English
« Tilbage til søgeresultaterne

Redningsarbejde blandt unge Piger

Af: Ellen Schepelern

« Se emneord

Foredrag udarbejdet til det italienske Nationalraads Kongres i Rom i Maj 1914 af Formand for „Kvindehjælpen” i Aarhus Fru Ellen Schepelern.

 

Den første Kvinde, der i Dan­mark tog, sig af de prostituere­de, var Thora Esche. Hun be­gyndte sit Arbejde som et be­stemt kristeligt Redningsarbejde i København for ca. 35 Aar si­den med opsøgende Arbejde i Prostitutionens Gader (Kvinde­mission) og et lille Redningshjem for dem, der fattede Ønske om at forlade et Liv i Skændsel. Med enestaaende Kraft og Dygtighed og under forbilledlig Selvopofrel­se førte hun sit Arbejde frem, saa det nu omfatter en Række smaa Optagelseshjem i Byens forskelli­ge Dele, det store og i flere Afde­linger delte Redningshjem „Skovtofte” ved Lyngby, et Hjem ved Aarhus specielt for unge Kvinder, der første Gang er forførte, og Opdragelseshjemmet „Skovly” ved Vedbæk. I hvilken Grad hen­des Arbejde har haft Betydning for vort Land, kan skønnes der­af, at den danske Konge for nog­le Aar siden tildelte hende „Fortjenstmedaillen i Guld”, en Udmærkelse, som kun nogle faa af Landets aller betydeligste Kvinder har modtaget Hun brød Bane for kvindeligt Redningsar­bejde i Danmark, som i Aarenes Løb er taget op, dels af den dan­ske Diakonissestiftelse, dels at en Række Privatfolk, til hvis Gerning Staten i stigende Maal yder Pengestøtte,

Da Thora Esche begyndte sin fortjenstfulde Virksomhed, var Lovbeskyttelse for Usædelighed, offentlig Prostitution med dens hele Tilbehør af Politiregulering og offentlige Utugtshuse i fuldt Flor. Det skyldes hendes og „Foreningen mod lovbeskyttet Usædelighed”s Virksomhed, at den offentlige Mening efter Haanden blev saa stærk mod dette mo­ralsk uforsvarlige og for Kvin­den nedværdigende System, at Lovgivningsmagten i 1906 skred til dets Afskaffelse.

Endnu større Betydning for et planmæssigt Redningsarbejde blandt mindreaarige fik dog den Aaret i Forvejen (1905) vedtagne saakaldte „Børnelov”, som lagde det i lokale Værgeraads Hænder under et Landsoverværgeraads Ledelse at fjerne fra Hjemmet saadanne Børn, som var moralsk fordærvede eller stod i Fare for at blive det. Loven gælder selv­følgelig baade Drenge og Piger. I den følgende Skildring af Ar­bejdet for Pigebørns Redning maa det være mig tilladt at hol­de mig til den Del af Arbejdet, jeg siden 1906 har haft personlig med at gøre, idet jeg blot i Forbigaaende gør opmærksom paa, at man de seneste Aar i flere og flere af Danmarks Byer er ved at tage lignende Arbejde op.

I Aarhus, Danmarks næststør­ste By, begyndte vi i Februar 1906 en Beværtnings- og Gade-Mission under meget beskedne Former. Vi kom under dette Ar­bejde i Forbindelse med talrige unge Kvinder og blev klare over, at skulde de hjælpes, maatte det være gennem Arbejde. Den nedadgaaende Udvikling tager først rigtig Fart, naar de holder op at søge Erhverv gennem Arbejde. Dette førte os ind paa Oprettel­sen af et mindre Hjem med Væ­relser til nogle faa, som var vil­lige til at bo hos os, og Arbejdsstuer for dem og et større Antal, som nok vilde indvilge i at bestille noget, men helst vilde bo privat. Dette Hjem, der laa midt i Byen, blev besøgt baade af Kvinder i 20 Aars Alderen og derover og efter Haanden ogsaa af meget yngre. Vort fortsatte Missionsarbejde lærte os at forstaa, at et umaadeligt Antal af de Kvinder, der bliver løsagtige, al­lerede i Overgangsalderen, ja endog tidligere begynder det usæ­delige Liv, og at Redningsarbejdet derfor først og fremmest maa lægges an paa de ganske unge. Vi supplerede derfor vort Hjem inde i Byen med et Optagelseshjem udenfor Byen for saadanne, som dels Værgeraadene, dels forknytte Forældre bragte til os. Den overvældende Mængde af Børn fra 12 (i et enkelt Tilfælde endog 11) til 16 Aar, som skulde og maattte reddes, har ledet os til, efter at vi har faaet egen Bygning inde i Byen, at gøre ogsaa denne til Optagelseshjem for de ganske un­ge, og at forlægge Arbejdet under de friere Former til en større, lejet Lejlighed paa den anden Si­de af Gaden, hvor vi har to un­ge Piger over Værgeraadsalderen. Vi er nu i Færd med at opføre en Opdragelsesanstalt til 40 Pi­ger. Naar den til Efteraaret tages i Brug, vil vort System af Hjem bestaa af følgende 3 Led:

