« Tilbage til søgeresultaterne
Den nye Kjole
Af G. Colmore i »Votes for Women«.
»Jeg har aldrig set Mage«, udbrød Stupigen.
»Heller ikke jeg,« sagde Kokkepigen.
Ja, det var virkelig en henrivende Kjole! Alene den Æske, den var leveret i: dyb rosa med »Madame Epatante« skrevet tværs over Laaget fra det ene Hjørne til det andet i flotte snørklede Sving, var nok til at faa Tænderne til at løbe i Vand. Fint, let Silkepapir, foldet sammen her, stukket ind der, vidnede om den Omsorg, hvormed »Madame«s Hjælpere havde behandlet Kjolen ved Indpakningen.
Det var en Eftermiddagskjole af et halvt gennemsigtigt Stof, en eneste skøn Harmoni, hvis Hovedtone var blaa.
Laura, som da det første Lag af Papir blev fjernet, sagde, at hun aldrig havde set Mage, sagde det samme igen og igen, da endelig Kjolen laa paa hendes Frues Seng fuldt udbredt, og hun tilføjede: »Jeg har altid haft en Svaghed for blaat«.
»Det er din Farve«, sagde Parkins, idet hun saa kritisk paa hende. »Du er lys ligesom hun. Se, rødt, det er nu min Farve. - Naa, jeg maa rubbe mig nu.«
Parkins for ud af Værelset, medens Laura blev tilbage alene med den smukke Kjole. Hun følte paa den her og der, fordybede sig i dens Enkeltheder og svælgede i det henrivende Hele, som den fremstillede. Hun kunde se sig selv i Spejlet ved Siden af Sengen. Ja vist passede hendes Ansigt til denne Farve, men at eje en saadan Kjole var en Tanke, der laa langt ud over, hvad hun turde haabe. At bære den var naturligvis ogsaa en Umulighed men - hun saa igen ind i Spejlet og igen paa Kjolen - prøve den - se, hvordan den sad - - ! Hun var af samme Højde som sin Frue, havde samme Figur og Ansigtsfarve. Og denne Frue var ude at spise Frokost og vilde ikke komme hjem, i hvert Tilfælde ikke før om en halv Time, og Parkins havde travlt nedenunder! - - - Prøve den, - - - kun en eneste Gang! Have den paa blot i 5 Minutter! Blot for at se, hvordan den sad, og om den klædte hende.
Den passede hende, som om den var syet til hende. Nej, hvor hun saa nydelig ud! Det bløde Chiffon-Stof faldt i dybe drapperede Folder. Hun var jo ligefrem saa slank som et Kosteskaft og næsten lige saa smuk som - - - sin Frue.
Hun var saa optaget af sig selv, at hun slet ikke saa, at samme Frue stod i Døren og betragtede hende eftertænksomt. Hun var saa opslugt af denne fortryllende Drøm, at hun ikke hørte Gadedøren blive aabnet, - men Mandsstemmer, der lød op til hende nede fra Entreen, kaldte hende pludselig tilbage til Virkeligheden. Hun vendte sig om og mødte sin Frues Blik.
»Frue, jeg beder Dem undskylde - jeg gjorde det ikke - jeg vilde blot -«
»Den klæder dig storartet, og hvis«, der gik et pludseligt ejendommeligt Lys over hendes Ansigt - »og hvis det nu var din.«
Pigebarnet famlede ved Hægterne og hørte slet ikke Fodtrin paa Trappen.
»Jeg vil have den af. Det var stygt af mig, men -«
»Nej, nej, behold den bare paa«. I Løbet af et Øjeblik havde Fruen grebet Pigens Kjole, Kappe og Forklæde, og var flygtet ud af den Dør, der førte ind til Badeværelset.
Laura stod tilbage, forvirret, skælvende, blussende, med Taarer i Øjnene, og saadan fandt en Overbetjent og 2 Gadebetjente hende, da de i det samme kom ind i Værelset og præsenterede hende en Arrestordre.
»Gaaet kønt i Fælden, hva?« sagde Overbetjenten, »og det var Dem, der var ude til Frokost, ikke sandt?«
»Hvad i Himlens Navn vil De?« skreg Pigen.
