« Tilbage til søgeresultaterne
Sang ved Festmaaltidet paa Skodsborg Torsdag den 11. Juni 1914
Mel.: Du gamla, du fria...
Paa Højfjældet, tre tusind Fod over Hav,
hvor Fjældvand i Solen sølvhvidt skinne,
der saa jeg i Kløften, blandt Bregner og Lav
en Birkeskov paa Knæ for Bjergets Vinde.
Mod Jord den sig bøjed medlidende, ømt
med favnende Grene allevegne,
det var som den fattige Lund havde drømt
alt spirende, alt Liv i Muld at hegne.
Og se, hvor den fletted sit trofaste Læ
hvor bedst den fik Held sin Skærm at højne,
der voksed i Lyet mangt fint lille Træ,
saa jomfruskært med Løv som som blanke Øjne.
O Søstre, vi selv var den fattige Skov,
som langsomt steg opad Bakkehældet
mod Vinter og Vind, til en Vaar vi fik Lov
at se vor Drøm faa Liv, - at »klæde Fjældet«.
Saa hil da de første, som stred for vor Sag,
gav Kræfter, gav Liv for Kvinders Virke,
og til dem, som kæmper taalmodigt idag,
og dem, vort Haab, de unge Jomfrubirke!
Og hil vore Gæster, som kom til vor Gaard
og bar til vort Stævne Glans og Glæde,
- vi mødtes og ved nu, at Nordens Kvinder slaar
om Norden fælles Villiers lyse Kæde.
