« Tilbage til søgeresultaterne
Et Indlæg
Vi har modtaget:
Naar en Landsforening holder Delegeretmøde, plejer der paa et saadant Møde at vedtages een eller flere Resolutioner, der med faa og knappe, men tydelige Ord peger paa Foreningens Hovedformaal og fortæller om, hvad den i Øjeblikket kæmper for.
Dansk Kvindesamfunds Delegeret møde faldt netop sammen med de bevægede Dage, da Landstingets Højremindretal paa Trods af al parlamentarisk Skik standsede Forhandlingen eller rettere Vedtagelsen af en Grundlovsændring, der blandt andet vilde skaffe Kvinderne politisk Valgret og Valgbarhed. Man vidste, at dette Mindretal vilde øve parlamentarisk Vold for at hindre Vedtagelsen af Grundlovsændringen. Man fik paa Delegeretmødets anden Dag at vide, at dette var sket. Havde man under slige Forhold mon ikke Ret til at vente, at et Delegeretmøde, der talte Hundreder af Kvinder fra det hele Land, og som repræsenterede Tusinder af Kvinder, der aabenbart maa være Tilhængere af Kvinders Valgret, at dette Delegeretmøde fremfor alt vilde og maatte vedtage en Resolution, der udtrykte Harme over Landstingsmindretallets uværdige Holdning, da det gennem een hidtil i vort politiske Liv ukendt »Strejke« hindrede Vedtagelsen af en Grundlovsændring, der var vedtaget i Folketinget med overvældende Majoritet, og i Landstinget kunde være bleven vedtaget, om d’Hrr, ikke havde, »strejket«.
Men det ser ikke ud til, at Dansk Kvindesamfunds Delegerede i nogen nævneværdig Grad har været optagede af denne vigtige Sag, der netop i Delegeretmødets. Dage beskæftigede Tusinder af Kvinders og Mænds Tanker! Derimod drøfter og vedtager man noget i Sammenligning med Grundlovssagen saa intetsigende som dette: at indgaa til Regering og Rigsdag med et Andragende om, at en Kvinde maa. beholde sit Slægtsnavn, naar hun gifter sig, hvis hun da ikke er saa uheldig at have et Navn, der ender paa »sen«. D’Damer synes ikke at være »aaede længere end til H. C. Andersens »Børnesnak«, hvor Børnene jo ogsaa drøfter det Spørgsmaal, om det er godt eller fint eller stort at have et Navn, der ender paa »sen«. Ja, man ønsker jo endog, at Regering og Rigsdag skal komme med en Lov, der tvinger Forældre til at give deres Børn et »Slægtsnavn uden »sen«. Dette er dog næsten for anmassende. Hvad et Menneske hedder, forringer eller forhøjer dog ikke dets Værdi. At bære et berømmeligt Slægtsnavn kan jo dog ikke i og for sig give noget Menneske Glans, hvis det ikke selv duer. Og der er jo dog ogsaa Mennesker, hvis Navn ender paa »sen«, der duer, og som kan ønsker, at Børnene skal have det samme Slægtsnavn, som Slægten hidindtil har baaret. Hele dette Spørgsmaal om Navnet burde man lade »Parterne«, selv om, og ikke bebyrde Lovgivningsmyndighederne med.
Det er snart bleven en Mani hos Dansk Kvindesamfund, at det skal andrage Regering og Rigsdag om alt muligt mellem Himmel og Jord. Men det mest nødvendige, det nemlig paa et for Gennemførelsen af Kvinders politiske Valgret kritisk Tidspunkt at tage Stilling til denne Sag, det glemmer man paa sit aarlige Delegeretmøde.
Om Hustruen bliver finere og dygtigere Samfundsborger ved at beholde sit Pigenavn (dog ikke naar det ender paa »sen«), naar hun bliver gift, er jo altid en privat Smagssag. Men at hun er og bliver en Andenrangs-Statsborger, saalænge hun ikke har den samme Valgret som Manden, kan derimod ikke omdisputeres. Det havde derfor været mere i Kvindesagens Interesse, om det nu afsluttede Delegeretmøde havde udtalt sin Harme mod den Handling, der standsede Gennemførelsen af Kvinders politiske Valgret, end at tage højtidelig Beslutning om noget saa »farceagtigt« som: »Hvad skal Barnet hedde«.
Man fristes til at tro, at »Dansk Kvindesamfund« sætter Bibeholdelsen af den priviligerede Valgret højere end Opnaaelsen af Kvinders Valgret, siden det tier til de Overgreb, der øves mod Grundlovsændringen af et Mindretal af den priviligerede Valgrets Repræsentanter, Gennem sin Taushed har Dansk Kvindesamfunds Ledelse egentlig taget »politisk Standpunkt, noget den maaske mente ikke at ville gøre. Og dette Standpunkt er vist næppe i Overensstemmelse med, hvad Flertallet af »Dansk Kvindesamfund« s Medlemmer ønsker.
Louise Nørlund.
Det er en stor Misforstaaelse af Fru Nørlund, at Dansk Kvindesamfund har taget Parti for Konservatismen ved ikke paa sit Fællesmøde at udtale en harmfuld Protest mod Højres og de frikonservatives Adfærd i Landstinget den 3. og 9. Juni. Ligesaa lidt som Dansk Kvindesamfund har lyttet til de Sirenerøster i den konservative Presse, som har villet have det til at lægge sin Indflydelse i Vægtskaalen til Fordel for Forholdstalsvalgmaaden, som siges at byde os Kvinder bedre Betingelser for Repræsentation i Folketinget end Valg i Enkeltmandskredse, ligesaa lidt kan Dansk Kvindesamfund selvforstaaelig rette nogen Bebrejdelse mod Højre for dets Handlinger, selv om de kommer os aldrig saa meget paa tvers. - Vi har talt og handlet, dengang der var Udsigt til at faa Kvindernes Valgret fremmet i et Tempo for sig; nu hvor den er speget ind mellem alle de politiske Traade, er vi tvungne til at tie lige til den Dag, hvor det viser sig nødvendigt atter at rejse Kravet om Kvinders Valgret i et særskilt Tempo. Maatte paa den Dag alle Kvinder staa sammen i Stedet for at splitte deres Kraft ved at udlevere hverandre til Latter og Mistænkeliggørelse.
Redaktionen.
