« Tilbage til søgeresultaterne

Literatur

« Se emneord

Helene Hørlyck: Frit Samliv. For­tælling. 147 Sider. Albert Bayers Forlag.

Hvis nogen tager denne lille For­tælling i Haanden i det Haab bag dens Titel at finde Pikanterier, vil han blive skuffet. Bogen er tænkt og gennemført som en Skildring af et smukt og sædeligt ægteskabeligt Samliv kun uden anden Vielse end det Løfte, de paagældende har givet hinanden. Hverken Præst eller Borg­mester har præget deres Pagt, og derfor har de ogsaa hver især beva­ret de Rettigheder, som Loven hjem­ler Individerne som Enkeltvæsener, - saaledes Moderen Retten til sit Barn, som jo Loven har frataget hende indenfor Ægteskabet.

Det er dog oprindelig ikke dette Hensyn til Retten over Barnet, der har foranlediget Henriette Bekker til at faa sin Kæreste, Einer Brun, til at indgaa paa et frit Samliv med hende, men de Indtryk, hun har modtaget i sit Hjem af Moderens baade i økono­misk og individuel Henseende ufri Stilling under Faderens Majorat, der vel ikke har haft nogetsomhelst brutaliserende ved sig i ydre For­stand, men som dog umiskendelig har været tilstede under hele deres Ægteskab i Kraft af det gængse Mandfolkesyn, som endnu unægtelig præger de fleste, endog saakaldte ide­elle Ægteskaber, hvad enten det nu skyldes Lovenes Mangelfuldhed eller blot daarlig Vane. - Forf. faar i For­tællingen flere Gange Lejlighed til at vise, hvilken Fordel Henriette Bek­ker har af det etablerede frie Samliv, idet hun adskillige Gange støder paa det sædvanlige, urimelige Forlangen­de om Kvindens Underkastelse lige­overfor sin Mands Opfattelse, baade med Hensyn til Opdragelsen af de­res Søn og med Hensyn til hendes egne Handlinger.

Man forbavses nu noget over, hvor let det gaar for de to at hemmelighol­de deres Ægteskabs rette Forhold; man skulde dog tro, at Familie og Venner vilde have en vis Interesse i at skaffe sig rigtig Besked, navnlig da de ægteskabelige Konflikter ikke holdes ganske indenfor Hjemmets Vægge. Men ingen af de i Bogen nævnte andre Personer antydes i mindste Maade at have fattet nogen Mistanke. Dette er i og for sig usandsynligt. Forf. kommer for let fra dette.

Men ogsaa paa et andet Punkt har hun gjort sig Sagen noget lettere end strængt taget berettiget som almen­gyldigt Exempel: Henriette Bekker er Lærerinde ved en Skole, senere Be­styrerinde af denne, og det vilde væ­re umuligt for hende at beholde den­ne Stilling, hvis det kom ud, at hun havde indladt sig i et ægteskabeligt Forhold med Einer Brun uden at væ­re gift med ham. Dette er det svage Punkt for hende, idet hun for at hævde sin Ret til Barnet vil blive nødt til at bryde Hemmeligheden og dernæst samtidig vil miste sin Stil­ling og sit Selverhverv. Og dette skulde man altsaa synes maatte gø­re hendes Modstand svag overfor Mandens Forlangende om at raade over Barnet. Men her er det, Forfat­terinden har taget sig Sagen for let ved ogsaa at lade Manden være Læ­rer, saaledes at han vil falde for den samme sociale Lov, som hun. Derfor kan hun med Rette afvise hans Trudsel om at lade Sagen angaaende Bar­net afgøre ved Retten med den Ind­vending, at saa vil ogsaa han miste sit Erhverv, idet han vil blive afske­diget som Lærer.

Men derved indtræder en Del af Bogens Handling i Undtagelsestilfældenes Række og faar saaledes ringe­re Interesse for Læserne.

En lille Flirtehistorie mellem Einer Brun og en ubetydelig og pjanket Lærerinde, Frøken Tang, med derpaa følgende Skinsyge fra Henriettes Side gør ham for tarvelig og viser en Mangel paa Overlegenhed fra Heltindens Side, som forbløffer og udæsker Kritiken. Henriette er altfor fint skildret, til at denne Historie ik­ke skulde synes paaklistret og uri­melig.

Det bedste i Bogen er Skildringen af Henriettes Barndomshjem. Navn­lig er Faderen godt truffen og mor­somt opfattet med hans forlorne Om­hyggelighed for Moderen og Hjem­met, idet han dog altid naar at faa Sagerne ordnede i hans egen Favør, faar den bedste Mad, de bedste Klæ­der, de fleste Fornøjelser etc. Ogsaa Moderen er godt tegnet, men ingen af dem er jo helt nye. Vi har adskil­lige Gange set dem skildrede lige saa godt.                                         
Stort mere end en Times behage­lig Underholdning giver Bogen da ik­ke, og som et Indlæg i Kvindesagen kan den absolut ikke komme i Be­tragtning, - knapt nok som ét for »Frit Samliv«.                            

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner