« Tilbage til søgeresultaterne
Bertha v. Suttner
En af Verdens store har lukket sine Øjne for sidste Gang. Bertha v. Suttner er ikke mere.
Med Bertha v. Suttners Død er et sjældent rigt og ejendommeligt Levnedsløb bleven afsluttet. Hendes alsidige Begavelse, hendes varme, rige Hjerte og hendes brændende Interesse for sociale Spørgsmaal har skabt hende et Navn i Verdenshistorien, som aldrig vil glemmes.
Bertha v. Suttner var født i Prag den 9. Juni 1843. Hendes Forældre var den østrigske Feltmarskal Grev v. Kinsky og hans Hustru Grevinde Sofie v. Kinsky, f. Körner, af den bekendte Frihedssanger Theodor v. Körners Slægt. Grevinden var lidt af en Kunstner og Digter, og begge Dele synes at være gaaet i Arv til Datteren.
Grev v. Kinsky døde inden Datterens Fødsel, og da Grevinden ikke ved sin Fødsel hørte til
Højadelen og heller ikke havde nogen videre Formue, siger det sig selv, at Datterens Ungdom ikke blev en Dans paa Roser. I et Land, hvor „Mennesket begynder med „Baronen” (Metternich) og blandt en Adel, der den Gang krævede 16 Ahner paa Ægtemandens saavel som paa Hustruens Side for at optage nogen i sin Kreds, var den borgerlig fødte Enkes Datter blot et Nul, til Trods for at hendes Fader havde hørt til det højeste Aristokrati.
Den unge Grevinde v. Kinsky’s højeste Ønske var imidlertid, saa snart hun var voksen, at blive indført i det Selskab, som hun i Følge sin Fødsel, sin Opdragelse og hele sin Natur tilhørte - men efter nogle i høj Grad mislykkede Forsøg blev det opgivet - og sandsynligvis til lige saa stor Lykke for den unge Grevinde selv som for hele Menneskeheden.
Nu begynder der for Grevinde v. Kinsky et maalbevidst Arbejde paa at uddanne sig i alle Retninger for at kunne tage Kampen for Tilværelsen op. Hun lærer de europæiske Hovedsprog til Fuldkommenhed. Hun studerer Litteratur, Historie, Kemi, Etnografi, Astronomi - intet er hende fremmed. Men hendes Yndlingsstudium er dog Filosofien, selv saa stringente Tænkere som Kant gaar hun ikke af Vejen for. Og samtidig med alt dette uddanner hun sig til Operasangerinde. Drømmen om Berømmelse paa de skraa Brædder er som Feberglød i hendes Blod. - Hun er ung, hun er blændende smuk, hun har en pragtfuld Stemme, - Hun vil vinde frem blandt de forreste - de største. Sammen med sin Moder fører hun et temmeligt omflakkende Liv: mondæne Badesteder, Berlin, Paris er Hovedopholdsstederne, - En heftig, men ulykkelig Kærlighed - et Par mislykkede Forlovelser - megen Studeren - langsom Fremgang med Musiken - og hun staar nu i sit 29ende
Aar.
Saa møder hun den musikelskende Prins Wittgenstein, kort før han skal paa en Koncertturné i Amerika. De kommer til at synge sammen og - ak, man kan ikke ustraffet to Timer daglig i 14 Dage gentage i Dur og Moll - i bløde og fyrige Tonarter „jo t’amo” - „je t’adore” - naar man desuden sympatiserer med hinanden. Forlovelsen kom i Stand. Men Prinsen døde pludseligt paa Overrejsen til Amerika. Den unge Grevinde sørgede oprigtigt - men „Die auf Flugeln des Gesanges angeschwebte Liebe war ja nicht allzu tief ins Herz gedrungen,” siger hun selv.
