« Tilbage til søgeresultaterne

Ungdomsforeninger under Dansk Kvindesamfund

Af: Kath. Bjerre, Jonna Stampe Federsen

« Se emneord

Ovenstaaende Spørgsmaal staar for Øjeblikket paa Dagsordenen som en Sag, der foreløbig skal drøftes, for at man endelig paa Fællesmødet kan træffe afgørende Bestemmelse om, hvorvidt og hvordan man skal ar­bejde for at fremme den. - Det maa da være rigtigt at melde sig i Tide, naar man ønsker at tage Afstand fra Sagen, og paa denne Konto beder jeg om Plads for efterfølgende.

Om vor Tid end med fuld Ret er Ungdomsbevægelsens og Ungdoms­foreningernes Tid, saa er det dog tvivlsomt, om alle Ungdomsforenin­ger - selv de, der grundlægges paa en i og for sig god Idé - virkelig har Eksistensberettigelse. - Jeg tror paa Berettigelsen af kristelige og natio­nale Ungdomsforeninger saavel som paa Berettigelsen af Foreninger, der har uskyldig Morskab og almindelig Oplysning som deres Formaal, fordi de hver paa sin Maade har naturlige Tilknytningspunkter i de unges Sind. Politiske Ungdomsforeninger blom­strer jo ogsaa for Tiden og tilfreds­stiller maaske et Krav fra Ungdom­mens Side, selv om man kunde ind­vende imod dem, at de opelskede en Del Eftersnakken paa Selvstændig­hedens Bekostning.

Men Ungdomsforeninger samlede om Kvindesagens Opgaver! Ja, jeg tror ikke, de har noget naturligt Tilknytningspunkt hos den kvindelige - endsige hos den mandlige Ung­dom, om de end ved Kunst kan opelskes som Drivhusplanter, der vok­ser hurtigt frem, men kun har ringe Livskraft, naar de kommer uden for Drivhuset.

Jeg skal ikke her opholde mig ved, at den unge Generations Kvinder ik­ke mere har den Grund til at være med i Arbejdet, som er udtrykt i det gamle Ordsprog »Nød lærer nøgen Kone at spinde«, i den Grad, som et tidligere Slægtled havde. Men rent bortset fra dette Forhold kan det sikkert siges, at Kvindesagens Spørgsmaal sjælden har haft nogen stærk Tilknytning hos unge Kvinder - Mathilde Fibiger hørte absolut til Undtagelserne. For den unge Kvinde, hos hvem Erotikken er vaagnet, vil Spørgsmaal som Vigtigheden af Ægtepagt, af Mands og Hustrus lige Ret til at raade over Hjem og Børn m. m. let komme til at staa som noget uvæsentligt. Hendes Forstand kan maaske erkende det berettigede i Hustruens Krav; men hendes Hjer­te faar næppe ret meget dermed at gøre, for

»i hendes Ægteskab bliver der næppe Brug for Kravene«. Saadan siger hun, fordi hun paa dette Punkt bl. a. ganske mangler den per­sonlige Oplevelse og Erfaring.

Ser vi hen til Erhvervslivet - ja, hvor mange unge kvindelige Studen­ter, Telegrafister og andre unge Pi­ger har ikke gladelig levet højt paa Resultaterne af Kvindesagens Arbej­de, men haft lidet tilovers for Kvin­desagen, selv om de end ikke var uvidende om dens Betydning.

Samfundsspørgsmaal interesserer som Regel sjælden de helt unge Pi­ger. Jeg henviser til forskellige For­søg, der er gjort fra Kvindeforenin­gers Side for at samle unge Piger om en Foredragsrække eller et Kur­sus i Samfundslære. Det var ikke let at faa de unge i Tale, naar der ikke som Lokkemad lovedes dem en eller anden Underholdning af lettere Art, knyttet til Foredragene. Jeg finder det meget forstaaeligt, at Forholdet er saadant; men det viser, at den umiddelbare Jordbund for Kvindesa­gens Spørgsmaal som Regel mangler hos de unge.

