« Tilbage til søgeresultaterne
Hvid Slavehandel
Efter Indbydelse fra „Danske Kvinders Nationalraad” talte Frøken Bertha Pappenheim den
17. Marts i Grundtvigs Hus om Handelen med Kvinder, almindelig kaldet „den hvide Slavehandel”.
Da Frøken Pappenheim for en halv Snes Aar siden paa en Kongres i Frankfurt am Main hørte Tale om den sørgelige Udnyttelse af unge Kvinder, der gaar for sig rundt om i Europas Lande, besluttede hun at vie sin Tid og sine Kræfter til at modarbejde den. Hun foretog Rejser til det østlige Europa, hvor Forholdene er allerværst. Overalt mødte hun hos Myndighederne den største
Imødekommenhed, men overalt fik hun til Svar paa sine Spørgsmaal om, hvorledes Tingenes Tilstand kunde ændres, dette, at der var ingen Mulighed for Ændring, Prostitutionen er en Nødvendighed, den offentlige Mening har slaaet sig til Ro. I Lemberg i Galizien saa Frøken P., at der fandtes lange Gader udelukkende bestaaende af Bordeller; her holdes de unge Piger fangne under Opsyn af en „Pensionsmoder”, der som oftest selv har haft samme Fortid, „Varen” skifter hyppigt, der kommer stadig nye Ladninger udefra, de gamle sendes ud igen - ud i Mørket, hvor de forkommer i Fattigdom, Smuds og - Alkohol! De fleste naar kun en Alder af 28-30 Aar; Drikfældigheden har de lært i Bordellerne, thi deres Liv vilde ikke kunde gennemføres uden Opstramning af denne Art.
Buda-Pest er berygtet for sin Usædelighed, men Bukarest i Rumænien overgaar dog alt. Der skal efter Sigende ikke findes et eneste Hotel, som ikke samtidig er Bordel. I et saadant Hotel bevistes ad statistisk Vej, at der i Løbet af 24 Timer var gaaet 70 unge eller mindreaarige Kvinder ud og ind, uden at deres Ærinde derinde stod til at oplyse. Værelser lejes ud ikke i Dage - men i Timevis.
I Saloniki fandtes en Bydel, med Utugtshuse, hvor Priserne for de Indtrædende var fra 10 Centimer til 20 Francs alt efter Rang og Stand ! I Konstantinopel, hvor Prostitutionen optræder i nøje Tilknytning til den nyoprettede staaende Hær, er selv de tyrkiske Kvinder begyndt at tilsidesætte Koranens alvorsfulde Bud og at overgive sig til Udnyttelse.
Frk. Pappenheim havde ogsaa været i St. Petersborg, hvor Børneprostitutionen er i fuld Gang, og i Moskwa, hvor hun havde besøgt et Natasyl, hvor Mænd og Kvinder færdedes mellem hverandre; her fandt hun ved Døren et sovende Pigebarn. „Hun er døddrukken,” blev der sagt, „vaagner maaske aldrig mere, et Forsøg paa at redde hende vilde paa alle Omraader komme for sent.” Det er tungt at høre om et 14 Aars Pigebarn, at det er for sent.
Frøken P. gjorde opmærksom paa, at det i det hele taget er for sent at søge at ophjælpe Piger, der allerede er blevne ført til et fremmed Land. Nej, der skal begyndes i deres Hjemstavn. Ude omkring i deres Landsbyer, hvor de lever uden Oplysning, og for de jødiske Kvinders Vedkommende mange Steder i fuldkommen Retsløshed, dér, hvor Længslen efter at komme ud „i den vide Verden” griber dem, uden at de aner, hvad der forestaar dem, her er det, at varmhjertede Mænd og Kvinder skal træde til. Her maa der gøres et Arbejde for Højnelse og Oplysning, og Staterne maa træde til, idet de forbyder Masseeksport af unge Kvinder. Kvinderne rundt om, der er de nærmeste til at forstaa deres ulykkelige Kønsfællers Nød, maa træde hjælpende til, hver efter sin Evne, og Mændene maa gøre deres, saa at Skampletten paa vor Tids Civilisation, „den hvide Slavehandel”, kan vaskes af. Den unge Beduinkvindes Ord til Frøken Pappenheim „velsignet være du”, vil da en Gang fra tusinde Læber strømme dem i Møde, som har ofret Tid, Tanker og Kræfter paa de ulykkelige prisgivne Kvinders Sag.
