« Tilbage til søgeresultaterne
Krig.
En Lignelse.
Krig sad paa et højt Sted i Nærheden af Staden: Jord. Og alle de, der vandrede ad den store Landevej, kaldet Liv, kunde se ham.
Blandt dem, der løftede deres Øje fra Vejens Spor, var: Konge. Han standsede, da han saa Krig.
„Hvem er Du, som sidder der ved Vejens Kant?” spurgte Konge.
Og Krig svarede:
„Jeg er Magt, Herredømme og Stolthed, Jeg opretter og tilintetgør Kongehuse. Jeg indsætter og afsætter Herskerne i Staden Jord, hvor Du lever. Jeg fordeler Velstand og Styrke, Jeg renser Æren, Jeg øver Retfærdighed.”
Og Konge gik videre og tænkte: „Krig er god.”
Og Ung-Mand kom forbi, og ogsaa han spurgte, hvem Krig var.
Og Krig sagde:
„Jeg er Æventyr og Mod, Kækhed og Djærvhed. De, der følger mig, faar en tapper Aand og et haardført Legeme, og jeg skænker dem Ære og Berømmelse. De lærer at føle den Lykke og Glæde, som Krigens haarde Vilkaar og Kampen bærer i sig. Og Folket i Staden Jord betragter dem med største Velvilje og belønner dem højt.”
Og Ung-Mand gik fløjtende videre paa den store Landevej: Liv, medens han raabte højt: „Krig er ædel.”
Nu kom Gammel-Mand forbi. - Syn og Hørelse var daarlige. Han standsede, stirrede med sit halvt udslukte Blik paa Krig og stammede: „Hvem er Du, Du deroppe?”
Og Krig svarede Gammel-Mand:
„Jeg er Mindet. Det var mig, som fyldte dit Hjerte og Sind med smukke Minder om gode Venner og en stor Fortid. Jeg tog din ene Arm, men jeg gav Dig en hjælpsom Ven i Stedet Jeg bragte Dig til Tiggerstaven, men til Trøst og Lindring har Du Bevidstheden om: de store Bedrifter, jeg gav Dig i din Manddomstid at udføre.”
Og Gammel-Mands Ansigt straalede ved Tanken om de gyldne Dage, da han kendte Krig, - og medens han forsigtig satte den ene Fod frem for den anden, mumlede han: „Nu mindes jeg! Ja, Krig er stor!”
Og til sidst kom Kvinde hen ad den store Landevej: Liv. - Kvinde, der havde født Sønner, som Krig havde dræbt. Kvinde, der havde født Døtre, som i hendes Arme græd over de Mænd, som Krig havde revet fra dem. Kvinde, som havde tørret Kindens Taare af de forældreløse, som Krig havde skabt. Kvinde, som havde standset det rindende Blod fra de Saar, som Krig havde givet. Kvinde, som havde sørget over Krigs Døde. Kvinde, som havde sultet, fordi Krig skulde mættes.
Og da Kvinde saa Krig, spurgte hun ikke, men, flygtede klagende sin Vej.
Og Krig saa hende flygte og forblev tavs. Han havde intet at sige hende.
Fra „New York Sun”.