Dansk Kvindesamfunds Ungdoms­udvalg raader til »at begynde Kam­pen for at faa Tag i de unge med et glødende Agitationsmøde, hvortil al­le de stedlige Ungdomsforeninger var indbudt.« - Jeg ser i Aanden et saadant Møde: Salen er fuld af unge Mænd og Kvinder, der opmærksom­me - for ikke at sige betagne - lytter til én eller flere af Dansk Kvin­desamfunds kendte, fremragende Foredragsholdere, der med Ild og Varme taler om den Sag, de har kæmpet for og ført frem. Jeg tænker mig disse Talere ved deres egen Glød tænde en Begejstringens Flam­me hos den tilstedeværende Ungdom, en Flamme, som bliver Aarsag til, at der paa Mødeaftenen danner sig en »D. K.’s Ungdomsforening«.

Saa var jo Begyndelsen gjort; man havde opnaaet, hvad Mødet tilsigte­de, og der kunde arbejdes videre. - Men jeg er bange for, at denne For­ening savnede det stærke, sejge Tøm­mer, som skulde holde Ilden ved li­ge, at Begejstringens Ild hurtigt slukkedes som hos en Spaan, der let antændes og blusser op, men hvis Flamme hurtigt maa dø af Mangel paa Næring. Tømmeret, som skulde holde Ilden brændende, det er efter min Opfat­telse den Selvoplevelsens Forstaaelse, som vindes i Livet med dets Kampe og Tilskikkelser; men en saadan Forstaaelse kan man ikke vente hos den unge, uprøvede, uerfarne Kvinde.

Skulde D. K.s Ungdomsforeninger holdes i Live, da tror jeg, det maatte ske paa kunstig Maade gennem Ting, der i Virkeligheden var Kvinde­sagen uvedkommende, og paa Be­kostning af det, der hidtil havde væ­ret Kvindesagens Styrke, den leven­de, ægte Følelse af det berettigede i dens Krav.

Lad os som tidligere prøve paa lej­lighedsvis at drage de unge til vore Foreninger, vække deres Interesse for betydningsfulde Kvindeskikkel­ser, deres Sympati for forskellige af Kvindesagens Opgaver, og lad os være glade ved, om de af og til vil høre os i de allerede bestaaende Ungdomsforeninger; men lad os ikke for­øge Antallet af saadanne Forenin­ger ved at oprette særlige Ungdoms­foreninger under Dansk Kvindesam­fund.

Aarhus, den 26. Februar 1914.

Kath. Bjerre.

 

Kath. Bjerres Artikel om »Ung­domsforeninger under Dansk Kvin­desamfund« er blevet tilsendt Ung­domsudvalget - men da Udvalget ikke er samlet her i København, til­lader jeg mig som Formand at svare paa den.

Det er uhyre glædeligt, at Ungdomssagen nu begynder at vække Interesse ude i Kredsene, og jo flere Indlæg der kommer om den Sag, des gladere er vi - hvad enten vi er enige eller uenige med Forfatteren - for jo mere der skrives og tales om den, des mere vækkes Interessen for den.

Denne Gang maa vi nok sige, at vi baade er enige og uenige med For­fatteren!

Kath. Bjerre har ganske Ret i, at det vist vilde være umuligt - og sikkert ogsaa uheldigt at danne særlige »Ungdomsforeninger samlede om Kvindesagens Opgaver.«

Kvindesagen griber ikke umiddel­bart de unge - snarere det modsat­te, men derfor er det jo ikke sagt, at de ikke havde godt af at lære den at kende, og at den ikke kunde in­teressere dem og finde Genklang hos dem, hvis den blev lagt frem for dem paa den rette Maade.

Men det er heller slet ikke Ungdomsudvalgets Mening at danne Ungdomsforeninger. Det, Ungdoms­udvalget har foreslaaet, er at hver Kreds faar sit Ungdomsudvalg og danner en Ungdomsafdeling af de unge, der er i Kredsen - ikke en selvstændig Forening.

