« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinders Krigstjeneste
Danske Kvinders Hjælpearbejde under Krigssituationen.
Nødhjælpsarbejdet her i Landet, som altid kun vanskeligt naar til at antage en centraliseret Form, har ogsaa under den Situation, som Europakrigen har skabt for os, og under hvilken den danske Hjælpsomhed igen har fundet saa levende et Udtryk, Præget af den spredte Fægtning. Naar man skal besvare Spørgsmaalet: Hvad har danske Kvinder gjort for at afhjælpe den under den europæiske Krig opstaaede Nødstilstand i Danmark? - viser det sig faktisk i første Øjeblik umuligt at faa noget samlet Billede af Arbejdet. Man maa dele Betragtningen i Felter og tage den Risiko, der er for muligvis at komme til at overse noget af det Arbejde, som paa en eller anden Maade ligger ude i Periferien. Først er der da Arbejdet for
Lindringen af den almene Nød.
Her skete der straks, da den europæiske Situation antog en for vort Land saa faretruende Karakter, at ekstraordinære militære Indkaldelser maatte finde Sted, dette, at Dronning Alexandrine henvendte sig til vore største Understøttelsesforeninger og udbad sig Lov til at være med i det Arbejde, Situationen vilde fremkalde. Dette var faktisk den første officielle Kvindehjælp, som Krigen fremkaldte, og af denne lille Begivenhed opstod: »Den store Komité« - Dronningens Komité, hvis Opgave det er at afhjælpe den almene Nød, som maatte fremkomme. Udover denne Komité er ingen andre med samme Formaal dannet. Den, der kommer den nærmest er Kvindekomitéen: »Land og By«, der har til Opgave at hjælpe alle Kvinder, som under Krigen bliver arbejdsløse. Hvis man i disse Dages tidlige Morgentimer har Lejlighed til at færdes gennem Arbejderkvarterer, vil man alle vegne, hvor der er en Avis, have set Masser af Kvinder opstillede for at læse - ikke Krigstelegrammerne, men Pladsannoncerne. I de Dage, da Krisen var alvorligst, og Forretningslivet som Følge heraf lammet, afskediges Tusinder af Ekspeditricer og Syersker og Tjenestepiger, som nu skal konkurrere om de meget, meget faa Arbejdstilbud, det stadig meget stramme Marked har at byde dem; for dem betyder Kvindekomitéen »Land og By« en udstrakt Haand i det mindste, som den truende Vinternød har skabt om deres Fremtid. Samtidig hermed er selvfølgelig alle de eksisterende Kvindehjælpeforeninger: Mødres og Børns Bespisning, Kvindehjemmet i Læssøgade o. m. a. blevne stillede overfor stærkt forøgede Krav om Hjælp.
Det næste Felt, hvorpaa Kvindehjælp har fundet Virkeplads under denne Situation er
Hjælpen til de indkaldte Soldater.
Det viser sig altid, naar Mandskabet brat indkaldes, at Manglen paa den nødvendigste Underbeklædning er meget fremherskende. Hertil kommer nu, at vor Sikringsstyrke maatte indkaldes paa en Aarstid, hvor Nattekulden godt kan begynde at mærkes, naar Sengen er en Halmdynge og Dynen en Kappe, som Soldaten endda kun meget nødig ruller ud om Natten, fordi Arbejdet med at faa den rullet op igen om Morgenen er et af de vanskeligste, som Mandfolkehænder kan komme til; det tager saa lang Tid, at det absolut vil koste Resignation overfor Morgenmaaltidet, og da det jo faktisk er umuligt at sige, om Indkaldelsen vil vare »baade Vinter og Vaar« - er det rimeligt og glædeligt, at en saa stor Del af det Arbejde, danske Kvinder gør til Afhjælp af Nøden, er samlet om at skaffe Soldaterne varmt Undertøj, Tæpper o. s. v. Her staar vi overfor en lang Række af forskellige Virksomheder. For Øjeblikket er det da saadan, at forskellige Komitéer: »Røde Kors«, »Komitéen til Hjælp for de frivillige Korps«, »Den lille Komité« o. m. a. har sat sine Medlemmer til rundt om i private Hjem og i »för tilfället« oprettede Systuer at strikke Sokker, sy Skjorter, lappe og stoppe det af Soldaternes Tøj, som Komitéen har faaet Vaskerierne til at levere rent, helt gratis eller til nedsat Betaling. »Den lille Komité« paatager sig dog udelukkende Indsamling, ganske vist af alt muligt lige fra Tyggegummi til Uldtæpper. Men Arbejdet i Hjemmene og paa Systuerne gaar med fuld Kraft, lige fra Enkedronningens Hof til Lappestuerne i de lejede Lokaler arbejdes der utrætteligt, for at vore Soldater ikke skal mærke Feltlivets Besværlighed altfor haardt.
