« Tilbage til søgeresultaterne
Vort Emblem
Jeg forespurgte forleden paa Dansk Kvindesamfunds Hovedkontor, hvor mange Bestillinger paa Emblemet, der var indkommet til 30. April, der jo var sat som Frist, og til min store Skuffelse erfarede jeg, at af Dansk Kvindesamfunds ca. 9000 Medlemmer var der kun godt og vel 900, som havde ønsket at anskaffe det. Jeg spørger mig selv, hvad er Grunden? Er det Skyhed for offentlig at bære til Skue, at man tilhører en Forening, som arbejder for at højne Kvinders Stilling i Samfundet og udvikle deres Ansvarsfølelse og Samfølelse, eller er det den Krones Udgift, som skræmmer? - Jeg forstaar ingen af Delene. Vi er jo saa vante til i vore Dage at se Mænd og Kvinder bærer synlige Tegn paa den Sag, de har sluttet sig til, og hvad Prisen angaar, saa kan Emblemet, i den Størrelse, det faar, knapt en Tomme højt i Oval, godt gøre Gavn som Brosche eller Slipsnaal og vil med sin mørkegrønne Emaillekant om det lille Broncerelief tage sig baade smagfuldt og pynteligt ud.
Jeg selv hører ikke til dem, som har næret noget Ønske om, at Dansk Kvindesamfund skulde have et Medlemsmærke, men naar et Fællesmøde har vedtaget dette, kunde det aldrig falde mig ind at vægre mig ved at bøje mig for en saadan Afgørelse af Foreningens højeste Myndighed.
Jeg ved, der er Foreninger, der gør det til en Pligt for Medlemmerne straks ved deres Indmeldelse at anskaffe Foreningens Mærke, men sligt er vel næppe tænkeligt indenfor Dansk Kvindesamfund, hvor der altid har været mere Stemning for Frivillighedens Vej end for Tvangens. Saa meget mere ønskeligt vilde det derfor være, om Medlemmerne frivilligt bøjede sig for Fællesmødets Beslutning og ikke ved at unddrage sig gjorde det vanskeligt om ikke umuligt for Fællesstyrelsen at bringe den til Udførelse. Vi har faaet at vide her i Bladet, at naar kun en Fjerdedel af hver Kreds’s Medlemmer skrev sig for Emblemet, saa kunde det tilvejebringes for l Krone.
Det forekommer mig, at hvis ikke mindst tre Fjerdedele af Medlemmerne skriver sig, da staar det daarligt til med Disciplinen i vore Rækker. Jeg kan da heller ikke tænke mig, at ved det nordiske Møde til Sommer noget Medlem af Dansk Kvindesamfund møder frem uden Medlemsmærket, det vil tage sig altfor besynderligt ud for vore nordiske Gæster.
Jeg vil endnu blot tilføje, at ved Generalforsamlingen i den Kreds, hvis Formand jeg er, skrev hver eneste af de tilstedeværende sig for Emblemet. Vi fandt det alle ganske selvfølgeligt.
