« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindekunst paa Foraarsudstillingen
II.
Dygtig, dog uden at være fremtrædende, er Charlotte Frimodt, Thea Lejmann med sin „Bondestue” i Vandfarve, Anna Lundqvist „Selvportræt”, Harriet Fischer-Jørgensen „en læsende Kone”, Tony Müller, Anna Munck, Elisabeth Schiødt, Anna og Ella Thalbitzer med to kønne Skovpartier, Pauline Thomsens „nysudsprungne Bøgetræer” og Marie Thymanns „Bygevejr” ikke at forglemme. Emily Monrads „Bitten” og Vilhelmine Bangs lille blaa Pige.
Dernæst har vi en Skare af Blomstermalerinder, der maa siges gennemgaaende at være dygtige; først er der Wanda Rooses fine Farvetræsnit af en „Mimose”, Cecilie Jakobæus’ voksende
„Cikorie”, Johanne Frimodts „Pæoner"”og „Cineraria"” Benedicte Brummer, som er stærkt paavirket af Bertha Dorph.
Yrsa Hansen viser megen Farvesans, men arbejder tungt, ligeledes Olga Jensen - Emma Meyers „Levkøjer”, fortræffelige og Yelva Vermehrens „Krokus” saa fint afstemt, saa man næsten fristes til at kalde det altfor fuldendt.
Til sidst Emmy Thornams fyldige „voksende Chrysantemum”.
Desværre kan man ikke sige noget rosende om Ellen Wilkens denne Gang; naar man mindes hendes dygtig malte Dreng paa Efteraarsudstillingen, føler man sig skuffet.
Mary Grut trænger vist til at forandre Emne, er tilbøjelig til Tørhed, hvilket er mindst fremtrædende „Kanalen ved Frederiksdal”, som er et kønt lille Billede.
Ellen Hofman-Bangs gode Egenskaber kommer ikke rigtig til deres Ret i et saadant Emne, „den faldne Høvding bæres i Land”, der, idet det ikke er et bestemt historisk Moment, giver Fantasien for frit Spillerum og let bliver for meget Teater, - men det er flinkt malet, baade fakkelskæret og Nattestemningen, det beviser i det hele taget, at her er illustrerende Evne og Muligheder for Historiemaleriet.
Rigmor Kleins „3 Børn” er meget uhyggelige, de ligner 3 smaa Krageunger, men det kan jo ikke nægtes, at hun ved den grelle Malemaade og de fattige Farver har faaet fastslaaet deres Kummerlighed.
Julie Madsens Forsøg med Prisopgaven „Loke og Sigyn” maa jo siges ikke at være falden saa heldig ud. Opfattelsen af Emnet er jo ret forfejlet, foruden at det er ret uinteressant malet. Loke ligner nærmere en syg Theolog - end den oprørske Menneskeaand, bastet og bundet.
Saa kommer vi til vor eneste og meget dygtige Dyremalerinde Helwig Kinck, der i Aar som de foregaaende Aar er frisk i sin Farve og fortræffelig i sin Tegning - har særlig godt Tag paa Hestens fremadskridende Bevægelse, naar den nipper Græsset af hen over en flad Mark.
Marie Henriques og Augusta Theille-Clemmensen, der begge tager sig af Arkitekturen, gør det baade smukt og godt.
Skade, at der mellem Bygningskunstens Udøvere endnu ikke findes en Kvinde; skulde de, der er Hjemmets Vogtere, ikke have Blik for, hvordan et Hjem skal bygges? Muligvis kunde det hjælpe lidt paa Planerne for Udenomslejligheden i Beboelseshusene, om en praktisk Kvinde gav sig i
Lag med Arkitekturen. Hvad Hindringerne ved den praktiske Uddannelse angaar, kan man jo gaa Murervejen; før var det mere nyttigt at være Tømrer, men det var vel nok for svært, nu hvor der overalt, bruges Jernbjelker, bliver de fleste Murere.
Men den Tid kommer vel ogsaa, hvor vi skal tælle Kvinder mellem Arkitekterne.
