« Tilbage til søgeresultaterne
Hjemliv og Samfundsliv
Jeg har for ikke saa længe siden læst to Bøger, som jeg gerne vil skrive lidt om her i »Kvinden og Samfundet«. Den ene Bog handler om en Kvinde, der i sine unge Dage har været med i Kvindebevægelsen, men bliver gift, og fra den Dag af trækker hun sig helt tilbage til sit Hjem, lever kun for Mand og Børn, og gør hvad hun evner for at gøre Hjemmet lyst og lykkeligt for dem. Efter flere Aars Forløb træffer hun en Kvinde, og en Kvinde, som er en Del yderliggaaende; denne faar hende atter med i Bevægelsen, og fra den Dag af taber den unge Kone aldeles Interessen for sit Hjem. Hun er aldrig hjemme. Fra Morgen til Aften er hun paa Farten, farer fra det ene Møde til det andet. Børnene faar en daarlig Opdragelse. Den eneste Søn de har, faar daarlige Kammerater og kommer ind i megen Daarlighed; Den ene af Døtrene, som har taget godt ved Lære af letfærdige, løsmundede Tjenestepiger, er ogsaa godt paa Vej til at blive fordærvet. Kun et af Børnene, en Kærnepige, holder sammen paa det hele. Manden er ogsaa godt paa Veje til at blive ødelagt. Alt i alt: En sørgelig Historie om, hvorledes et Hjem, der ikke bliver passet, gaar sin Opløsning i Møde. Tilsidst vender alt sig dog til det gode. Hustruen bliver rusket op til at se sin Pligt, og alt bliver atter vel.
Naar jeg nu skulde sige lidt om denne Bog, saa vilde jeg først indvende, at den Kvinde, som her er skildret, ikke hører Virkeligheden til. Naar hun, gennem flere Aar, udelukkende har levet for sit Hjem, saa lader hun sig ikke i et Øjeblik omskabe og løber fra sine Pligter. Saaledes kan et Menneske ikke bære sig ad. Man maa bede Forfatteren om at give os virkelige Mennesker og ikke Fantasifostre. En Kvinde som hende, der er skildret i Bogen, maa være knyttet til sit Hjem med saa mange Hjertetraade, som nok skal holde. Og mon Ægtemanden ikke vilde have gavnet sit Hjem, hvis havde prøvet paa at følge sin Hustru en lille Smule i hendes Interesser.
Den anden Bog, jeg vil omtale, omhandler saa mange Forhold, som jeg ikke her skal komme ind paa. Det er kun Begyndelsen, jeg vil dvæle lidt ved. Her skildres atter et uhyggeligt Hjem. Mand og Hustru er begge to med i det offentlige Liv, som næsten har taget alle deres Tanker. Hun er ført ind i dette Liv særlig af hans Ærgerrighed, men Udfaldet er blevet, at hun glemmer sine Børns Opdragelse, glemmer al Hygge i Hjemmet. Alt er koldt, dødt og trist. - Ja, hun er saa optaget af sin udadvendte Gerning, at hun endog glemmer sin lille Piges Fødselsdag.
At dette er for meget, kan vi vist alle let blive enige om. Men det er som om Forfatterne af disse to Bøger kun har kendt et: enten - eller. Mon ikke ogsaa der skulde findes et: baade - og.
Disse Bøger læses af mange, og det er en selvsagt Ting, at mange af Kvindesagens Modstandere ved at læse dem vil sige:
»Ja, her kan se, saaledes vil det gaa. Naar Kvinderne kommer med i Samfundslivet, saa gaar der mange Hjem til Grunde, det har vi altid sagt.«
Havde jeg nu Evne, som jeg har Lyst, saa skrev jeg en Bog, som skulde handle om en Kvinde, der stod i et lyst og lykkeligt Hjem og som netop med dette Hjem som Bærekraft i hendes Liv kunde tage Del i Samfundslivet. Thi hvad kan give Kraft til en Gerning som netop det, at staa i et godt Hjem. Vi kender vist alle nogle af disse Kvinder, som saa gerne vil være med til at skabe et Hjem, hvor der er godt at være, men som ogsaa saa gerne vil se lidt udenfor deres egne Vinduer, følge med i lidt af det Liv, som leves udenfor og hente Lys og Luft derude fra. Og mon ikke ogsaa det kan berige Hjemmet?
Hidindtil har det jo særlig været Mændene, der har syslet med Samfundsspørgsmaalene. Men mon ikke det tit vilde skabe mere Rigdom i Hjemmet, naar Kvinderne kommer med i Samfundslivet. Jo flere Interesser Mand og Kvinde faar at dele sammen, jo rigere vil Livet blive. Man har hørt udtalt: »Lad Manden passe det, der ligger udenfor Hjemmet, og lad Kvinden passe sit. Hendes Gerning ligger i Hjemmet.« Og aldrig forsømmes, saa skader hun baade de smaa og de store Samfundssager. Thi fra de smaa Hjemsamfund udgaar Kraften til de store. Og det vil vel altid blive saaledes, at det særlig bliver Kvinderne, der vil præge Hjemmet. Men jo mere Mand og Hustru faar at dele sammen, jo flere lyse, frie Hjem vil vort Land komme til at eje, jo lykkeligere vil vort Folk blive.
Mange vil sige: »Naar Kvinden nu efterhaanden faar mere Del i det offentlige Liv, da maa hun vide at begrænse sig, saa hun ikke tager mere paa sig, end hun kan magte Hun maa altid føle sit Ansvar overfor sit Hjem.« Og det er sandt nok, men Mandens Liv skal leves under det samme Ansvar. Altfor ofte har Hjemmene lidt under Mandens Udadvendthed, altfor manges Liv har været levet for meget udenfor. Det har været til Skade for ham selv og for hans Hjem med. Han bør ogsaa være med i Børnenes Opdragelse. Hans Indsats der bør heller ikke agtes ringe. Han maa ogsaa passe paa, at han ikke skal forsømme sit Hjem. Mand og Kvinde er sat sammen for at hjælpe hinanden i alle Ting, først og sidst i det vigtigste af alle menneskelige Forhold, nemlig i Forholdet til deres Børn; men de skal være hinandens Medhjælp i alle Ting, ogsaa i Samfundsspørgsmaal. Det burde alle Hjem stile efter, saa vilde Luften blive frisk at aande i.
Og saa til Slut kun dette: Naar der skal skrives Bøger om Kvinder, som forsømmer deres Hjem, vilde det saa ikke være paa sin Plads at tage andre Ting med ogsaa end Forsømmelse ved Deltagelse i Samfundslivet. Det er endda ikke det værste, synes jeg. Mon ikke Lediggang, Forlystelsessyge, Modegalskab, Selskabelighed er endnu værre? Eller mon al den Sladder og det Pjankeri, som saa mange Kvinder bruger deres Tid til, er bedre?
Mon ikke den Slags Ting sluger mange flere Kvinders Tanker og Tid end Samfundsspørgsmaal?
Mon ikke de sidste vilde fylde anderledes i Kvindernes Liv end de første, og mon ikke det netop er alvorlige Samfundsspørgsmaal, mange Kvinder trænger til? Jeg tror det næsten! - - - -
Velling, 20. April 1914.
