« Tilbage til søgeresultaterne
„Det er en alvorlig Sag” . . .
Kvinder har en forbandet Tilbøjelighed til at tro, hvad vi Mandfolk siger, udtalte Professor Lehmann i sit meget omtalte Foredrag.
Der har sikkert været en Fortid, hvor en saadan Opfattelse var mere antagelig end for Tiden. - -
Efterhaanden som Kvinden har haft Lejlighed til at se sit »Ho’ede« lidt paa Fingrene, og følge ham paa hidtil ukendte Stier, er hun mere og mere begyndt at dømme ham efter hans Handlinger. - Det han »siger« imponerer hende ikke altid. - Maaske ogsaa Professor Lehman med sit Foredrag har gjort denne Iagttagelse.
Navnlig i England kan Mændene ikke mere klare sig med Ord, - hvor lokkende og svulmende disse end er, hvor følelsesfuldt end den Stemme bæver, der udtaler dem. - Lige fra den rødeste »Suffragette« til den taalsomste ladylike »Suffragist« forlanger man Handling - ikke blot af de Mænd, der danner Regeringen og Lovgivningsmagten, men af dem, der melder sig som Tilhængere af Kvindernes Sag.
Det er i Følelsen af dette Kravs Berettigelse, at England i 1909 stifter sin første »Mandsforening for Kvinders Valgret«, - at Mænd, som repræsenterer Landets højeste Embeder og Raad - eller Landets mest uformuende Klasser - Gang paa Gang staar paa Førsteministerens Dørtærskel og - forgæves - beder om at maatte tale med ham om dette Spørgsmaal, - at Mænd som George Lansbury træder ud af sit Parti og sætter sin Plads i Parlamentet ind paa Kvinders Sag, - at en af Lederne for Englands kirurgiske Statslæreanstalt offentlig træder op imod Regeringen angaaende den berygtede Tvangsmadnings-Proces, - at Tusinder af Englands bedste Mænd tager aktiv Del i den Kamp for Kvindens politiske Frigørelse, der føres i det ogsaa i saa mange andre Henseender for Øjeblikket stormfulde England. -
»Det var Afsky for den liberale Regerings Optræden mod de fængslede Kvinder, der for et Par Aar siden fik mig og to Kammerater ved Bladet Daily News til at spørge Redaktionen, om Bladet vilde ophøre at støtte Regeringen i denne Voldspolitik, - hvis ikke vilde vi løses fra vore Stillinger. - Resultatet blev, at vi gik alle tre.«
Ganske stilfærdig gav den verdenskendte, højt ansete, for sin Paalidelighed og Intelligens skattede Krigs-Korrespondent og Forfatter, Henry W. Nevinson denne Oplysning, da vi i August 1913 fulgtes hjem fra et stort Masse-Demonstrationsmøde i Hydepark.
Forleden stod Henry W. Nevinson for Skranken, anklaget for at have foraarsaget »Gadeuorden« ved sammen med flere andre kendte Personer at have søgt Adgang til Landets Førsteminister for at tale Kvindernes Sag, og - da dette blev nægtet - at have holdt Protesttaler til den Mængde, der havde
forsamlet sig udenfor Parlamentet. - I Retten udtalte han:
»Jeg har en lang og omskiftende Livsbane bag mig. - Jeg har nu og da - efter Evne - tjent mit Lands Interesser, men aldrig under hele min Karriere har jeg været saa stolt som i Dag over at staa her for at protestere mod den Behandling, som bliver vore politiske Kvinde-Fanger til Del. - Det er en alvorlig Sag, naar Borgere, der ellers altid har prøvet paa at yde deres Bedste til Landets Vel, betragter det som den største Ære i deres Liv at blive fængslede for at have protesteret mod Regeringen. - De kan fængsle mig, men De kan ikke fængsle Sagen, De kan ikke lukke Munden paa den Protest mod dette Lands Regering, der lever i Hjertet paa ethvert ærekært Menneske. - Jeg vil vedblive at protestere saa længe som jeg kan, og paa enhver Maade, jeg finder rimelig og nødvendig.«
Det er Ord, der faar mange til at lytte, - men det er ikke Ord, der finder Optagelse i de Beretninger, som den engelske Presse sender til andre Lande. I dem er der kun Plads for harmfyldte Protester mod Suffragetternes Voldshandlinger. - I dem staar der kun, at »Jeppe drikker« - ikke hvorfor. -
Retten dømte, at Fangen kunde løslades mod Løfte om lovlydig Optræden. Han afslog at give dette Løfte og - blev løsladt uden nogensomhelst Betingelse!
Var det Valgretten, der bevirkede, at man løslod en Mand for en Forseelse, for hvilken man hver Dag idømmer Kvinder flere Maaneders Fængsel?