1)  Et Optagelseshjem udenfor Byen for15 ganske unge Piger,

2)  Opdragelsesanstalten til 40 Piger, beregnet paa et fleraarigt Ophold, og                         

3)  vor  Bygning inde i Byen med Bolig til 20, hvor dels Fortsættelsesarbejdet, dels Arbejdet under de friere Former skal dri­ves, og hvorfra det missionerende Arbejde, som er den nødvendige Forudsætning for dette sidste, skal udgaa.

Hvad angaar Aarsagerne til de unge Pigers moralske Nød, da er det vist ikke overflødigt at bemærke, at de aller fleste, vi har og har haft under vor Forsorg, er udgaaet fra fattige Hjeml. De altfor velkendte Forhold:

Kampen for Tilværelsen, der ofte ogsaa fjerner Moderen fra Hjemmet Dagen igennem, de indsnævrede Boligforhold, Manglen paa forædlende Interesser og en ofte fuldstændig Mangel paa Gudsfrygt hindrer en virksom Børneopdragelse; kommer dertil, som i mange Tilfælde, Drikfældighed hos Faderen, saa er Rui­nen saa godt som uundgaaelig. Men at Fattigdom ikke er den eneste Aarsag, viser den Omstændighed, at vi i ikke faa Tilfælde har faaet overdraget Børn fra relativt velstillede Hjem.

I nogle Tilfælde spiller arvelig Belastning en Rolle. Enkelte Børn har vi maattet afgive til Aandssvageanstalterne, og et Par, som for øvrigt ikke var af de værste, havde flere Generationer opad et sørgeligt Stamtræ af For­brydere, Sindssyge, Drankere og prostituerede Kvinder.

Hovedaarsagen er, ved Siden af den ofte utrolig mangelfulde Opdragelse, hvor Begrebet Ly­dighed er saa godt som ukendt, det slette Eksempel. Her er et Tilfælde blandt mange:

„I.s Hjem laa i en af de vær­ste Proletargyder i Aarhus; hen­des Fader var syg og i længere Tid sengeliggende og paa Hospi­tal. I de Tider, Faderen laa paa Hospitalet, havde Moderen sin „Kæreste” - en flere Gange straf­fet Indbrudstyv - boende hjem­me hos sig og Børnene, og med ham levede hun et usædeligt Liv, Børnene vidste det godt. Ogsaa vidste de, at deres Fader skulde

føres bag Lyset. De vidste ogsaa, at Kæresten var Fader til deres mind­ste Søster. Fra I. var en 10 Aar, begyndte Moderens „Kæreste” at leve usædeligt med hende. Han vilde i Begyndelsen ikke, at Mo­deren skulde vide noget af det, derfor benyttede han den Tid dertil, da Moderen om Morgenen gik paa Arbejde. Han truede I. med Prygl, dersom hun vovede at sige noget. Hele Dagen drev han om derhjemme og oplærte Børnene i det, han bedst forstod sig paa: at dirke, bryde Skabe og Skuffer op, og i det hele taget alt, hvad en durkdreven Indbrudstyv forstaar sig paa. Efterhaanden som han fortsatte med sit usæ­delige Liv med I., kunde det ik­ke skjules for Moderen, og da I. blev ham i Vejen derhjemme - Faderen var nu død - greb han til den Udvej at give hende saa mange Prygl, at hun ikke kun­de holde det ud derhjemme. Hun løb da tidlig og silde paa Ga­den. Kom hun hjem, fik hun Prygl og Skænd. Af Forsigtighedshensyn havde Moderens „Kæreste” forfalsket I,s Daabsattest, saa det saa ud, som om hun var ældre, end hun var. Der­ved haabede han at gaa fri for Tiltale for sit Forhold til hen­de, og at Moderen ikke vilde for­lange ham tiltalt, var han sik­ker paa. I. kom nu selv læn­gere og længere ned i det Gade- og Natteliv, hun saa tidlig var begyndt. En Aften, da hun kun var en 15-16 Aar, blev hun an­holdt af Politiet for Gadeuorden og Drukkenskab. Hun var me­get beruset og havde lavet slem­me Gadeoptøjer. Værgeraadet tog sig tilsidst af hende, og hun blev anbragt paa Hjemmet i Banegaardsgade 19. Intet Under, at hun kom til at staa som en af de aller vanskeligste, saa ødelagt som hun var. Hendes Sind var sygeligt og uhyre irritabelt, og hendes Raseri kunde stige til de voldsomste Anfald af Ustyrlighed - men hendes Sorg over sig selv, naar det var overstaaet, kunde ofte være saa dybfølt og ægte, og hendes rørende Maade at be­de om Overbærenhed paa maatte røre Stene. Hun var i den Tid, hun var paa Hjemmet, meget af­holdt af alle - Lærerinder saa vel som Kammerater - og selv hang hun meget ved Hjemmet.

Hun led meget under sit Sind, og hun kæmpede mangen en ær­lig Kamp for at komme bort fra det gamle. Til Arbejde var hun en dygtig Pige.”

Jeg kan ikke noksom betone dette Punkt, det slette Eksempel. Dette mere end noget andet er det, der gør Bortfjernelse fra Hjemmet til en sørgelig Nødven­dighed, naar de unge Piger skal reddes. Og det gælder ikke blot, hvor Hjemmet, som i det oven­for beskrevne Tilfælde, er afgjort daarligt, men ogsaa hvor det er forholdsvis godt, men blot ude af Stand til at øve Indflydelse paa det vildfarne Barn. Sansen for, hvad der er rent og urent, er ofte selv i skikkelige Hjem saa for­sømt, at man behænger Vægge­ne med Billeder af Varietéstjer­ner i mere end usømmelig Paaklædning og Stilling og tilfreds­stiller de store Børns Trang til Læsning med den slibrige Kolportage-Literatur, som samvittighedsløse Forlæggere prakker Smaafolk paa til en billig Pen­ge, og deres Trang til Fornøjelser med Besøg paa Forlystelses­steder af tarveligste Slags. Som en Slags praktisk Kommentar til, hvad Børnene gennem alt dette faar ind i sig af daarlige Indtryk, kommer saa Samlivet med Kammerater og Veninder, overfor hvem Forældrene ofte udviser en grænseløs Naivitet. Og begynder Forældrene omsider at faa Øj­nene op for, hvor langt ned det slette Eksempel har ført deres Børn, saa hævner det sig, at de i Svaghed ganske glemte, at Kra­vet om Lydighed hører med til sund Opdragelse, og at Forlystel­sessyge giver Afsmag for virke­ligt Arbejde og avler Dovenskab. Denne Atmosfære, som ganske har gennemsyret Børnenes Leve­vis og Tankegang, maa de ud af, hvis Oprejsning skal være mulig.

Derfor bliver det Maal, vore Redningshjem sætter sig, intet mindre end en total Forandring af Børnenes Tankegang. De maa opdage, at et Liv i Arbejde ikke er et Trælleliv, men Lykke, at Fornøjelser ikke er Livets Ho­vedsag, men, brugt med Maade og under rette Former, en Styrkelse til det egentlige Liv, Løs­ningen af de Opgaver, som deres Plads i Samfundet stiller dem, og at Orden, Lydighed, Ærlighed, Selvbeherskelse ikke er Baand og Plager, men uundværlige Be­standdele af sand personlig Fri­hed.

Kampen mod disse Børns for­vænte Sind kræver for hvert Hjem en Stab af Arbejdere, le­gemlig sunde, intelligente nok til at forstaa disse Børn og deres Tankegang, taalmodige og faste, parate til at gaa fremad med smaa Skridt, men altid fremad, flittige og rede til Selvopofrelse og personlig Indsats til alle Tider og under alle Vanskeligheder, gla­de i Arbejde og opfyldte af den Tanke, at de er til for Børnenes Skyld, ikke Børnene for deres. Saadanne Kvinder findes kun blandt dem, der tror paa Guds Magt til at forvandle Menneske­hjerter.

