« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder i Politiets Tjeneste
Alexandra Neve og Helga Theilmann-Ibsen er fra henholdsvis den 1. August og l. September 1914 ansat som Betjente ved Københavns Politi. - Sidst i April vedtog Københavns Borgerrepræsentation, som meddelt, at bevilge 3000 Kr. aarlig i 3 Aar; for denne Sum kunde Politidirektøren forsøgsvis ansætte to Kvinder i Politiets Tjeneste. - Til Pladserne, der straks blev opslaaede, meldte sig 52 Ansøgere. -
Helga Theilmann-Ibsen er Landets første Kvinde-Politibetjent, idet hun den 1. Maj 1911 ansattes ved Aalborg Politi, efter at Dansk Kvindesamfund i Oktober 1910 havde indsendt Andragende om Kvinders Ansættelse i Politiet, og vi præsenterede hende den Gang for vore Læsere. - Hun forlader altsaa nu Aalborg og træder i Tjeneste hos Københavns Sundhedspoliti, hvor hun rimeligvis hovedsagelig kommer til at tage sig af det man forstaar ved „løsagtige” Kvinder.
Hendes Kollega, Alexandra Neve, af hvem vi her bringer et Billede, vil derimod særlig blive beskæftiget med Værgeraads- og Skilsmissesager, og da hendes Virksomhed ogsaa omfatter Anbringelse af Børn. paa Landet, vil hun komme til at rejse en Del.
„Jeg blev helt overrasket, da jeg fik Meddelelse om, at jeg var ansat,” udtaler Fru Neve, da vi sidder overfor hende i hendes hyggelige Hjem i Skipper Clements Allé paa Amager.
„Jeg havde kun haft en eneste Samtale med Politidirektøren og troede, at jeg, der er 39 Aar, var for gammel til at blive ansat i Kommunens Tjeneste. Jeg er naturligvis glad for min Ansættelse, og jeg vil blot ønske, at Resultatet af mit Arbejde maa komme til at staa i Forhold til den Interesse, hvormed jeg gaar til det, men det er jo et af Kvinder ret uprøvet Felt, og jeg har jo ikke, som min Kollega, nogen som helst Foruddannelse. Jeg har altid interesseret mig meget for Børn og Ungdom, jeg er selv Moder til 3 Børn og Stedmoder til lige saa mange. Indtil for 8 Dage siden har jeg været beskæftiget med Skolegerning, hovedsagelig Sangundervisning, men nu har jeg lagt det hele paa Hylden og staar beredt til helt at kaste mig over Arbejdet, og jeg haaber, at man ikke vil skaane mig.
Jo, jeg ved vel, at det er Dansk Kvindesamfund, der her i Landet har rejst dette store Spørgsmaal. Iøvrigt er jeg i Øjeblikket travlt beskæftiget med at sætte mig ind i, hvorledes Kvinders Virken paa dette Omraade har været i andre Lande, - der er opmuntrende Eksempler nok, og det skal glæde mig at være med i dette Arbejde, saa vidt mine Evner rækker,”
Det er for tidligt at udtale sig om Resultatet af Kvinders Ansættelse i det danske Politi, men det gælder vel her som i alle Forhold, at møder man sin Opgave med Interesse, Ro og Evne til at bedømme den og sig selv, er man godt paa Vej til en heldig Løsning. Den nye Politibetjent synes, at være vel udrustet i saa Henseende.
Vi ønsker hende Held til hendes Gerning, og haaber, at det maa lykkes hende og hendes Kollegaer i Aarhus og København, at vise, at Dansk Kvindesamfund saa, rigtigt, naar det i sin Tid bad Myndighederne i vore største Byer om at ansætte Kvinder i Politiets Tjeneste.
Vi har Grund til at tro, at Vanskeligheder af den Art, som efter Sigende har været til Stede i Aalborg, og som har indskrænket Kvinde-Betjentens Arbejde til hovedsagelig at bestaa af almindeligt Kontorarbejde, ikke vil møde disse Betjente.
