« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder paa Scenen
Asta Nielsen i »Den lille Engel«.
»Se engang Asta Nielsen filme, det er Kunst,« - saaledes er der saa tidt blevet sagt.
»Den lille Engel« er en Rolle lige skrevet for hende af Urban Gad, som maa kende hendes Kunst ud og ind og vide, hvad der klæder hende bedst, - naar man har set hende spille den, maa man vel have Lov til at antage, at det er en god Prøve paa hendes Kunst, og at man derfor kan have Lov til at fælde en Dom over den.
Stykket er lagt fikst til Rette og præsenterer Hovedpersonen i mange baade morsomme, nydelige og barnligt rørende Situationer - altsaa Stof nok til Sukces. - I korte Træk - en 17 Aars ung Pige, der uheldigvis er født 5 Aar før hun efter Samfundslovene havde Lov at se Verdens Lys, tvinges, af Forholdene til at dække over sine Forældres Fejltrin og med Udsigten til en Belønning i Form af en stor Arv til at klæde sig ud, som om hun var 12 Aar, - altsaa de famøse 5 Aar overstreges.
Den rige Onkel, som hun skal arve, er imidlertid saa sød og god som Opdrager af denne ret modne og aldeles ikke uerfarne, men grænseløs uopdragne »Bachfish«, at det ender med, at hun forelsker sig i ham, og i Skinsyge og Angst for, at han skal lade sig fange i det Garn, som en meget intrigant og giftesyg ældre, ung Pige spænder for ham, gør Forsøg paa at drukne sig. Hendes barnlige, sunde, lidet sentimentale Natur overvinder imidlertid hendes »Schwermuth«, og i Stedet for frier hun til Onklen og aabenbarer den andens Træskhed, - og alt ender lykkeligt og godt.
Man kan jo ikke nægte, at Asta Nielsen har mange fornøjelige, tøset uartige Indfald og mange godt iagttagne Barnebevægelser, men det ejendommeligste ved Rollen er jo Dobbeltspillet - snart dukker den 12 Aars Unge, snart den 17 Aars Pige frem.
Som f. Eks. da hun overvældes med Barnelegetøj og rent ud væmmes derved, og især hendes Flovhed, da hun udenfor Legetøjsbutikken mønstres af en Officer, der af hendes Øjekast fornemmer, at hun er et meget »udviklet« Barn. Ligeledes er hendes Generthed ved at præsentere
sine lange bare Ben i Halvstrømper meget morsom, idet Benene stadig søger at dække hinanden og om muligt gøres lidt kortere ved at krumme i Knæene.
Men det kan dog vist ikke siges at være nødvendigt for at forestille et Barn paa 12 Aar at præsentere sine i Forvejen temmelig lange Ben, saa meget som her er Tilfældet; dernæst er det ikke naturligt for en ung Pige paa 17 Aar, selv om hun er iklædt en 12aarigs korte Skørter, paa sin Forelskelses Højdepunkt, naar Kærligheden rører sig saa stærkt i hende, at hun »tænker« paa at drukne sig - at hun i samme Øjeblik kan lade sig forstyrre af en Kløe paa det ene Knæ, saa hun maa klø sig og trække Benet op i Stolen til stor Fornøjelse for et tarveligt, nyfigent Publikum.
Dette er hverken ægte eller fin Kunst.
Her føltes Savnet af Anna Larsen. Hun kunde give den pure Uskyld, kunde som den store Kunstnerinde, hun var, iklæde sin Sjæl alle de forskellige Rollers Klædebon, uden at man var i tvivl om Ægtheden af hendes Spil.
Saaledes var det ikke her, hvert Øjeblik blev Kritiken fremtvungen af Spillet.
Filmsudøverne skulde gaa bort fra den grove Understregning af Bevægelser og Mimik, da den sikkert ikke er nødvendig. - De levende Billeder, hvor man hyppigt faar Figurerne i forstørret Skikkelse saa langt frem i Billedett, at Rammen skær dem over ved Knæene, taaler ikke den stærke Mimik, som meget snarere er paa sin Plads i det rigtige Teater, hvor Afstanden mellem Publikum og Scenen er saa meget større.
Lad os haabe, at der en Gang maa blive en finere Smag hos Publikum til at lede Filmens Udøvere i en bedre Retning; vi har jo mellem de unge Kræfter ved Teatrene flere dygtige Mimikere - f. Eks. Ella Ungermann og Bodil Ipsen - maaske de havde Evner til at føre Filmen ind i et finere Spor herhjemme, thi som den er - er den mere Underholdning end Kunst.