Det tredje Felt er Tilrettelæggelsen af
Sanitetsarbejdet i Krigstilfælde.
Allerede i nogle Aar har der rundt om i Landet af Kvindekomitéer været gjort et stort Arbejde med Fremstilling af Enkeltmands-Forbindspakker til Hæren. Det siger sig selv, at dette Arbejde maa tages op igen med forøget Iver. Samtidig har »Røde Kors Damekomité« med sin Protektrice Enkedronningen i Spidsen taget fat paa at ordne Forbindsmateriellet til Krigslazaretterne, oprette Samariterkursus, indkalde frivillige Sygeplejersker o. s. v. Ogsaa paa dette store og vigtige Felt bliver der af danske Kvinder gjort et Arbejde, som - hvis der paa Trods af hele vort Folks inderligste Haab - skulde blive Brug for det, vil vise sig at være af en uoverskuelig Betydning.
Dette er i store Træk set det Arbejde, som danske Kvinder hidtil har gjort for at hindre den Nød, Verdenskrigen har bragt over vort neutrale Land. Efter alle Solemærker at dømme vil - dersom Situationen ikke udefra forværres - den Lammelse, som straks efter den store Krigs Udbrud greb hele vort Erhvervsliv, nu langsomt udløses, og en Del af Nødstilstanden vil derved ophøre. Men der vil alligevel altid blive saa meget mere Nød end sædvanlig i den Vinter, der kommer, at man maa haabe, at danske Kvinders rundhaandede Hjælpsomhed vil gøre sig gældende paa saa praktisk Vis som muligt.
Kbhvn., d. 9. Septbr. 1914.
Maria Behrens.
I Sverige
har Kvinderne med deres sædvanlige lysende Organisationstalent og Centralisationsevne dannet et „Kvinnornas uppbåd”. - Dette Hjælpekorps, til hvis Dannelse Kvinder i Stockholm har taget Initiativet, har en Mængde praktiske Opgaver paa sit Arbejdsprogram, af hvilke den første er at søge at skaffe Arbejde til dem, som gennem Arbejdsnedlæggelse i Fabrikker og paa Kontorer osv. er blevne erhvervsløse. Det træder hjælpende til i Familier, som staar existensløse som Følge af Krigen, og som ikke kan klare sig med den Hjælp, som Stat eller Kommune har tilkendt dem. Det indregistrerer alt, hvad der findes af frivillige Arbejdskræfter, - grupperer dem, - for, naar Hjælp behøves, hurtigt at naa frem til den rette. Det søger at regulere arbejdsløse Kvinders Ansættelse, saaledes at Tilstrømning til Byerne ikke bliver for stor, og Arbejdsløsheden derfor dobbelt knugende. Det maner til, at Kvinderne med Besindighed og Ro tager de Opgaver op, der ligger foran dem, og gennem forskellige Kvindeorganisationer søger Samarbejde for derved at undgaa, at den ene gaar den anden i Vejen, men fremfor alt lægger det Kvinderne paa Sinde, at lade alle Partistridigheder og private Skærmydsler fare og kun samle sig om den ene Ting: Omsorgen for Sveriges Vel.