»Man ønsker Deres Nærværelse paa Stationen, Frue, lad nu ikke, som om De ikke skulde vide det. Mistænkt for Brandstiftelse! (Case of arson).
»Arson, jeg troede han hed Carson*). Jeg siger Dem, Sir, jeg har ikke haft det mindste med hans
Historier at gøre. Jeg - - - holder paa Home Rule.«
*) Føreren for Home-Rule Modstanderne i Irland, der uden Regeringens Indgriben har stiftet en Hær, der nu med alle „til Raadighed staaende Midler” vil kæmpe for deres Sag.
»Kom nu ikke med Historier,« sagde Overbetjenten. »De ved meget vel, at Loven ikke blander sig i Carsons Sager, og De ved ogsaa meget vel, hvad Loven blander sig i. Kom nu med, Fru Rokeby, og lad det gaa saa roligt som muligt.«
»Jeg er ikke Fru Rokeby,« sagde Laura, »jeg er Stupigen.«
»Ja vist, det er nok i den Slags Kjoler en Stupige fejer Gulv, og dette Soveværelse er ogsaa saadan som Stupigers i Almindelighed er,« lo Betjenten.
»Jeg prøvede kun denne Kjole. Jeg har aldrig nogensinde gjort noget.
Jeg siger Dem, Hr. Betjent, jeg - - - « tudede Pigebarnet.
»Naa, saa De prøvede den.« Overbetjenten saa sig om i Værelset. »Hvor er saa Deres egen Kjole,« spurgte han med overlegen Foragt.
»Nej, nej, I Sufragetter er fulde af Skarnsstreger, men mig kan De nu ikke narre.«
Enden paa det blev, at Laura med en af sin Frues flotteste Hatte paa Ho’det og i en lang silkeforet Aftenkaabe, som hun saa tit havde beundret, naar hun lagde den om sin Frues Skuldre, blev ført ned ad Trappen og ud gennem Entreen.
Idet Processionen passerede Døren ind til Badeværelset stak en forskræmt Stupige Hovedet frem. Hun var i sort Kjole, Kappe paa Hovedet og med hvidt Forklæde, - meget net og nydelig.
»Lad dette være Dem en Advarsel,« sagde en af Betjentene, idet han gik forbi hende, »og pas paa, at De ikke bliver blandet op i Deres Frues gale Streger.«
Stupigen syntes at være fuldstændig tilintetgjort af Skræk. Hun kunde kun fremstamme et: »Gud nej da!«
Hun blev smidt ind i en Celle, blev Laura, og her lod man hende ene, svømmende i Taarer og halvt sindsvag af Forvirring. Det var Te-Tid, men Laura var ganske vis paa, at der var ingen, der gav hende Te. Nu sad de alle derhjemme i Tjenerværelset og havde det saa rart og godt, og her sad Laura, antaget for at være Sufragette, imod sin Vilje tvunget til at etablere Hungerstrike!
Hun havde nu altid taget Afstand fra disse Sufragetter og deres Historier. Men nu, hvor hun ligefrem saa Lopperne hoppe levende omkring i Cellen og tydelig kunde se, at det Gulv der ikke havde set en Kost i mange Herrens Tider, saa begyndte der at dæmre noget i hende om den manglende Kvindehaand, og det kunde jo nok være at...
Pludselig blev Døren slaaet op, og ind kom den Overbetjent, som havde sikret sig hendes Person, ledsaget af en anden, der var særlig sagkyndig i Sufragetter. Han standsede, saa paa hende, rynkede Panden, saa hende igen lige ind i Ansigtet og stampede saa i Gulvet.
»For Fanden ogsaa,« sagde han, eller noget lignende. .»Det er jo slet ikke hende! Der har De lavet en køn Frikadelle! Nu er hun naturligvis væk, siger jeg Dem, væk lige for Næsen af os.« Han vendte sig imod Betjenten og overdængede ham med Ord, der fik Laura til at føle sig fornærmet og sige til sig selv, at hun aldrig havde hørt Mage.
Hun blev sluppet løs, og da hun kom hjem, var der ikke Spor af Fruen, men der var et Brev til hende, der lød:
»Kære Laura, jeg vidste godt, at de snart vilde slippe dig løs. Det gør mig ondt, hvis du har været meget forskrækket. Behold Kjolen, du har fortjent den.«
