« Tilbage til søgeresultaterne
Fremtidens Kvindesag
Ved at læse »Kv. og Sf.«s stenografiske Referat af Prof. Lehmanns Foredrag forbavses man over at se, hvorledes denne udførlige Gengivelse giver én et noget andet Syn paa Foredraget end det, man havde faaet ved at læse forskellige moderate og ufarvede Blades Referater. - Det er næppe for meget sagt, at Blade, der kun overfladisk har Sympati for Kvindesagen, havde ladet dette Standpunkt været vel meget afgørende ved at plukke ud af Foredraget, hvad der kunde give Læserne den Tro, at Professoren i næsten alt var Kvindesagsmodstander.
De mange, der sikkert med mig har faaet dette ud af flere Dagblades Gengivelser, vil forstaa, at jeg ved omhyggelig Læsning af hele det stenografiske Referat i vort eget Blad ligefrem følte en Lettelse over, at det ikke var saa slemt alligevel, om end Professoren af og til stikker Hestefoden frem - den, de fleste Blade (redigeret af mandlige Redaktører og Medarbejdere) har set mere efter end et samlet Hele.
Jeg ved ikke, om det er at profanere et saa lødigt og tankevækkende Foredrag ved at bruge et meget populært og forslidt Udtryk for ens Tankegang under Læsningen. Men jeg haaber, mange vil indrømme, at man af Hjertet maa sige: »Li’som han var der, saa var han der ikke, og saa var han der dog alligevel.«
Allerbedst som man synes, Professoren ser sundt og forstaaende og imødekommende paa vor gode Kvindesag, saa kommer han med uventede Indvendinger. Hvad han giver med den ene Haand, tager han med den anden.
Professoren mener bl. a., at »man maa finde Uddannelsesmaader, der ikke skader Kvindenaturen, hvis Slave hun altid er«, og han mener, at Kvindens Forplantningsdygtighed bliver mindre, naar hun skal tænke paa Selverhverv og ofre sine Kræfter derpaa. - Lad nu dette til dels være indrømmet! Saa følger dog ikke deraf - hvad Professoren synes at mene - at man bør give op og lade være at tænke paa Selverhverv saadan over en Bank. Vælger man af to Goder det største (Inklinationsparti fremfor Selvforsørgelse), saa vælger man af to Onder det mindste og vil hellere kæmpe for at opnaa en Stilling end man vil sælge sig selv ved Fornuftgiftermaal. Saa idealistiske er Kvinderne heldigvis endnu, og vi vil lære vore Døtre at tænke det samme.
Det var naturligvis nemmere og billigere baade for Samfundet og den enkelte, om Professor Lehmann kunde finde paa, hvorledes man skulde sikre de fleste Kvinder at faa Løfte paa en Mand, de syntes om, inden de blev for gamle til at begynde paa Arbejdet for Selvforsørgelse; men selv i dette utænkelige Tilfælde vilde jo ingen kunne vide, hvilke Kvinder der blev gifte og hvilke ikke. - Og man maa da bøje sig for den bitre og lidt dyre Nødvendighed at lade mange unge Kvinder bryde sig en Bane, medens de har Lyst og Kræfter dertil, fremfor at lade dem vente - maaske forgæves - paa Frieren, til Chancerne er forspildt for den Livsgerning, som vilde have været det bedste Surrogat for et godt Ægteskab, men som man ikke kan begynde paa, efter at man lidt inde i Trediverne er klar over, at man ikke gifter sig.
Her vil jeg dog for egen Regning gerne tilføje, at vi Kvinder jo nok helst skal besætte alle huslige Pladser, inden vi forlanger at faa lige Adgang med Mændene paa alle andre Omraader. Det store, overskydende Antal, der ikke kan faa Plads i den »huslige Branche«, og de mange, der føler Lyst og Evner i bestemt Retning (som Lærere, Læger, ja Præster selvfølgelig ogsaa) - de bør da frit gaa frem ad de saakaldte »mandlige Baner« og behøver ikke derfor at blive Mandskopier. - Her er saa den Vanskelighed, at medens en Hustru let finder sig i, at Arbejdet f. Eks. med Børn aldrig kan blive saa afgrænset som det ikke-huslige Arbejde, vil en fremmed sjældent for Livstid kunne være glad derved, hvilket ogsaa undskylder de unge Piger, som gaar fra det huslige Arbejde, der ikke giver fast Livsstilling, over til mere selvstændigt, men mindre sundt og daarligere lønnet Arbejde (Kontor og Butik).
Jeg indrømmer derimod, at har man en selvstændig Stilling, og er man bleven gift og Moder til flere Børn, da bør man ikke tro, at man kan have legemlig eller aandelig Kraft til fuldt ud at fylde Moder- og Husmoderstillingen, samtidig med, at man ofrer sig for den Livsgerning, man havde valgt før Ægteskabet. Hver af Stillingerne er for gode til at blive Appendiks for den anden.
Maa jeg blot til Slut gøre opmærksom paa følgende:
Naar Professor Lehmann mener, at Kvinder har en anden Logik end Mænd, er det en vægtig Grund mere til, at vi snarest muligt maa have ogsaa vor Logik repræsenteret i »Folkets Raad«, som jo dog ikke hedder Mandsthinget, men »Folkethinget«.
Kerte, 18. Marts 1914.
Rigmor Vigild.
Vi modtager gærne Indlæg, der dog bedes begrænsede til højst l Spalte.
Red.