Foruden dette særlige Hjælpekorps arbejdes der ivrigt af frivillige Kræfter under Ledelse af „Røde Kors”, „Stockholms Kvinnors Landstormsforening” o. m. a. Til Gavn for Samarbejdet mellem disse forskellige store Organisationer har Dronningen taget Initiativet til Oprettelsen af en Centralkomité, der har Kontor paa Slottet. Af kendte Kvindesagsarbejdere finder vi Agda Montelius, Eva Upmark og Emilia Broomé i Ledelsen.
I Norge
har Dronning Maud oprettet et Hjælpekorps, der dannes af 2 Kvinder fra hver af Menighederne i Kristiania. Disse staar atter i Rapport med Menighedernes Fattigplejer. Dronningen leder selv Arbejdet, og der indsamles Penge til Mad, Klæder o. 1. Der sørges for, at Tøj og Fodtøj kan repareres gratis, samt oprettes Spiselokaler, hvor Mad kan faas gratis eller til en meget billig Pris.
Norske Kvinders Nationalraad sørger for ved Kursus o. 1. at give de helt eller delvis arbejdsløse Kvinder Lejlighed til at benytte den ledige Tid til at samle Kundskaber til Nytte for deres Arbejde i Fremtiden.
Fabriksinspektør Betty Kjelsberg sidder sammen med 7 Mænd i en af Staten nedsat Komité til Overvejelse af, hvad der bør gøres, naar Industrien helt tvinges i Knæ. Der er dannet lokale Afdelinger af Komitéen Landet over, og ogsaa i disse er der Kvinder som Medlemmer.
Den internationale Kvindevalgrets alliance og Krigen.
Alliancens Hovedkvarter, Adam St. 7, London, blev straks ved Krigens Udbrud omdannet til et Hjælpekontor for nødlidende udenlandske Kvinder, der har Ophold i England og er berørt af Krigens uundgaaelige Følger. - De, der ønsker at komme hjem, faar Penge til Rejsen. De tyske Kvinder, der hjælpes paa denne Maade, sender deres Tak til Alliancen, over Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, der ligeledes indtil videre har lovet at være Mellemled for Forsendelsen fra Hovedkvarteret til de tyske Valgretskvinder.
Den 4. Aug. afholdtes - paa Alliancens Foranledning - et stort Massemøde i London, hvori flere forskellige af de store engelske Kvindeorganisationer deltog. Alliancens l. Vicepræsident - Millicent Fawcett - ledede Mødet, og Kvinder fra Schweiz, Tyskland, Ungarn og Finland havde Ordet og protesterede mod Krigen.
Fra Holland
har vi modtaget følgende:
Kvinderne i de krigsførende Lande maa uden Tvivl se med en Slags Misundelse paa Kvinderne i de Lande, der lykkeligvis er fri for Krigens haarde Tag, og disse vil paa den anden Side stadig gøre sig Forestillinger og gennemleve den Ængstelse og Frygt, der bemægtiger sig enhver Moder blandt hine ulykkelige Nationer. Hvis Kvinderne havde et Ord at sige med i Laget, vilde de saa vist standse Krigen.
Holland er blandt de Lande, som ikke er i Krig, men Uroen og den økonomiske Krise føltes her, da Mobiliseringsordren kom, lige saa stærkt som om det havde været Krigs-Ordren. Den Del af Befolkningen, der var bedst udrustet til Arbejde, blev pludselig kaldt bort fra Værksteder og Forretninger, og de Hænder, som stod parate til at faa Høsten i Hus, holder nu paa Rifler og Bøsser for at beskytte Grænserne. Al international Trafik er standset, og Landet har kun sine egne Kilder at stole paa.