Men nu er vor Grevinde bleven 30 Aar. Formuen er opbrugt, og med Musiken og Berømmelsen har det endnu lange Udsigter. Den bliver derfor resolut opgivet, og Grevinde v. Kinsky tager Plads som Selskabsdame og Lærerinde for Friherre v. Suttners fire voksne Døtre. Her bliver hun i tre Aar og er ligesaa længe hemmelig forlovet med Husets Søn, Arthur Gundace v. Suttner. De lader sig hemmeligt vie, faar den gamle Grevinde v. Kinsky s Velsignelse og flygter der paa til nogle formaaende Venner i Kaukasus. - Her lever de nygifte 9 Aar i Landflygtighed. Til at begynde med meget fattige, men til Gengæld saa harmonisk samstemte i Anlæg og Interesser, og saa gensidigt lykkelige i deres Ægteskab som kun faa. Baronen arbejder som Korrespondent og som Arkitekt. Baronessen giver Undervisning i Sprog og Musik. Og i deres Fritid, studerer de sammen Naturhistorie, Filosofi, Litteratur.
Under dette Landflygtigheds Ophold begynder Bertha v, Suttner sin Løbebane som Forfatterinde. Bog paa Bog sender hun ud og finder meget snart en stor og interesseret Læsekreds. Og under dette Ophold, fjernt fra Verdens Larm og under Samarbejdet med hendes elskede Mand, er det, at hendes sociale Interesser vaagner. Men først efter Hjemkomsten til det Suttnerske Fædreneslot i 1885 vaagner hun tilfulde til Forstaaelsen af, hvad der for hende er en Livssag.
Det var paa en Kongres af wienske Forfattere 1886, at Bertha v. Suttner fandt sin egentlige Interessesfære - fandt sig selv, „Her,” siger hun, „vaagnede jeg til den fulde Forstaaelse af en Sag, der blandt Fremtidens Mennesker stedse vil antage et større og større Omfang - nemlig Bevidstheden om og Forstaaelsen af Solidariteten. Og denne Bevidsthed virker endnu stærkere
og mægtigere end Budet: „Elsk din Næste som dig selv.” Thi i Følge den rigtige Solidaritet er Næsten oprindelig ensbetydende med en selv. - Det, at alles Interesser paa en og samme Gang er den enkeltes Interesse - og omvendt, det giver den enkelte en saa forhøjet Eksistensfølelse, som om han var det Hele (das Ganze). - Han formaar ikke mere at skille sit eget Jeg fra Helheden,”
Vi ser, hvorledes ikke blot sociale Interesser, men ogsaa de sociale Idealer stadig vinder større Klarhed i hendes Tanker. Og hun er nu moden til at gribes og gennemglødes af den hellige Begejstringens Ild, for hvilken intet Offer, ingen Anstrengelse er for stor.
Og den tændende Gnist lod ikke længe vente paa sig.
Den følgende Vinter 1887 opholdt Bertha v. Suttner sig i Paris sammen med sin Mand. Der hørte hun en Gang tilfældigt, at der i Amerika eksisterede en Fredsforening. Denne Efterretning gjorde et dybt Indtryk paa hende - „elektriserede” hende, som hun selv siger. Og fra dette Øjeblik af stiller hun sin modne Intelligens, sit varme Hjerte, sine rige Midler fuldstændig i Fredssagens Tjeneste.
Aaret efter udkom hendes Hovedværk „Die Waffen nieder” - en Bog, der er saa personlig følt, at mange har troet, at den var Forfatterindens egen Levnedsbeskrivelse, og saa kraftig agitatorisk, at den er bleven sidestillet med Onkel Toms Hytte. - Og inden Bertha v. Suttner rigtig vidste, hvordan det var gaaet til, befandt hun sig blandt de ledende i denne mægtige Bevægelse: Fredsbevægelsen. Og hun og hendes Mand var begge lige utrættelige. Hun udgav et Tidsskrift, hun korresponderede med de mest fremragende Mænd og Kvinder, hun arrangerede Kongresser, hun rejste rundt og holdt Foredrag, og hun skaffede Penge til Veje. Og under alt dette fik hun Tid til at skrive Bøger, deriblandt „Marthas Børn” - en Fortsættelse af „Ned med Vaabnene”, og efter sin Mands Død i 1902: „Breve til en Afdød”.
Elsket og beundret af sine utallige Venner - deriblandt først og fremmest de mest fremragende Fredsvenner som Fr. Bajer, Stead og Alfr. Nobel - og haanet - eller dog mødt med et overbærende Smil af sine Modstandere, Militaristerne, er hun bleven ved at kæmpe for sine sociale Idealer, for Jødesag, for Kvindesag, men først og sidst for Fredssag, indtil Døden nu har lukket hendes skønne, vidtskuende Øjne.
