« Tilbage til søgeresultaterne

En Mindesten

« Se emneord

Det er ikke at undres over, at efterhaanden som Dansk Kvindesam­fund lægger Aar efter Aar bag sig, begynder ogsaa Mindestenene at rej­se sig ved dets Vej, snart paa det ene, snart paa det andet Sted i Landet, Mindestene for dem, som segnede un­der Vandringen. Dette Aar er det i Odder, at en Sten skal rejses, og det er for afdøde Valgmenighedspræst Vilhelm Malling.

Navnet Vilhelm Malling fører Tan­ken tilbage til Dansk Kvindesam­funds Organisationsaar, dengang Repræsentanter for 6 Kvindeforenin­ger i Danmark samledes i Odense i Pinsen 1892 og dannede

D. K.s Lands­forbund.

Blandt disse 6 Foreninger, som kom til at udgøre D. K.s første Kredse, var ogsaa Odderkredsen, hvoraf Malling var et levende inte­resseret Medlem. Som Led i D. K.s Bestræbelser for at skaffe sig Fod­fæste ude i Landet blev »Kvinden og Samfundet«s Kontor for en Tid for­lagt til Odder, og Pastor Malling overtog sammen med Frk. Grundtvig Redaktionen. Denne Ordning lod sig imidlertid ikke længe opretholde til Trods for det dygtige og uegennyt­tige Arbejde, Vilhelm Malling udret­tede som Redaktør. København er nu engang det naturlige Brændpunkt for alle Tidens Bevægelser, her har Regering og Lovgivningsmagt deres Sæde, herfra maatte dengang som nu Dansk Kvindesamfunds Blad re­digeres, hvis det skulde have direkte Føling med de politiske Begivenhe­der. To Aar efter flyttedes da ogsaa Kontoret tilbage fra Odder til Køben­havn: Men dermed var Pastor Mal­lings Interesse for Kvindesagen ikke forbi, selv om hans Virksomhed for Sagen nu hovedsagelig samlede sig om Odderkredsen, Paa Tryk og i Tale vedblev han at bekende sin Tro paa Kvindesagens endelige og fulde Sejr i Fremtiden.

Thi saa vist som Vaar og Sommer

følger Vinter brat,

og saa vist som Dagen kommer

efter mørkest Nat:

Ingen levedygtig Tanke

kan af Modgang dø,

men vil sprænge hver en Skranke,

vokse, kaste Frø. *)

*) Se Dansk Kvindesamfunds Sangbog, Side 16, Nr. 11.

 

Det skulde ikke falde i Vilhelm Mallings Lod at opleve den Vaardag, hvor Kvindesagen sejrrig gennem­brød Vinternattens Mulm, men hans Navn bør ikke være glemt paa den Dag, hvor den nye Grundlov stad­fæster Kvindernes borgerlige Lige­berettigelse med Mænd, derfor er Od­derkredsen nu ogsaa i Færd med at rejse en Mindesten paa hans Grav, der for Fremtidens Slægter vil for­mæle hans Navn med Kvindesagen, hvis utrættelige Forkæmper han var. Vi vil haabe, at D. K.s Kredse vil give Odderkredsen deres Støtte til dens smukke Forehavende og der­ved give Bevis for det Sammenhold og den Fællesfølelse mellem Kredsene, som til denne Dag har væ­ret D. K.s usynlige Styrkebælte og forhaabentlig ogsaa hinsides den po­litiske Valgret vil vedblive at være det.