Ogsaa Kvinderne har handlet i Overensstemmelse med Situationen. Vore Organisationer har, standset alt Arbejde for deres egne Krav og opmuntrer deres Medlemmer til at stille deres Tid og Energi til Raadighed for Offentligheden. Saaledes har vor Kvindevalgretsforening straks standset Indsamlingen af Underskrifter paa sit Andragende om konstitutionel Lighed for Mænd og Kvinder, og har i Stedet for udsendt Opraab til alle interesserede Medlemmer om efter Evne at prøve paa at udfylde de Huller i det produktive Arbejde, som Mobiliseringen har efterladt sig. Naturligvis er dette ikke noget let Arbejde, da her ofte kræves faglig Uddannelse for overhovedet at kunne tage fat. Men vore Foreningsorganisationer, der har opslaaet deres Kvarter i alle større Byer, søger at lempe Forholdene til saa godt som muligt. De vaager og forvalter Forraad af Fødemidler, drager Omsorg for, at Trafikken fortsættes saa tilfredsstillende som muligt, at Bagerier, Mejerier, Urtekramforretninger, Sporvogne, Postgang, kort sagt al offentlig Tjeneste, saa vidt mulig fortsættes.
Her er 1000 af arbejdsløse Mænd og Kvinder, og Komitéerne maa sørge for dem. Nogle anbringes gennem de kommunale Arbejdsanvisningskontorer, andre fordeles i Røde Kors og lignende Forbund. Den allerførste Dag Kvindekomitéen i Rotterdam havde aabnet sit Kontor, indregistreredes 300 arbejdssøgende.
Maatte Kvinderne uden at trættes søge at udfylde de fraværende Mænds Pladser. En Tilstræben i denne Retning er bedre end forrige Tiders Graad og Tænders Gnisel i Hjemmet. Men til Trods for de Pligter, der lægges paa os, glemmer vi dog aldrig for et Øjeblik den endnu større Sorg og rædselsfulde Elendighed, som hjemsøger vore Søstre i andre Lande, og med den varmeste Sympati tænker vi paa dem og deres Skæbne.
Martina G. Kramers.
Rotterdam, den 10. Aug. 1914.
Kvinderne i Belgien.
Vældige Amazoner.
Efter „Urd”.
Det vil sikkert interessere vort Blads Læsere at høre lidt om det tapre lille Belgiens Kvinder - deres Udvikling og deres Stilling i Hjem og Samfund.
Aviserne har allerede bragt Underretning om, hvordan Kvinderne i Belgien i disse Dage har staaet ved deres Mænds Side i Kampen og hjulpet dem paa alle mulige Maader. Det kan gyse i en, naar man hører, at de under Lièges Belejring i en snever Vending hældte kogende Vand over den fremstødende Fjende. Vi som sidder udenfor og blot følger Krigens Rædsler paa Papiret, vi kan næsten ikke fatte, hvordan Kvinder kan gribe til den Slags; men Krigen forvandler; den slipper de
store Lidenskaber løs, og da - - hvem lægger atter dem i Lænker?
Den svenske Forfatter Sjøsteen siger om de belgiske Kvinder, at de er store og stærke og dygtige til al Haandens Gerning - -. „Doven og fed sidder „Monsieur” i Køkkenet og spiser sin gode Mad, mens han spiller Pascha overfor Husets kvindelige Medlemmer. Hans kolossale Hustru, mandhaftig og praktisk, vralter omkring i Køkken og Stue, vasker og koger, mens den fede, bredryggede Datter kommanderer de to af Trivsel skinnende Piger. Hvis noget skal foretages, gaar al denne bastante Kvindelighed ind i Stuen og spørger Monsieur, som med værdig Myndighed afgør alt. Hvis noget tungt Arbejde skal udføres, Gaardspladsen fejes, Møbler flyttes, Kufferter bæres, saa sendes Hustruen eller Datteren eller Pigerne. Den mægtige Pascha rører sig ikke.
