« Tilbage til søgeresultaterne
Historisk-politiske Drømmerier
Jeg for op i Sengen, - jeg havde hørt et Automobil tude lige neden for mit Vindu. I det samme gik Døren op, og jeg skimtede Omridsene af en Herre i lang, sort Frakke.
»Vil De behage at følge med,« sagde Skikkelsen med høflig Bestemthed. »De er tilsagt til at møde hos hendes højsalige Majestæt, Fru Margrete Valdemarsdatter i Roskilde.«
»Ah-ha! det nordiske Kvindesagsmøde,« tænkte jeg og forsynede mig for Sikkerheds Skyld med et af de smaa Kuponhæfter med Adgangskort til Kongressen.
»Til Roskilde Domkirke,« befalede Bedemanden og satte sig overfor mig paa Bilens Bagsæde.
Vi tøffede ad Roskilde til og havde ikke vexlet et Ord, da vi ikke mange Minutter efter holdt udenfor Domkirkens Portal.
»Hendes kongelige Majestæt venter Dem i Koret bag Højalteret,« sagde Bedemanden og lod mig gaa alene ind i Kirken. Jeg bevægede mig ikke uden en vis Uhygge gennem det svagt oplyste Midtskib med sky Sideblik til Kapellerne. Det var jo ikke umuligt, at flere af de hensovede Majestæter havde forladt deres Hvilesteder for at høre lidt om Sommerens Begivenhed, det nordiske Kvindesagsmøde.
I Højkoret var alle Lysene tændte, og Jeg saa ved første Blik, at Laaget var taget af Dronning Margretes Sarkofag og sat paa Højkant op mod Alterets Bagside.
Jeg skottede til den sorte Marmorkiste og ventede hvert Øjeblik at se den hensovede i sin Ligdragt stige op af dens Dyb.
»Est du Dansk Qvindesamfunds Skrifver?« lød i det samme en dyb Kvinderøst bag mig; jeg vendte mig hastig og saa en Kvinde i hvide Klæder og med et nonneagtigt Bind om Panden sidde i en af Korstolene kun nogle Skridt fra mig. Hun var ualmindelig kraftig bygget og, som det syntes, lidt undersætsig. Hendes Ansigtslød var mørk, Trækkene uden regelmæssig Skønhed, men dog ingenlunde frastødende, Øjnene kloge og dybt liggende under de sorte løftede Bryn. Jeg tænkte mig nærmest, det var en af Dronningens Jomfruer, saa ganske ulig var hun den klassisk skønne Alabasterdronning henne paa Sarkofaglaaget.
»Est du Dansk Quindesamfunds Skrifver?« gentog hun sit Spørgsmaal i en Tone, som viste, at hun ikke var vant til at vente paa Svar. Jeg tvivlede ikke længer, om hvem, jeg havde for mig.
»Ja, Deres kongelige Majestæt,« svarede jeg med en dyb og ærbødig Bøjning. »Jeg er Redaktøren af »Kvinden og Samfundet«.«
Hun slog op med Haanden som Tegn paa sin Utaalmodighed.
»Ingen Titulaturer, om jeg maa bede, - jeg er Margrete, Valdemars Dotter, fordum Frue til Danmarks. Norges og Suerikes Riger.«
Jeg sank med det ene Knæ til Jorden og løftede et Eksemplar af »Kvinden og Samfundet« op imod hende i mine skælvende Hænder.
»Min høje Frue! Her ser De det uværdige Blad, som gennem en Menneskealder har nydt den Ære at bære Margrete Valdedmarsdatters Billede paa sin Forside.«
Da vældede der op fra den høje Frues Strube nogle dybe, gurglende Toner, som vistnok skulde forestille Latter, og hun hævede sin ene Arm, der i det lange, folderige Ærme lignede en stor, hvid Fuglevinge, og pegede paa Sarkofagens oprejste Laag.