 

Jeg skal sluttelig i en Række af Punkter søge at fremstille, hvad de forløbne Aars Arbejde har lært mig om Veje og Midler til at naa Maalet: den fuldkom­ne indre og ydre Rejsning af dem, der sank.

 

1) Selv om Stat og Kommune gennem et effektivt Tilsyn med de mindreaariges Færd, udøvet af Værgeraad og lignende Institutio­ner og af et kvindeligt Opdagelsespoliti, gør, hvad det offentlige formaar, saa er, i de større Byer i hvert Fald, opsøgende Arbejde gennem Gade- og Beværtningsmission et nødvendigt Led i et planmæssigt Redningsarbejde. Enhver Medhjælperinde i Ger­ningen burde af Selvsyn kende den Nød, hun skal være med til at afhjælpe, og bør af og til opfriske dette Kendskab, for aldrig at glemme, hvor dyb Elendighe­den er; dette vil give hende en højst fornøden Sans for de smaa Fremskridt og derved forøge hen­des Udholdenhed. Men ogsaa af en anden Grund er denne Side af Arbejdet nødvendig. Selv det bedste offentlige Tilsyn opdager ikke paa langt nær alle de Tilfælde, hvor der bør skrides ind; ufor­standige Forældre og Paarørende og modvillige Værtshusholdere søger snarere at dække Børnene mod Politi og Værgeraad end mod dem, der kommer i Menneskekærlighedens Navn. Herom kan Frelsens Hær i Storbyerne tale med.

2)   Med Hensyn til Redningshjemmenes Indretning, baade de midlertidige Optagelseshjem og i endnu højere Grad Opdragelses­anstalterne, der er beregnede paa fleraarigt Ophold, gælder det, at Eneværelser er om ikke en Nød­vendighed, saa dog en stor Let­telse i Arbejdet. Hvor Pengesi­den ikke spiller nogen afgørende Rolle, er Pavillon-Systemet langt at foretrække for en stor Byg­ning.   Maa man imidlertid tage til Takke med den sidste Ord­ning, saa er Inddeling i skarpt adskilte Afdelinger nødvendig.

3)  En skarp Sorteting af Bør­nene er overordentlig vigtig.  Ab­norme Børn kan ikke haves sam­men med normale; det gaar ud over begge Parter; de maa an­bringes paa Anstalter for sig selv. De mest fordærvede og vanske­ligste bør heller ikke være sam­men med de forholdsvis rene og nemme. Paa Forhaand vilde man maaske mene, at ganske smaa Hjem var det ideale, om end det kostbareste.   Det tør jeg dog paa ingen Maade sige, netop paa Grund af Nødvendigheden af at sortere, med mindre da disse Hjem er Specialhjem, beregnede paa en ganske særlig Slags Børn. Et større Hjem, godt afdelt, er be­dre end et lille med uensartede Børn. I det Arbejde, jeg har med at gøre, vil vi, om alt gaar vel, til Efteraaret have 4 Afdelinger at fordele Børnene paa; saa maa der kunne naas noget virkelig godt.

4) Med Tanken paa, hvad Bør­nene skal blive til, naar de i 18 Aars Alderen (nogle først i 21 Aars Alderen) forlader Opdragel­sesanstalten, er det nødvendigt under Opdragelsen at tage Hen­syn til hver enkelts Anlæg og dermed sammenhængende Lyst. Det er ikke uden videre en Selv­følge, at alle unge Piger fra ube­midlede Hjem egner sig til Tje­nestepiger, selv om de naturligvis alle maa lære saa meget Husvæ­sen, som de har Brug for, hvis de bliver gifte, hvilket naturligt sker gennem den daglige Rengø­ring og Vedligeholdelse af Tøj og ved at give Madlavningen til Hjemmet Formen: Skolekøkken. Vi har haft udmærkede Resulta­ter med et Par, der det sidste Aar de var paa vort Hjem, arbej­dede som Elever paa Byens fine­ste Systue og blev overordentlig dygtige Dameskrædderinder. Vo­re Forsøg paa Vævning som Opdragelsesmiddel og Forberedelse til selvstændigt Erhverv lader og­saa til at slaa godt an. En fortsat Specialisering efter Anlæg bliver sikkert Fremtidens Løsen, men stiller unægtelig betydelige Krav til de Ledendes Dygtighed, langt større end en ensidig Tjeneste­pigeuddannelse. Over Specialise­ringen bør dog ikke glemmes, at der er en Form af Uddannelse til Arbejde, som bør medtages overalt, hvor der paa nogen Maa­de er Mulighed derfor; jeg tæn­ker her paa Uddannelsen i Ha­vearbejde. Og det af den dobbelte Grund, at Havearbejde i sig selv er sundt, og at Havebruget ikke blot for Landbefolkningen, men ogsaa for de smaa Hjem i By­erne med Kolonihaver, mere og mere bliver en vigtig økonomisk Faktor i Befolkningens Liv.

