« Tilbage til søgeresultaterne

Bertha v. Suttner

Af: B. Bløndal

« Se emneord

En af Verdens store har lukket sine Øjne for sidste Gang. Bertha v. Suttner er ikke mere.

Med Bertha v. Suttners Død er et sjældent rigt og ejendommeligt Levnedsløb bleven afsluttet. Hendes alsidige Begavelse, hendes varme, rige Hjerte og hendes brændende In­teresse for sociale Spørgsmaal har skabt hende et Navn i Ver­denshistorien, som aldrig vil glemmes.

Bertha v. Suttner var født i Prag den 9. Juni 1843. Hendes Forældre var den østrigske Feltmarskal Grev v. Kinsky og hans Hustru Grevinde Sofie v. Kinsky, f. Körner, af den be­kendte Frihedssanger Theodor v. Körners Slægt. Grevinden var lidt af en Kunstner og Digter, og begge Dele synes at være gaaet i Arv til Datteren.

Grev v. Kinsky døde inden Datterens Fødsel, og da Grevin­den ikke ved sin Fødsel hørte til

Højadelen og heller ikke havde nogen videre Formue, siger det sig selv, at Datterens Ung­dom ikke blev en Dans paa Roser. I et Land, hvor „Mennesket begynder med „Baronen” (Metternich) og blandt en Adel, der den Gang kræ­vede 16 Ahner paa Ægtemandens saavel som paa Hustruens Side for at optage nogen i sin Kreds, var den borgerlig fødte Enkes Datter blot et Nul, til Trods for at hendes Fader havde hørt til det højeste Aristokrati.

Den unge Grevinde v. Kinsky’s højeste Ønske var imidlertid, saa snart hun var voksen, at blive indført i det Selskab, som hun i Følge sin Fødsel, sin Opdra­gelse og hele sin Natur tilhør­te - men efter nogle i høj Grad mislykkede Forsøg blev det op­givet - og sandsynligvis til lige saa stor Lykke for den unge Grevinde selv som for hele Men­neskeheden.

Nu begynder der for Grevinde v. Kinsky et maalbevidst Arbej­de paa at uddanne sig i alle Ret­ninger for at kunne tage Kam­pen for Tilværelsen op. Hun lærer de europæiske Hovedsprog til Fuldkommenhed. Hun stude­rer Litteratur, Historie, Kemi, Etnografi, Astronomi - intet er hende fremmed. Men hendes Yndlingsstudium er dog Filoso­fien, selv saa stringente Tænke­re som Kant gaar hun ikke af Vejen for. Og samtidig med alt dette uddanner hun sig til Operasangerinde.   Drømmen om Be­rømmelse paa de skraa Brædder er som Feber­glød i hendes Blod. - Hun er ung, hun er blændende smuk, hun har en pragtfuld Stemme, - Hun vil vinde frem blandt de forreste - de største. Sammen med sin Moder fører hun et temme­ligt omflakkende Liv: mondæne Badesteder, Berlin, Paris er Hovedopholdsstederne, - En heftig, men ulykkelig Kærlighed - et Par mislykkede Forlovelser - megen Studeren - langsom Fremgang med Musiken - og hun staar nu i sit 29ende

Aar.

Saa møder hun den musikelskende Prins Wittgenstein, kort før han skal paa en Koncertturné i Amerika. De kommer til at synge sammen og - ak, man kan ikke ustraffet to Timer daglig i 14 Dage gentage i Dur og Moll - i bløde og fyrige Tonarter „jo t’amo” - „je t’adore” - naar man desuden sympatiserer med hinanden. For­lovelsen kom i Stand. Men Prinsen døde plud­seligt paa Overrejsen til Amerika. Den unge Grev­inde sørgede oprigtigt - men „Die auf Flugeln des Gesanges angeschwebte Liebe war ja nicht allzu tief ins Herz gedrungen,” siger hun selv.

