I Anledning af Professor Lehmanns Foredrag

For den, som har følt sig interes­seret og beriget af Prof. Lehmanns Bøger og derfor mangen Gang har sendt ham en taknemlig Tanke, var det en ret alvorlig Skuffelse at over­være hans Foredrag i Grundtvigs Hus. Han udtalte sig her stærkt mistrøstigt om vor Tid og Kultur i det hele taget, det kunde derfor ikke egentlig forbavse os, at hans Syn paa Kvindens Stilling i Nutiden vi­ste sig at være særlig mørkt. Men man maatte undre sig noget over hele Foredragets »fordi - altsaa«. - hvis jeg maa kalde det saaledes.

Prof Lehmann hævder jo først med Styrke det samme som Kvinde­sagens Førere, ogsaa herhjemme, har fremhævet Gang paa Gang, at hele Bevægelsen er bleven til ved en uafvendelig historisk og økonomisk Nødvendighed, og at Kvinderne ik­ke paa nogen Maade kunde gøre an­det end de gjorde, da Mændene trængte ind paa deres særlige Fel­ter og ved Maskinerne berøvede dem deres Arbejde. Han indrømmer Kvin­dernes selvfølgelige Ret baade til Brød og Arbejde og er klar over, at Skarer af dem ikke kan blive gift. Men hvad er saa Resultatet af disse uforbeholdne Indrømmelser? Efter at have kaldt Kvinderne daarlige Kopier af Mænd, med et Præg af uværdig Imitation, véd Prof. Lehmann kun at henvise dem til legem­ligt Arbejde og nogle faa. Erhverv, som passer til dem, - Sygeplejer­sker, Lærerinder for smaa Børn. - altsaa til at vende tilbage til ældre Tiders Forhold. Han siger selv, at han ikke har noget Raad at give i den nuværende Forvirring, og af positive Forslag har han da ogsaa kun et, at der skal skaffes Statistik, oprettes et Laboratorium til Under­søgelse af, hvad Kvinder evner og ikke evner. Det vilde vel blive til en Kommission, - dem er vi jo vant til her i Landet, og denne kunde utvivl­somt ogsaa gøre Nytte, naar den fik tilstrækkelig af Tid og Materiale til Raadighed, men hjælpe Kvinder til Brød og Arbejde vilde den absolut ikke, - tværtimod. En Værdifuldere Hjælp kunde maaske findes, hvis Ægteskabet blev gjort tryggere og mere tidssvarende for Kvinderne. Dersom Hustruens Umyndighed blev fuldt afskaffet, dersom Moderen fik Raadighed over sine Børn, og dersom Ægteskab i det hele taget blev begunstiget af Stat og Samfund f. Eks. ved Lettelse i Skat og offentlige Byrder, ved Moderstøtte til Børneopdragelse el. lign., - ja derved vilde der rimelig­vis skabes en virksom Modvægt mod den Erhvervs-Konkurrence, hvorover der nu klages saa stærkt. Og den be­kendte Anke mod Kvindebevægelsen, at den svækker Sansen for Moder­kaldet, vilde saa maaske endeligt og velfortjent forstumme. Gid de Lærde i det hele taget kunde tro noget mere paa Livet og dets store Værdier, som sandelig ikke er saa skøre, at de gaar itu paa Grund af nogle Forandringer i ydre sociale Forhold. Naturen vog­ter og støtter jo sine store Formaal med evige ukuelige Kræfter, - men Menneskers Pligt er det ganske vist at gøre Kaarene i den ydre Verden taalelige for disse Formaal.

Prof. Lehmann har dog utvivlsomt Ret, naar han saa stærkt peger paa dette, at Konflikten mellem Moderkald og Selverhverv er Kvindesagens egentlige store Vanskelighed, - ja, vi føler vist alle mere eller mindre, at her ligger den væsentlige Opgave baade for dette Slægtled og det næ­ste. Men i denne Forbindelse er der dog Grund til paany at minde om, at vi Kvinder ikke er til alene for Slægtens Skyld. Vi er Mennesker, og intet Menneske faar Livet kun for at tjene et Naturformaal, hvor vigtigt end dette er. At udvikle sig, arbejde efter sin særlige Evne og Lyst og gennem sit Livs Kampe og Erfarin­ger i Frihed at vælge, hvad man kan give sin inderste Vilje, det er vor Ret som det er Mændenes. Der er andre Synspunkter end det antropo­logiske. Og umuligt er det ogsaa i vor Tid, hvor alle Kræfter brydes, men hvor samtidigt den sociale Sam­følelse gennemtrænger Sindene som aldrig før, at holde Halvdelen af Folket tilbage i en svunden Tids Tankegang og i ensidige Familiein­teresser. Vi er Folk af vort Folk, vi føler os aandelig talt ved Mændenes Side, enten de forstaar det eller ej. Naar en betydelig Mand som Prof. Lehmann fremsætter sine alvorlige Tanker om vore alvorlige Forhold, er det en Selvfølge, at vi nøje over vejer hans Ord og søger at drage den bedst mulige Lære af dem. Men at vi derfor skulde tabe Modet eller lade Hænderne synke fra det stilfærdig­energiske Arbejde, vi hidtil har viet vore Kræfter, er der saa vist ingen Grund til. Naar Mennesker virker saa godt de kan under deres Tids givne Forhold, kan de jo ikke gøre mere.

 

Det undrer, - noget, - at Hr. Professor Lehmanns Foredrag ikke gan­ske er blevet forstaaet indenfor Dansk Kvindesamfund.

Grunden maa vistnok være den, at dette Foredrag, uagtet dets tilsyne­ladende praktiske Tilsnit, egentlig er videnskabeligt, ja filosofisk, inderst inde. Og D. Kv. har for Øjebliket i sin uhyre praktiske Reformiver ikke Brug for Videnskab og Filosofi. Imid­lertid! To Skridt frem og ét tilbage, siger al Udvikling; men for Tiden stormer Kvindesagen i Danmark frem med Syvmilestøvler og Sejrsfanfarer. D. Kv. glemmer, at Frem­tidens Kvindesag ikke er »vi Vetera­ner, som nu snart skal høste Løn og Hædersgave for vor Kamp«, men derimod et helt nyt og ungt Folk af Kvinder, som selv skal kæmpe sig frem til et nyt og forjættet Land.

Jeg kunde tænke mig, at Hr. Prof. L. ser Kvindernes unge Folk i Øje­blikket staaende som foran det røde Havs Bølger. Opbruddet er sket. Det røde Havs Bølger kan slaa sammen over Kvindefolkets Ho­veder, og hvem skal skille Vande­ne? Er D. Kv. den Moses, som skal føre dette nye Folk frelst gennem Vandene og frem gennem den uundgaaelige Ørkenvandring? Eller vil denne Ungdom søge sig andre Føre­re eller maaske styrte sig paa Hove­det i det røde Hav? D. Kv. siger: »Dette jævner sig ganske af sig selv gennem Udviklingen.« Aa ja, med en forstaaende, hjælpende og førende Haand, at ikke Kvinderne skal ende med at flygte tilbage til Ægyptens Kødgryder, til Mændenes Overherredømme og Formynderskab, ude af Stand til at indløse de store og nye Forjættelser.

Thi Hr. Prof. L. mener jo ikke, at Kvinden hellere skal blive ved Ægyp­tens Gryder, og heller ikke er han en Farao, der vil hente dem tilbage, mens Tid er, saaledes som D. Kv. sy­nes at have opfattet. Thi i saa Fald vilde Bølgerne slaa sammen om ham; men snarere mener vist Hr. Prof. L., at, stille og sagtmodigt, stærkt og forsagende, skal hun tage sig Ørken­vandringen paa. Dertil maa den unge Kvinde hjælpes, føres. Ofte vil hun mangle baade Brød og Vand; saa maa der være en Moses, som kan slaa paa Klippen. Og under denne Vandring maa Lovens Tavler skri­ves. Og der vil blive Dans om Guld­kalven, og Loven vil blive brudt søn­der adskillige Gange, før Kvinden er vokset frem til Jordan, til det for­jættede Land og til Kampen med »de oprindelige Indbyggere«. Derfor maa vi ikke kaste Vrag paa tænkende Mænds Ord, at ikke dette nye Folk skal veje og vrage os og finde os - for lette. Thi Moses var baade Viden­skabsmand og religiøs Filosof. -

Og saa endnu kun dette: For Øje­blikket indtager den gifte Kvinde en Slags Magtstilling eller Overlegenhed indenfor D. Kv. og i det hele taget i Kvindesagskampen. Hun fører Kampen an, vel sagtens paa Grund af sin Mands sociale og økonomiske Samfundsstilling, Hun ser ikke Skævheden deri. Thi naar hun har faaet gennemført nogle faa for hen­de personlig fordelagtige og retfær­dige Reformer, da er hun færdig med sin Kamp kontra Manden. Hun syn­ger frejdigt og straalende: »Kvindens Sag, Mandens Sag«. Ja, det er rig­tigt nok for hendes Vedkommende, med mindre hun som Moder for eventuelle ugifte, selverhvervende Kvinder vil stille sig paa disses Side. Hun har da Valget maaske mellem Hustru og Moder. Thi Fremtidens Kvindesag, det er den ugifte Kvindes Kamp. Dette har Prof. L. set, og han ser Spørgsmaal, som Nutiden ikka kan løse. Maaske vil nye Tider kom­me med nye Tanker og nye Forhold og Krav, som vil give Svaret.

Der tales undertiden indenfor D. Kv. om »Fornyelse«. Men hvad er Fornyelse? Mon det ikke netop skul­de være Forstaaelse af Fremtiden? Kvindesag?

Odense.

Hermed er Diskussionen om dette Spørgsmaal sluttet her i Bladet.