 

5) Men selv den bedste Op­dragelse til Arbejde vil være for­gæves, hvis ikke Sindet og Tan­kegangen bliver forandret. Herom maa alle Bestræbelser samle sig. De ledende maa ikke søge at komme uden om Børnenes Sindsvanskeligheder, men maa hjælpe Børnene til at overvinde dem, og hjælpe dem ikke blot i Flok, men hjælpe hver enkelt. Der er næppe Tvivl om, at naar der er Samvittighedsfuldhed og Planmæssighed i Opdragelsen, kan korpor­lig Straf og langvarig Stuearrest helt undgaas. Men saa maa og­saa alt indrettes derefter: alt om­kring de unge maa prædike det nye Sind ind i dem; Billederne paa Væggene maa ikke blot ha­ve gode Emner, men ogsaa ha­ve med Kunst at gøre, hvorigen­nem Smagen renses og forædles; de Bøger, der gives dem som Morskabslæsning, maa more dem, el­lers længes de tilbage til Kolportageliteraturen; deres Paaklædning maa ikke gøres anstaltsmæssig, saa de, hver Gang de trækker i Klæderne, er halvt gnavne over, at de ikke maa se ud som andre Mennesker og tænker: „Vent ba­re, til jeg faar min Frihed.” Og de ledende maa ikke være kede­lige, men helst saadanne, som Børn synes om og faar Lyst til at ligne, saadanne, som kan be­stille noget i Arbejdstiden, tage alvorlige Situationer med Alvor, og som aldrig tager tungt paa det mindre væsentlige; og de maa ikke være altfor grimme. At be­undre og elske sine Vejledere er for de aller fleste Børn en stor Hjælp til varig Fremgang. Da Fritiderne og især Fridagene, Søn- og Helligdagene, er de van­skeligste under Arbejdet paa Opdragelsesanstalter - for Resten gode Børn i gode Hjem finder ogsaa lettest paa gale Streger i Ferierne -, kan der ikke an­vendes Tid og Tanke nok fra de ledendes Side paa at faa disse Dage og Timer udfyldte paa en god Maade, saa Børnenes Tan­ker slet ikke kan komme til at søge tilbage til de slette Baner fra Fortiden. Den Hjælp, Delta­gelse i Menighedens Søndagsgudstjeneste, som naturligvis maa være fuldstændig frivillig, yder, er uvurderlig; ikke blot udfyl­der den en Del af Tiden, men den hjælper positivt med til at forandre Sindene og Tankegange­ne, indfører gode og rene Følel­ser, som fortrænger de slette og forstærker Samvittighedens Stem­me hos dem, der før aldrig var vante til at lytte efter Samvit­tigheden. Men forøvrigt maa Fri­dagene gøres til virkelige Fri­dage.

6)  Endelig: vort Redningsar­bejde skulde sigte paa at overflø­diggøre sig selv. Dette naas ikke, hvis det gøres halvt i Hemmelig­hed, saa kun en ganske snæver Kreds faar noget at vide derom. Lad det blive øvet i Offentlighe­dens fulde Dagslys; lad os ikke være ængstelige for Kritik, som dog næsten altid lærer os at gø­re Arbejdet bedre, Saa vil vor Gerning virke som en Vækker for den offentlige Mening, vække sær­lig Landenes Kvinder op til at føle deres Medansvar for Folkemoralen, og til at bruge den Indflydelse, vi af Naturen har, og som efterhaanden nok skal blive indrømmet i fuld Udstræk­ning, til Slægtens Oprejsning.