Men nu er vor Grevinde bleven 30 Aar. For­muen er opbrugt, og med Musiken og Berømmelsen har det endnu lange Udsigter. Den bliver der­for resolut opgivet, og Grevinde v. Kinsky ta­ger Plads som Selskabsdame og Lærerinde for Friherre v. Suttners fire voksne Døtre. Her bli­ver hun i tre Aar og er ligesaa længe hemmelig forlovet med Husets Søn, Arthur Gundace v. Sutt­ner. De lader sig hemmeligt vie, faar den gamle Grevinde v. Kinsky s Velsignelse og flygter der paa til nogle formaaende Venner i Kaukasus. - Her lever de nygifte 9 Aar i Landflygtighed. Til at begynde med meget fattige, men til Gengæld saa harmonisk samstemte i Anlæg og Interesser, og saa gensidigt lykkelige i deres Ægteskab som kun faa. Baronen arbejder som Korrespondent og som Arkitekt. Baronessen giver Undervisning i Sprog og Musik. Og i deres Fritid, studerer de sammen Naturhistorie, Filosofi, Litteratur.

Under dette Landflygtigheds Ophold begynder Bertha v, Suttner sin Løbebane som Forfatter­inde. Bog paa Bog sender hun ud og finder me­get snart en stor og interesseret Læsekreds. Og under dette Ophold, fjernt fra Verdens Larm og under Samarbejdet med hendes elskede Mand, er det, at hendes sociale Interesser vaagner. Men først efter Hjemkomsten til det Suttnerske Fæ­dreneslot i 1885 vaagner hun tilfulde til Forstaaelsen af, hvad der for hende er en Livssag.

Det var paa en Kongres af wienske Forfat­tere 1886, at Bertha v. Suttner fandt sin egent­lige Interessesfære - fandt sig selv, „Her,” siger hun, „vaagnede jeg til den fulde Forstaaelse af en Sag, der blandt Fremtidens Mennesker stedse vil antage et større og større Omfang - nem­lig Bevidstheden om og Forstaaelsen af Solidari­teten. Og denne Bevidsthed virker endnu stærkere

og mægtigere end Budet: „Elsk din Næste som dig selv.” Thi i Følge den rigtige Solidaritet er Næsten oprindelig ensbetydende med en selv. - Det, at alles Interesser paa en og samme Gang er den enkeltes Interesse - og omvendt, det giver den enkelte en saa forhøjet Eksistensfølel­se, som om han var det Hele (das Ganze). - Han formaar ikke mere at skille sit eget Jeg fra Hel­heden,”

Vi ser, hvorledes ikke blot sociale Interesser, men ogsaa de sociale Idealer stadig vinder større Klarhed i hendes Tanker. Og hun er nu mo­den til at gribes og gennemglødes af den hellige Begejstringens Ild, for hvilken intet Offer, ingen Anstrengelse er for stor.

Og den tændende Gnist lod ikke længe vente paa sig.

Den følgende Vinter 1887 opholdt Bertha v. Suttner sig i Paris sammen med sin Mand. Der hørte hun en Gang tilfældigt, at der i Amerika eksisterede en Fredsforening. Denne Efterretning gjorde et dybt Indtryk paa hende - „elektriserede” hende, som hun selv siger. Og fra dette Øjeblik af stiller hun sin modne Intelligens, sit var­me Hjerte, sine rige Midler fuldstændig i Freds­sagens Tjeneste.

Aaret efter udkom hendes Hovedværk „Die Waffen nieder” - en Bog, der er saa personlig følt, at mange har troet, at den var Forfatterindens egen Levnedsbeskrivelse, og saa kraftig agitato­risk, at den er bleven sidestillet med Onkel Toms Hytte. - Og inden Bertha v. Suttner rigtig vid­ste, hvordan det var gaaet til, befandt hun sig blandt de ledende i denne mægtige Bevægelse: Fredsbevægelsen. Og hun og hendes Mand var begge lige utrættelige. Hun udgav et Tidsskrift, hun korresponderede med de mest fremragende Mænd og Kvinder, hun arrangerede Kongresser, hun rejste rundt og holdt Foredrag, og hun skaf­fede Penge til Veje. Og under alt dette fik hun Tid til at skrive Bøger, deriblandt „Marthas Børn” - en Fortsættelse af „Ned med Vaabnene”, og ef­ter sin Mands Død i 1902: „Breve til en Afdød”.

Elsket og beundret af sine utallige Venner - deriblandt først og fremmest de mest fremragen­de Fredsvenner som Fr. Bajer, Stead og Alfr. Nobel - og haanet - eller dog mødt med et overbærende Smil af sine Modstandere, Militaristerne, er hun bleven ved at kæmpe for sine sociale Idealer, for Jødesag, for Kvindesag, men først og sidst for Fredssag, indtil Døden nu har lukket hendes skønne, vidtskuende Øjne.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner