« Tilbage til søgeresultaterne
,,Blandt andet”
Naar om kort Tid Danmark holder sit Indtog i Rækken af de Nationer, som har givet deres Kvinder politisk Valgbarhed, da vil Telegrafen ikke melde ud over Verden, at den eller den Dato sejrede Kvinders politiske Valgret i Danmark, men deri vil melde, at den eller den Dato indførtes en større Forfatningsreform i Danmark, hvorved blandt andet Kvinder fik politisk Valgret.
Det er dette lille og tilsyneladende saa uskyldige Ord: „blandt andet”, vi i Dag vil opholde os ved lige paa Tærskelen til Kvinders Valgret. - Naar vi forhaabentlig snart er gaaet over Tærskelen, skal det være gemt, om ikke glemt, - da vil vi alene fæste Blikket ved alt det, som med Opnaaelsen af Kvinders Valgret er vundet for Kvindesagen i Fremtiden.
Der er skrevet i disse Dage, at naar Kvinderne i Danmark faar Valgret, da faar de den fuldt ud paa lige Fod med Mændene, da faar de den næsten helt uden Kamp som et almindelig anerkendt Retfærdighedskrav.
Det er imod dette „almindelig anerkendt”, her skal protesteres, - protesteres, før vi har overskredet Tærskelen til den nye Grundlov.
Kvindernes Krav om politisk Ligestilling med Mænd har aldrig været anerkendt i Danmark, - det er den usminkede Sandhed om denne Sag, saaledes skal den gaa over i Historien.
To Gange har Dansk Kvindesamfund anmodet Regering og Rigsdag om, at Kvindernes Valgretskrav maatte blive fremsat i et selvstændigt Forslag, for at vi kunde faa at vide, hvor dets Venner og hvor dets Modstandere fandtes, men intet Parti har haft Mod eller Retfærdighedsfølelse nok til at stille et saadant Forslag. Kvindernes Valgret er, hver Gang Forslag derom fremsattes, bleven taget paa Slæb af andre den uvedkommende Spørgsmaal, eller er bleven brugt til at tage andre Spørgsmaal paa Slæb.
Til sidst indsaa Dansk Kvindesamfund det haabløse i sin Protest og tav. Men naar det nu forkyndes for Verden, at Kvindernes Valgretskrav er blevet almindelig anerkendt af alle Partier, da skal der protesteres, thi uprotesteret maa denne Paastand ikke gaa over i Historien.
Lige saa vist som, at vi aldrig har faaet Lov til at møde frem for Partiernes Skranke med vort Krav alene, lige saa vist har vi aldrig faaet at vide, om det var for vore smukke Øjnes Skyld, Partierne hver for sig slog til, eller for de Ledsageres Skyld, man hver Gang havde sørget for at give os med. Vi véd det ikke den Dag, vi faar Valgretten, faar det rimeligvis aldrig at vide. Alt det, vi véd, er, at i Aaret 1914 strakte danske Mænd sig saa vidt, at de „blandt andet” gav Kvinder politisk Valgret.
Naar vi har ønsket at sige dette her i sidste Øjeblik, er det ikke for at nedslaa Kvindernes Glæde ved den Borgerret, som denne Grundlov byder os; endnu mindre for at lægge flere Stene paa Grundlovsforslagets Vej; vi ønsker nu mere end nogen Sinde at faa Valgretten bjerget i Havn, at vi kan naa videre ad Vejen; men vi siger det for at retfærdiggøre os selv, fordi dette „blandt andet” ved at kæde vort Krav sammen med andre Krav af partipolitisk Betydning har paadraget os den Beskyldning at have vist Ligegyldighed i den Sag, som af alle Sager laa os mest paa Hjerte, og at have overladt dens Løsning til Mændene alene, Det er den første bitre Frugt af, at Kvindernes Valgret ikke blev fremmet i en Grundlovsændring for sig, at vi har paadraget os denne saa kortsynede Mistanke.
Gladelig skulde vi have taget Del i Kampen for vor Valgret, om Kampen havde staaet om denne Sag alene; med et Vejr af Begejstring skulde den have fyldt vore Foredrag, vort Blads Spalter; vort Fællesmøde skulde have staaet i Valgrettens Tegn alene; vi skulde ikke have hvilet, før vor Sag havde sejret. Men denne Løftelsens Glæde er tagen fra os. Dette lille Ord „blandt andet” har slaaet os Vaabnene af Hænde, ja, drevet en Splittelsens Kile ind i Kvinders Sammenhold. Det har klæbet politisk Mistænkeliggørelse ved Ordet: Kvinders Valgret, thi at arbejde for den i Øjeblikket er at arbejde for det, som ligger udenfor Kvindesagens Omraade, er at tage Parti, Derfor maa Dansk Kvindesamfund, som gennem snart et halvt Aarhundredes Arbejde har bygget Valgretskravet op her i Landet og baaret det frem, sidde som ørkesløs Tilskuer ved den Kamp, som først og fremmest burde være vor Kamp.
Vi hørte ved det nordiske Kvindesagsmøde de norske og finske Kvinder fortælle om deres Kamp for Valgretten, om hvorledes deres Krav blev stillet alene for Skranken og anerkendt for dets egen Skyld, og vi tænkte med Bitterhed paa, at saaledes burde det ogsaa have været her. Vi læste forleden i Bladene, at det liberale Parti i Sverige for anden Gang har indgivet et Forslag om Kvinders Valgret alene, og vi misundte de svenske Kvinder og spurgte os selv, hvorved de danske Kvinder havde forskyldt, at de alene af Nordens Kvinder skulde have deres Valgret med paa Slumpen som noget „blandt andet”.
Det er saa fattigt, naar man faar en Gave, ikke at kunne sige Tak, men ogsaa i den Henseende har dette Grundlovsforslag gjort os fattigere, thi hvor skal vi i Grunden hen med vor Tak? Alle Partier har lige meget Krav paa vor Taknemlighed, og alle Partier har Medlemmer indenfor Dansk Kvindesamfund, men det vilde være en Haan at takke dem, hvis Nederlag blandt andet betyder Sejr for os, og vi vilde mistænkeliggøre os selv politisk ved at takke deres Overvindere. Derfor maa Dansk Kvindesamfund selv i Sejrens Øjeblik nøjes med at tie og tage til Efterretning.