Der er sjelden en ugift Kvinde i Belgien; Kvinderne gifter sig gerne tidlig; de er deres Husbonds og Herres villige og lydige Husholdersker og er aldrig bange for, at Barnekamret skal blive for trangt.
Den belgiske Kvinde er ikke Herskerinde i Hjemmet som den franske, der betegnende nok kalder Ægtefællernes fælles Soveværelse „ma chambre”, og hun har ingen slige højtidelige Indretninger som de franske Damers „Salon” eller de engelskes „drawing room”; men hun er stolt af sit blankpudsede Kobber, sine hvide Gardiner og sin næsten kunstnerisk ordnede Dagligstue. Hendes Køkken, hendes Stue og hendes fyldte Barnekammer er hendes Livs Lykke. Her har hun sin Styrke; men heri ligger selvfølgelig ogsaa hendes store Begrænsning.
Det er maaske efter dette unødvendig at tilføje, at Kurtise og Flirt er fremmede Begreber for de belgiske Mænd og Kvinder, og at en Belgier forstaar sig saa lidt paa Ridderlighed, at hans Opførsel virker højst stødende paa en Nordbo. „Den kraftige, statelige belgiske Kvinde er Karl for sin Hat og fordrer intet Hensyn”.
Det er ganske karakteristisk, at der inden Kunstens, Literaturens og Videnskabens Verden kun er et Faatal Kvinder, som har udmærket sig, mens der er en hel lille Skare, der har udmærket sig i Belgiens Krigshistorie. Ja, der paastaas, at intet Land kan opvise saa mange heltemodige Kvinder som Belgien. Selv en Poet som Anna Byns, Belgiens mest berømte, havde faa sentimentale Toner i sit Register, mens Hovedindholdet af hendes Vers var de mest voldsomme Angreb paa hendes samtidige - Kætteren Luther.
En af de faa kvindelige Kvinder i den belgiske Kulturhistorie er sikkert Margareta af Østerrig, Kejser Maximilians Datter, der med sin bløde, af Lyrik dirrende Versekunst dannede en skarp Kontrast til de mange ædle Fruer, der med stærk Haand har regeret de belgiske Provinser.
- Paa hvert Blad i den belgiske Historie med dens utallige Frihedskrige og blodige Arvestridigheder, skriver Gustav Sjøsteen, mødes vi af Heltinder, mandhaftige Kvinder, der har haft mere Tillid til deres Næver end til det svage Køns sædvanlige Krigsvaaben.
Jeanne de Flandre, som Aar 1300 kæmpede for Barn og Ægtemage om Besiddelsen af Bretagne, forherliges endnu for sit Heltemod under Navnet „Jeanne la Flamme” i de bretagneske Ballader. Jeanne de Brabant gik i Spidsen for Bryssels Borgere mod Brabants Fjender og opnaaede, inden hun døde i en høj Alder, at se Middelalderens Bryssel i Blomstring. Philippine de Hainant, den engelske Kong Edward den tredies Gemalinde, gik i Spidsen for sin Mands Tropper og slog Skotterne; hun grundlagde siden Oxfords Universitet. Margareta af Parma, Nederlandenes Statholderske, er kendt for sin kraftige Regering, og Marie de Lalaing, Tournais heltemodige Forsvarer fra 1580, modtog Fjendens Anfald i Spidsen for sine Tropper.
Men ogsaa paa ikke-fyrstelige Heltinder er Belgiens Historie rig. Anne Lavaux, den luxemburgske Jeanne d’Arc, lod sig i Midten af det 16. Aarhundrede indskrive i Rullerne og drog i Krig for at forsvare sit Land. Hun avancerede til Ritmester. Der gaar de mest lysende Sagn om hendes Bedrifter. Hun endte forøvrig som Nonne. Théroigne la Liégeoise kastede sig med Lidenskab ind i Krigen under den store franske Revolution. Hun skal have udøvet et sandt Rædselsherredømme over Masserne. Marie Schelleynck lod sig hverve og kæmpede under Napoleon; hun avancerede til Officers Rang og blev egenhændig dekoreret af Kejseren, som kaldte hende „une des gloires de l’empire”.
Listen kunde fortsættes længe; men det vilde være overflødig. - Det er imidlertid sikkert ikke Eventyrlyst, skriver Sjøsteen, ikke Kærlighed til den franske „gloire”, som har drevet de belgiske Kvinder i Kamp; de har været fanatisk troende eller elskende Kvinder, der er gaaet i Strid for dem, de har holdt af, eller for det, de har anset for ret.
Belgiens Kvinder har udviklet den ejendommelige Klosterinstitution, som kaldes Béguinages. De er et Slags Fristeder for Kvinder, der ønsker at flygte fra Verdens Uro og Larm; men de kræver ikke strenge Klosterregler eller bindende Løfter. De danner et Slags verdslig Kloster. Flere Paver har forsøgt at formaa „Béguinagerne” til i alt Fald at fordre Kyskhedsløfte af sine Nonner; men de har haardnakket vægret sig.
„Les béguines” bærer Nonnedragt og Slør, de lever af Haandarbejde eller som Rentierer og afsondrer sig ikke fra Verden. De kan gifte sig om de vil. Disse ejendommelige Klostre skal være meget gamle, og de har Aarhundreder igennem bevaret deres Særpræg og deres ejendommelige maleriske Karakter.
Det første „Béguinage” oprettedes i Niveilles - -et Par Mil fra Bryssel, og dets Abedisse skal have været en Prinsesse af den karolinske Æt. Det havde store Privilegier, bl. a. slog det Mønt og havde Byens Styrelse i sin Haand. Borgerne forsøgte Gang paa Gang at afkaste Aaget; men Damerne holdt fast ved deres Rettigheder, og i elleve Aarhundreder herskede de suverænt - indtil den franske Revolutions Hærtog ind i Belgien.
Udenfor sine „Béguinages” har de belgiske Kvinder imidlertid ikke mange Rettigheder - disse er forbeholdt Mændene. Code Napoléon er fremdeles bestemmende m. H. t. Forhold udenfor Ægteskabet. „Barnefaderens” Anonymitet maa der værnes om, og mens den gifte Kvindes Utroskab straffes strengt, kan Ægtemanden kun straffes, hvis han har ført sin Elskerinde hjem til Ægtefællernes fælles Hjem!
Den belgiske Kvindebevægelse har selvfølgelig gjort sit for at rette paa Forholdene; men da den er splittet i forskellige politiske Partier, har den ikke kunnet tage synderlig Fart. Den, for hvem Sagen
- Idéen - er mere end politiske Synsmaader, er maaske Gotti de Gamond, der i sin. Kamp for Kvindernes Frigørelse har optaget Arven efter sin Moder - Fru de Gamond, Belgiens første Kvindesagskvinde. Resultaterne af deres Arbejde er kanske ikke saa let at paapege; imidlertid har de belgiske Autoriteter nu - efter megen Strid - aabnet sine Porte for Kvinderne; men da Staten paa alle Maader vægrer sig Ved at ansætte Kvinder i de Embeder, for hvilke de er uddannet, er der for Tiden ikke saa mange, som søger ind ad Universitetsportene. Det vakte stor Opsigt, da den klerikale Justitsminister Le Jeune for nogle Aar siden udnævnte en Kvinde, Alice Bron, til „Præsident” for Fattigvæsenet.
Indirekte har imidlertid Gotti de Gamond udført et stort Arbejde for Kvindesagen; for 50 Aar siden organiserede hun nemlig Bryssels første offentlige Pigeskole, for hvilken hun i 36 Aar har været Inspektrice, og de mange unge Piger, hun i denne Tid har sendt ud i Verden, har været godt rustede for den Kamp, der ventede dem.
