« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindekunst paa Foraarsudstillingen
Kun godt en Sjettedel af de udstillende danske Malere paa Charlottenborg er Kvinder, saa her kan Manden ikke klage over Paatrængenhed fra vort Køn.
Man maa lade de kvindelige Malere, at de gennemgaaende er dygtige, om vi end kunde længes efter det fremragende.
I Reglen kan man uden Benyttelse af Kataloget fornemme, naar Billedet er malet af en Kvinde, hvad end saa Emnet er, thi de virker gennemgaaende bramfri og nænsomme for de smaa Iagttagelser uden Effektjageri; at kunne naa en L. A. Rings enkle Dygtighed er forøvrigt ogsaa et Maal og mere værd end Tragten efter det sære.
Humør er der derimod ikke meget af, og noget saa morsomt som Maleren Johnsens Selvportræt kan en Kvinde endnu ikke hitte paa, for ikke at tale om Julius Paulsens Billede af ham selv; hun kan daarlig være vittig, vogter sig for Overfladiskhed og er maaske tilbøjelig til at tro, at den flotte løse Malermaade, Johnsen anvender, er Skødesløshed, hvor han tvertimod med sikker Haand anbringer sine spredte Farveklatter, just paa de rigtige Steder, hvorved han vel ikke opnaar den endelige Form, men et livligt Hele. Dog, vi skal ikke imitere, hvad en Professor nylig har beskyldt os for, - men ad vor egen ærlige, stenede Vej - naa Stjernerne.
Der er nu først at nævne vore 5 solide Støtter, der fra 1899 har Ret til at udstille 4 Arbejder uden Censur.
Anna Ancher med sin hyggelige „skrivende gamle Dame”, Anthonore Christensens glødende „Pelargonier”, Augusta Dohlmanns fine Frugter, Bertha Wegmann med sine gode Portrætter og Emilie Mundt, der er trofast mod sine Børnesujetter.
Den sjette udenfor Censur er Bertha Dorph, som med al sin Dygtighed ikke altid varmer, - der er lækre Farveharmonier, ikke en falsk Tone, harmoniske Mennesker, billedskønne Børn, arrangerede Dragter, Glas og Ramme - kort sagt alt - man bliver lige saa benovet, som naar man skal beundre den sixtinske Madonna i Dresden - Ordet forstummer, det løber en koldt ned ad Ryggen, og man søger hurtigst muligt hen til Coreggios „hellige Nat” og varmer sig ved Hyrdens sjæleglade Smil.
Af dem, der maa underkaste sig Censuren, maa først og fremmest nævnes Margrethe Svenn Poulsen med sit udmærkede, levende Portræt af Dr. Med. Tscherning, Ingeborg Rodes fine Billede af Stiftslæge Rode, og ligeledes har Marie Sandholt et godt Dameportræt samt et smukt lille Billede „Hus ved Havet”.
Olga Lau har to dygtig malte Amagerkoner i en livlig „Passiar”. Ebba Holms Portræt - af „Ulla” maa siges at være saa godt, at man ikke synes, det behøver den arrangerede Baggrund.
Helga Ancher ekscellerer atter med sit brede sivende Lys, Ragnhild Bischoff maa man rose for hendes morsomme „Fødselsdag”; om det end ikke er fejlfrit, saa er disse muntre Piger fornøjelige baade i Farve og Opstilling; der er virkelig noget af Humøret!
Det er glædeligt at se, hvor Carla Colsmann kommer til Ro med sine mange Farver, faar Harmoni over dem uden at tabe sin Friskhed, „København set fra Amager” har meget godt i sig og hendes „Aftenpassiar” er i Henseende til Tegning og Tone udmærket.
„Pan”.
(Fortsættes).