»Er det hint Hoved af Alabaster, Du mener? - Ach, ved min hellige Navne, aldrig har det siddet paa disse Skuldre, og ilde hafde det staaet til med min store Faders Kongstanke, om den skulde hafve lefvet videre i sligt Dukkehofved.«
»Ja, men Professor Aarsleff har selv sagt - - « indvendte jeg.
»Professor Aarsleff!« - Der fløj et Smil over hendes mørke Ansigt. »Ach! naar jeg betænker, hvor den ehrlige Mand har brudt sit Hofved for at redde min Skiønhed for Efterkommerne, saa gribes jeg fast af Medynksomhet; thi han er jo dog met alle sine Fortienester ikke mere end et Mandfolk, och kan icke bequemme sig til at tro, at en Quinde foruden Legemsskiønhed har kunnet besejre trende Rigers Stormænd.
- Men om jeg hafvde været skiøn som hun, den vælske Dukke hist henne paa Laaget, kunde jeg mon da hafve hindret, at en Mand hemmeligen hafvde eftergjort mit Billede i Vox eller Farver paa Kalk?
- men de vogtede sig vel, thi Sandheden er, at jeg hafvde aldeles intet behageligt Udvortes; - ikkun de sieldne Aandens Gafver, som jeg hafvde taget i Arfv efter min store Fader gaf mig Held til at bøje alle Nordens gienstridige Sind under min Villie.«
»Men Professor Aarsleff siger, at der har sikkert existeret et Billede, som Deres højsalige Søsterdattersøn har sendt til Nederlandene for at tjene som Model for Figuren paa Sarkofagen.«
Hun satte sin sandalklædte Fod haardt i Gulvet.
»Ved min Skytshelgen! det er, som jeg siger. Jeg vidste, at skulde Mindet om min Storhet bevares giennem Tiderne, da maatte Mindet om mit virkelige Ansigt forsvinde, och et andet og skiønnere træde i Stædet. Derfor gaf jeg aldrig mit Minde til, at noget Aftryk av mit lefvende Billede .....«
»Man mener ogsaa, at mulig en Dødsmaske ...« vovede jeg frygtsomt, men hun afskar mig al videre Indvending.
»En Dødsmaske. - Men ligner hun hist henne paa Laaget da en ældet Quinde paa sexti Aar? - Og vedst Du ikke, at det var den sorte Sot, som slog mig i Flensborg Fiord och, at ingen derfor turde røre ved mit aflifvede Legeme uten Rakkeren og hans Knecht, som lagde mig i det Skrin, som ingen endnu har aabnet? - Nej, med hende Alabaster Quinden, har jeg ganske og aldeles intet at skaffe.«
»Sandt at sige, glæder det mig at høre,« sagde jeg lettet, »thi saa tør jeg tro, at min høje Frue ikke har taget Dansk Kvindesamfund fortrydelig ep, at vi ikke har ladet Deres foregivne Hoved forevige paa vort Banner.«
Hun smilede naadigt. »I kan for min Skyld gierne tage det af Bladet med, blot I vil holde mit aandelige Billede i Ære.«
Jeg mente, Øjeblikket var kommet til at tage Kuponhæftet frem.
»Min høje Frue har maaske fornummet, at Dansk Kvindesamfund agter denne Sommer at gøre et allerunderdanigst Forsøg paa at knytte »den Snor af Strænge tre«? - Tør vi regne paa Deres fyrstelige om end usynlige Nærværelse ....«
Hun rystede med Heftighed paa Hovedet.
»Jeg har nok hørt derom, men hold mig utenfor. Mændene har saa grundigen fordærfvet mit Lifvs herlige Værk, at ikkun mit Nafns Næfvnelse vilde jage Nordens Quinder fra hverandre. Jeg ønsker Jer alt Held med Jert Forehafvende, men jeg tør icke være med.«
Hun tav med et forgræmmet Udtryk i sit Ansigt, gjorde saa en Bevægelse med sin store hvide Armvinge, som fejede hun en besværlig Byrde bort og slog over i en anden Tone.
»Men det er icke det, hvorfor jeg hafver kaldet Dig. Sæt Dig der paa min Hiertebroders Ligsten och sig mig, hvad I mener om den nye Grundlofv?«
Jeg satte mig paa Ligstenens yderste Hjørne for ikke at genere den harhiskklædte Skikkelse med mine 75 Kilo.
»Ja, hvad den lige og almindelige Valgret angaar ... «
Hun gjorde en heftig Bevægelse.
»Lad Mandfolkene slaas om den, och tænk I paa det, som er mere verth! Har I sikret Jert Kiøn Udsicht til Danmarcs Krone, naar den sidste mandlige Ætling af Kristiern den niende og Drotning Lovise er ganget av Lifve?«
»Der staar i Grundlovsforslaget, at i saa Tilfælde træder den forenede Rigsdag sammen og vælger den nye Konge . . . «
»Eller »Drotning? - « faldt den høje Frue mig hastig i Talen.
Jeg saa beskæmmet ned for mig. »Der er i Forslaget kun Tale om en Konge.«
Hun smilede skummelt og lænede sig tilbage i Korstolen med Armene krydsede over Brystet.
»Jeg vidste det, derfore lod jeg Dig kalde. Men gak Du nu hjem och skrifv i Jert Blad, at saaledes taler den store Margrete Valdemars Dotter til Danmarcs Quinder: »I taug, dengang Kongelofven af 1665 indskrænkede Quinders Ret til at bære den Krone, som jeg aleneste av alle Danmarcs Fyrster har haft Hofved til at bære. - I taug ligervis, dengang de enevældige Mænd for at tækkes vælske Magthavere ved Tronfølgerlofven av 1853 ganske ute stængte Eders Kiøn fra min Trone, - men tier I nu tredie Gang, hvor man vil nægte Jer Adgang til den Krone, som mine Fortienester av Land och Rige burde hafve gjort til en Odelsret for mit Kiøn, da skal I for sand icke umage Jer med at rejse Rytterstatue eller anden Mindismærke for mig, thi da har I brudt Stafven ofver min Gerning, da er min Storhet ikke for mere at agte end min Skiønhet, - da ligger jeg beskæmmet i min Grafv. - Lad mig komme forbi!«
Hun havde rejst sig fra Stolen, og som hun stod der for mig streng og bydende, forekom hun mig i al sin Undersætsighed et Hoved højere end nogen Kvinde, jeg før havde set. Jeg veg ærbødig tilside og lod hende skride forbi mig hen til den tomme Sarkofag. Som hævet fra Jorden af usynlige Hænder stod hun i næste Øjeblik i den sorte Marmorkiste, og hilste mig med Haanden til Afsked.
»Lad mig nu se, at I klarer Jer ikkun halft saa godt med Valgretten, som jeg har klaret mig uden den.« Med disse betydningsfulde Ord samlede hun Klæderne om sig og lagde sig ned, for dog straks efter at rejse sig halvt overende og med den ene Haand gribe om Kanten af det svære Marmorlaag og drage det henover sig.
Jeg stod maalløs og stirrede paa den hvide Alabasterfigur, som skjulte den rigtige Margrete for mig, da en Røst trængte op til mig fra Sarkofagens Dyb:
»Den Laag slutter icke rigtigen i det vestre Hiørne, tag vet og sæt den i Lafve. Jeg taaler icke Trækvind.«
Jeg nærmede mig ikke uden Bæven og greb fat i Laaget, men i det samme kom Bedemanden styrtende nede fra Kirken.
»For Guds Skyld! Hvor tør De løfte paa det Laag, som intet Menneske i 500 Aar har dristet sig til at løfte? - Ser De ikke, det glider? - det falder . . . . «
Og virkelig følte jeg Laaget bevæge sig i mine Hænder, saa Alabasterdronningen hæve sig truende fra sin horizontale Stilling; jeg stemmede mig med hele min Vægt imod, men hun tog Magten fra mig, rev mig med sig i sit Fald. Bedøvet af Larmen af Marmoret, som knustes mod Stengulvet blev jeg liggende - og sov videre.
