre hende - gik bl.a. ud paa, at Kvinderne behøvede ikke at have arbejdet paa Ligestil­ling, »de havde saamænd faaet den alligevel,« og at Kvinderne var daarlige Arbejdsgivere, og at hun var en Modstander af Kvindesagen.

 

Dirigenten bad Fruen om at holde sig til indlederens Foredrag hvortil hun svarede, at saa maatte hun »komme igen en anden Gang« og forlod Talerstolen.       

Hr. cand. polit. Helge Smith tak­kede Professoren for det fængslende Foredrag, der imidlertid forekom ham at rumme mange Paastande, som dét langt fra var lykkedes, Professoren at bevise.- Troede ikke, at det var muligt for nogen at sige, hvad en Kvinde kunde udrette og hvad ikke.- Mændene har underkuet Kvinderne i Fortiden, og derved delvis ødelagt Nutiden for dem, - men Hensyn til Fremtiden vilde han derfor tilraade, at Mændene holdt Fingrene af Kagen og ikke gav gode Raad, som kunde misforstaas.

 

Cand. polit. Meta Hansen maatte fremstille sig som en af de Stakler, der altsaa kun imitterede. Hun mente, at det en Hjerne kunde yde, be­roede meget paa Træningen, og der. kom jo for en stor Del an paa Man den, om vi bliver trænede saadan, al. vi kan yde godt Arbejde.

 

Fru Stampe-Feddersen havde i høj Grad glædet sig over at høre, at Pro­fessoren vilde have Legemsøvelse til et mere paaagtet Fag for Pigerne. Troede netop dette vilde styrke Kvin­dens Helbred og dermed hendes Be­tingelser for at hævde sig i Kampen for Tilværelsen.

 

Fru Thora Knudsen bad Professo­ren anvise nogle nye Veje at slaa ind paa, hvis han syntes de hidtil prøvede var daarlige.

 

Helene Berg syntes, at Professo­rens Foredrag havde været tanke­vækkende. Spørgsmaalet: Kvinden som Moder og Selverhverver paa samme Tid var et vanskeligt Spørgsmaal, og dette var noget, som man indenfor Kvindesagens Lejre for­længst var bleven klar over, og man gjorde jævnligt Overvejelser over, hvorledes det bedst kunde løses. Tro­ede ikke, at man kunde skrue Udvik­lingen tilbage,- snarere maatte man gaa flere Skridt frem. Kvindesagen er ikke det, den var, og den er i stadig Forandring.

 

Gyrithe Lemche maatte tilstaa, at hun var noget skuffet over Professo­rens Foredrag, men det havde dog glædet hende, at ikke en af dem, der her i Aften havde taget Del i Diskus­sionen og som vidste hvad Dansk Kvindesag var, havde vendt sig ved det »Taarnet hælder«, som Indlede­ren havde tilraabt dem, maatte - i Modsætning til Hr. Berg - udtale, at det netop forekom hende, at Kvinde­sagen er det den var: en Retfærdighedssag, der uden S vinkeærinder for­langte Kønnenes fulde Ligestillethed, og dét var ogsaa ved dette Hoved­princip den maatte leve videre. Det synes imidlertid, som om baade Pro­fessoren og Cl. Kofoed led af en no­get ’betænkelig Mangel paa Kend­skab til Kvindesagens Historie, "og hun vilde derfor oplyse dem om, at denne saa langt fra at overse Kvin­dens Stilling som Hustru og Moder, netop altid satte denne Side af Sa­gen i Højsædet og - længe før no­gen anden tænkte derpaa begynd­te at arbejde for, at hun kunde hæv­de sig netop som saadan.

Indlederen sluttede med at bemær­ke, at Kvinderne hidtil var blevet forskaanede for deri ødelæggende Kul­tur, - nu var Smitten ogsaa kom­men til dem. Vi staar i et Kaos med Hensyn til Kvindesagen, men jeg kan ikke give Svar paa Spørgsmaalet om, hvad der skal gøres for at komme ud af det« - Haaber vi maa gaa en Tid i Møde, hvor der ik­ke mere tales om Frihed og Lighed. - »Jeg tror kun paa Broderskab«.