« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Verdenskrigen
„De bad om Brød, - I gav dem Lig.”
Fra Dybet af et af Paris’s Fængsler, hvor Dødsskyggen for hver Dag lejrede sig tættere om hendes Hoved, udslyngede Manon Roland, den ædleste og betydeligste Kvindeskikkelse i Folkenes Historie, for godt et Aarhundrede siden denne bitre Anklage mod sin Samtids Mænd.
Med Begejstring havde hun hilst den Frihedens Morgenrøde, som i 1789 gik op over Frankrig; med den troendes Ærefrygt og ubegrænsede Tillid havde hun siddet ved de Mænds Fødder, som var kaldede til at bære den nye Tid frem paa deres Skuldre, havde af deres aandfulde Tale suget Næring for sine Drømme om et Frihedens og Menneskekærlighedens Rige, hvor den enkeltes Lykke var uopløselig knyttet til de tusindes Velfærd, og hvor Retten til Arbejde og Retten til Brød var medfødte Menneskerettigheder. Hun oplevede at se sine Drømmes Helte overrumplede og førte til Slagterbænken af Mænd, som ikke gøs tilbage for, til Fremme af deres eget Magtbegær, at slutte Forbund med en fornedret Pøbels slumrende Rovdyrsinstinkter, hun oplevede at se sit drømte Lyksalighedsrige druknet i ædelt og uskyldigt Blod, og Frihedens skændede Trone rejst paa Dynger af Lig. Da skrev hun, allerede med sin Fod paa Dødens Tærskel, de Ord, som staar over disse Linier, og som vil blive staaende i Historien som en Kvindes Dom over Mændenes største Friheds værk.
Og som om der til denne Dom knyttede sig en Forbandelse, der skulde gaa i Arv fra Slægt til Slægt, ser vi i det følgende Aarhundrede den ene Revolution efter den anden trække sine Blodspor over Europas Lande, og Resultatet stadig blive det samme: Lig for Brød.
„De bad om Brød - I gav dem Lig.”
Som for hundrede Aar siden stiger i disse Dage ganske den samme Anklage op mod de magthavende Mænd, stiger fra de Fængsler rundt om i Landene, hvor politisk Magtesløshed holder Kvinderne indesluttede som ufrivillige Tilskuere ved det Skuespil af Blod og Rædsel, der i dette Øjeblik opføres i Europas gamle Kulturlande. Hele den Kvinderejsning, den sidste Menneskealder har været Vidne til, har jo været baaret oppe af Kravet om at være med til at skaffe Brødet til de mange. Endnu i denne Sommer har vi set Øst-Londons fattige Kvinder gaa i Deputation til Minister Asquith og anraabe ham om at give dem den Menneskeret, der for dem vilde betyde lettere Adgang til Brød og menneskeværdige Vilkaar. - Og hvad fik de for deres Bøn? - I disse Dage gaar Krigstrommen over England og kalder disse Kvinders Brødre og Mænd og Sønner under Fanerne i Frihedens og Retfærdighedens Navn; Levnedsmidlerne stiger omkap med Ligdyngerne derude paa Valpladserne, og Kvindernes Valgret interesserer ikke Mændene mere end Fredspaladset i Haag.
Lig for Brød, det er hvad de fattige Kvinder i England fik for deres Henvendelse til Asquith; Lig for Brød, det er, hvad Kvindesagen i Øjeblikket kan vente sig i alle Lande; Lig for Brød, det er den Mønt, hvormed Nationerne nu som for hundrede Aar siden betaler deres Gæld til den lidende Menneskehed.
Der hævede sig under den store Revolution Røster for at give Kvinderne Valgret, men man enedes om at vente dermed, til de havde opnaaet den fornødne Modenhed. Manon Roland maatte, selv afmægtig, paa Skafottet bøde for sine Venners Afmagt til at redde Friheden fra Voldsherredømmet; Millioner af Kvinder maa i dette Øjeblik, selv afmægtige, bøde for Mændenes Afmagt til at løse de internationale Konflikter ad fredelig Vej. Men dog betænker man sig Verden over paa at give Kvinderne den Medraadighed, som allerede den store Revolutions Mænd tænkte sig Muligheden af. - Er det fordi, Kvinderne endnu ikke er modne nok til at yde Mændene deres Hjælp? - Eller er det fordi, at Mændene endnu ikke er modne nok til at tage mod Hjælp af Kvinderne? - Det forholde sig hermed, som det vil, - det Frigørelsesværk, som Kvinderne gennem den sidste Menneskealder har bygget op Verden over, tilintetgøres ikke af Kanoner og Rekyler. Vort Frihedstog vandrer sin støtte Gang i de store Arméers Fodspor, det tager de døde og saarede til sig, freder om deres Grave, plejer deres Saar, trøster og hjælper deres efteladte, det saar Fredens Blomster i Blodmarkens Rædsel. Her ligger i Øjeblikket vor Gerning. Vi hengiver os ikke til dumme og smaalige Betragtninger over, hvor langt anderledes Forholdene vilde have stillet sig, om Kvinder i alle Lande havde siddet med i Folkenes Raad. Hvad ved vi derom? - Vi har set, hvor lidt de Mænd, som havde Fred og Broderskab skrevet paa deres Fane, formaaede overfor Kravet om voldelig Afgørelse, hvorledes ogsaa de lod sig rive med af den nationale Bølge, som gennembrød alle Dæmninger;
hvem af os tør paastaa, at vi vilde have haft Magt til at staa imod? -
Men ét tør vi tro: Jo dybere Saar denne Krig slaar, jo større vil Længselen blive efter den Guldaldertid, hvor Retten ikke længer sidder i Spydstagen, hvor Jorden ikke længer maa gødes med Blod for at kunne yde Menneskene det daglige Brød; jo større vil Leden blive ved voldelige Afgørelser og Massemord af Landets unge Kraft, og jo større Tilliden til dem, som ikke har noget Sværd at lægge i Vægtskaalen i sidste Instans til Fordel for en retfærdig Sag, men kun deres Offervilje, deres Trofasthed, deres utrættelige Taalmodighed.
Maatte de Rædsler, som nu gør saa mange Kvinder syge om Hjertet, være de sidste Krampetrækninger af et dødsdømt System, og Indledningen til en Tid, hvor al den Lede ved Blod og Lig, al den Harme over evige Slag paa Sværdet, al den Skam over Kulturens dybe Nedværdigelse, som denne Verdenskrig har opsparet, vil samle sig i et eneste Raab, istemt af alle Nationer og rettet til dem, som i al deres legemlige Afmagt dog maaske er Fredens stærkeste Bolværk: „Kom os til Hjælp!”
Lad os haabe, at Kvinderne da vil være i Stand til at yde Samfundet den Hjælp, som paakaldes, og at Mændene vil være modne nok til at tage imod Hjælpen!