Denne Ungdomsafdeling skulde blot være et Rygstød for de Unge i deres Repræsentation: Ungdomsud­valget er et Talerør for de unge i Kredsen.

Som det nu er, ser og mærker man ikke meget til de unge i Kredsene, selv om de er der - for de kan ikke lide at være »vigtige« og trænge sig frem. Og før de føler at de er vel­komne og har lidt at sige, bliver de ikke glade for at være i Forenin­gen.

Ungdomsudvalgets Mening er blot, at Kredsstyrelsen skal nedsæt­te et Ungdomsudvalg, som saa selv maa finde Kredsens unge under 30 Aar og samle dem. Og saa er jo Ungdomsafdelingen straks dannet! Den­ne skal saa paa de forskellige Maader, vi har anvist - se »Kv. og Sf.« - selv søge at drage andre unge ind i Ungdomsafdelingen og dermed i Kredsen; saaledes vil ogsaa Kred­sens Arbejde blive støttet og tilført nye og friske Kræfter.

Hvis Kredsens sædvanlige Fore­drag og sociale Kursus ikke kan vække de unges Interesse - saa spørg Ungdomsafdelingen og Udval­get om, hvilke Emner der kan inte­ressere dem. De unge ved allerbedst selv, hvad der fanger deres Interes­se og hvordan man skal faa fat paa dem. Spørg dem blot! Men er det ikke netop dér Fejlen ligger, er det ikke netop det, der er en Hovedgrund til, at Ungdommen staar udenfor Kvindesagen: at man ikke har spurgt spurgt dem!

Det er vist slet ikke saa svært at faa de unge i 15-18 Aars Alderen vakt for Kvindesagen, den griber dem umiddelbart - for i den Alder er man fuldblods Idealist og ser al Uret i Forstørrelsesglas, og Erotik­ken er endnu ikke vaagnet videre stærkt, saa man har Tid til at tænke paa andet. - Lad saa de unge fra 18-25 Aar være i Fred med deres personlige Sorger og Glæder og lad D. K. søge at faa fat paa de yngre og lidt ældre igen.

Ungdommen er maaske ikke sær­lig socialt interesseret - men D. K. arbejder jo ikke alene for sociale Op­gaver. Kvindesagen er en Sag, der ogsaa berører den enkelte personligt.

I 15 Aars Alderen skal de unge jo bestemme, hvilket Arbejde de vil tage fat paa - hvad de vil være - og der famler mange unge Piger sig frem og tager tidt Fejl og spilder de­res kostbare Ungdom. Hjælp dem og vejled dem dér! Masser af unge piger tager en tilfældig Kontorplads som ikke interesserer dem blot for at faa noget. -

»Jeg bliver jo nok gift!« - Men det gør de bare ikke altid, og senere er det saa for sent at slaa over i et andet Arbejde - der kan fylde og interessere dem mere, og hvor deres Evner bedre kan udfolde sig. Og hvor de kan faa højere Løn! Erhvervsspørgsmaalet og »Hvad vil jeg være« - er Emner, der ganske na­turligt maa interessere de unge.

Saa siger Kath. Bjerre - at selv om den unge Pige med sin Forstand erkender det berettigede i Kravet om lige Ret for Mand og Kvinde i Hjem­met og overfor Børnene, saa faar hendes Hjerte dog næppe ret meget at gøre dermed - »for i hendes Hjem bliver der ikke Brug for Kra­vene!«  Ja, selvfølgelig er der meget sandt i det - men netop derfor skal D. K. dobbelt energisk søge at vække hende og lægge hende den grænse­løse Uret paa Hjerte - for hvad hjælper det at sprælle - naar først man er fanget i Nettet.

Og tal saa til de unge Mænd der­om - læg dem det paa Sinde med! Overfor den man elsker kan man da ikke være med til at begaa en saadan Uret! - Vis dem det! Og naar begge de unge er enige om det - saa kommer de nok og arbejder for Kvindernes Ret.

Jonna Stampe Feddersen,

Formand for Ungdomsudv.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner