« Tilbage til søgeresultaterne
Ansvaret
Det er Udtalelserne i Professor Lehmanns Foredrag om Kvinden som ,,Slægtens Moder”, der har lagt mig Pennen i Haand.
»Slægtens Moder« - dette - og med fuld Ret - Grundbegreb af Kvinden for al Mandstanke. - Det kan ligefrem gyse i En ved at høre om dette forfærdelige Ansvar - alt det, hun - Slægtens Moder, skal og bør gøre - alt det, hun ikke maa og bør gøre – som ung - i Forberedelse til den tunge, ansvarsfulde Opgave - - - næsten skulde man tro - - - at hun var ene om Ansvaret - ene om at forplante Slægten; - dog - det er jo ikke noget enestaaende Fænomen, at hele Byrden af en eller anden Ting lægges paa Kvindens Skuldre, der hvor man skulde tro, at en lille Smule mandlig Logik maatte komme til det Resultat, at der var to om at bære den.
Hvad om vi pillede lidt ved Begrebet „Slægtens Fader”. Han - Manden - har dog vel nogen Del i den kommende Slægts hele Habitus - har maaske - i alt Fald mener Kvinder det vist - saadan ganske i det Stille - ogsaa et Ansvar. - Hvordan røgter han det? Hvordan skytter han sin Sjæl og sit Legeme; hvordan forbereder han sig til den store, alvorlige Opgave som »Slægtens Fader«.
Blot et eneste Eksempel: - hele den forfærdelige Syndens Byrde, som Menneskeheden sukker under - Syfilisrædselen - troer man mon ikke, at den stammer noget mere fra Mandens samvittighedsløse Vanskytten af sit Legeme end fra Kvindens blodfattige, overanstrengte Hjerne?
Lad os ikke tale i høje Toner om Mand og Kvinde - lad os tale om Mændene og Kvinderne i al Almindelighed; mon vi ikke - en stor Del af os i det mindste - skulde kunne blive enige om at fordele Byrden lidt mere retfærdigt; stræbe efter i vor Bevidsthed en lille Smule mere at ligestille »Slægtens Moder« og »Slægtens Fader« med Hensyn til det store Ansvar overfor den kommende Slægt?
København i Marts 1914.