« Tilbage til søgeresultaterne
Jeanne-Marie Roland
„Manon Philipon, saaledes blev jeg døbt,” skriver Madame Roland, da hun i sin Fængselscelle fordyber sig i Barndommens og Ungdommens lyse Minder for ikke at lade sig overvælde af Øjeblikkets Alvor.
„Det gør mig ondt for Romanforfatterne, thi Navnet er ikke smukt og passer mindst af alt for en Heltinde i den store Stil; men det er nu en Gang mit Døbenavn, og det er min Historie, jeg her skriver.”
Da hun ægtede den ansete Forfatter og Fabriksinspektør Jean-Marie Roland, har hun dog maaske fundet sit simple Fornavn, der vel paa dansk kan jævnstilles med „Maren”, for ringe til at indgaa Forbindelse med Navnet Roland; thi i Historiens Pantheon staar hun skrevet som Jeanne-Marie Roland.
Hun fødtes i Paris 1754, og hendes Fader, Gratien Philipon, var Gravør af Profession og kunstnerisk begavet i flere Henseender, hvorfor ogsaa deres Omgangskreds hovedsagelig bestod af Kunstnere. Faderen kunde imidlertid ikke føle sig tilfreds indenfor de beskedne, huslige Rammer, hans Kunst henviste ham til, men kastede sig, dreven frem af sin Ærgerrighed efter at tjene sig en Formue, ind i Forretninger med Diamanter og Juveler og endte sluttelig med at ruinere sig. „Min Faders Skæbne har givet mig mere end én nyttig Lærdom,” siger Madame Roland, som selv i alle Livets Forhold udviste en spartansk Nøjsomhed overfor Livets materielle Goder.
Allerede i sin tidlige Barndom lærte hun at omgaas Pen og Bog, Pensel og Guitar, og Faderen saa med Stolthed sine kunstneriske Anlæg gaa igen i Datteren. Alligevel kom der aldrig til at bestaa noget hjerteligt Forhold imellem dem. Hendes blide og meget følsomme Karakter taalte ikke den Brutalitet, hvormed han til Tider søgte at gøre sin faderlige Myndighed gældende, men satte sig i saadanne Øjeblikke til Modværge med ukuelig Trods. Hun fortæller som Eksempel herpaa, at hun
6 Aar gammel engang vægrede sig ved at tage en ildesmagende Medicin og lod sig gennemprygle tre Gange paa det ubarmhjertigste af sin Fader uden at give et Kny fra sig, til Faderen omsider opgav Forsøget, og Moderen med det gode fik hende til at sluge den afskyelige Drik.
Heller ikke Moderen stod hun i noget egentlig fortroligt Forhold til, skønt hun elskede hende højt. „Jeg ved, at hvis jeg havde været i min Moders Sted, vilde jeg have forsøgt at blive min Datters Veninde,” siger hun i sin Omtale af sit og Moderens Forhold. Men der var over Moderens Væsen en Værdighed og Forbeholdenhed, som holdt Datteren paa Afstand. Hun kunde tidt se Moderens Blik hvile med Ømhed paa sig, men hun følte sig aldrig opmuntret til at overskride den Skranke, som Opdragelsesteorierne dengang rejste mellem Forældre og Børn.
Forøvrigt nød hun megen Frihed og fik, da hendes Interesse for Læsning vaagnede, uhindret Lov til at læse alt, hvad Huset ejede af Bøger.
Hendes første Bøger indskrænkede sig til Bøger af religiøs Art, Helgenbøger, det gamle og det ny Testamente, den store og den lille Katekismus læste hun fra Ende til anden. Ganske vist fandt hun i den gamle Bibeloversættelse Oplysninger, som man ikke plejer at give smaa Piger, og fremsatte i et Sprog saa ligefremt, som kun Læger i Almindelighed betjener sig af, men hun var dog baade for ung og for ivrig til at opholde sig nærmere derved. Men da hendes Bedstemoder en Dag sagde til hende, at de smaa Børn vokser frem under Kaalbladene, kunde hun dog ikke bare sig for at smile og sagde, at hendes Ave Maria lærte hende, at de smaa Børn kom et helt andet Sted fra.
Otte Aar gammel fik hun en Bog i Hænde, som hele Livet igennem skulde blive hendes kæreste Læsning, det var Plutarchs: „Berømte Mænds Liv”.
Hun fordybede sig med Begejstring i den græske og romerske Oldtids Historie, i dens Love, dens Institutioner. Allerede dengang begyndte hendes Hjerte at skælve af Betagelse ved Ordene: Ære, Frihed og Fædreland. Hun sværmede for de gamle Republiker, saa i dem den ideale Statsforfatning og oversaa ganske, at de ogsaa havde deres Skyggesider.
„Over Leonidas og Miltiades,” siger hun selv, „glemte jeg Sokrates’ Død og Aristides Landsforvisning.”
Imidlertid nærmede Tiden for hendes første Altergang sig, og hendes følsomme Sind blev i den Anledning et Bytte for religiøse Anfægtelser, som overvældede hende i den Grad, at hun kun
11 Aar gammel bønfaldt sine Forældre om at maatte tage Ophold i et Kloster. Hendes Fader rørtes over saa megen religiøs Iver hos saa ungt et Barn og indvilligede i, at hun et Aar ombyttede sit Hjem med et Nonnekloster. Det var virkelig en Tid hendes Tanke at tage Sløret, men hun nænnede ikke foreløbig at tale til Forældrene derom og vendte, da Aaret var udløbet, tilbage til Hjemmet.
Her kastede hun sig atter over Læsningen, og hendes historiske Studier og Studiet af den nyere Tids Filosofi, som hun nu fik i Hænde, førte hende mere og mere bort fra Klostertankerne og tilbage til Livet. Hun begyndte at anstille Sammenligninger mellem Oldtidens Historie og Frankrigs Historie i
den nyeste Tid, mellem den republikanske Forfatning i det gamle Grækenland og Italien og Ludvig d. XV’s affældige Kongedømme, og Sammenligningen faldt selvfølgelig ikke ud til Fordel for det sidste.
Intet Under, at et Besøg, hun i sit femtende Aar sammen med sin Moder og nogle af Familiens Venner aflagde i Versailles hos en af Marie Antoinettes Kammerfruer, ikke fyldte hende med nogensomhelst Beundring for Ludvig d. XV’s Hof. Hun ærgrede sig over, at hele dette kostbare asiatiske Apparat, som hun udtrykte sig, kun var sat paa Benene for at hæve nogle enkelte i og for sig ganske ligegyldige Individer højt over alle andre. Da hendes Moder efter nogle Dages Ophold spurgte hende, om hun var tilfreds med sit Besøg, svarede hun: „Ja, forsaavidt, som det snart er forbi; thi skal jeg være her endnu nogle Dage, vil jeg komme til at hade disse Mennesker saa stærkt, at jeg slet ikke ved, hvorledes jeg skal faa Luft for mit Had.”
Ganske naturlig førte hendes Had til den gamle Regeringsform, som havde faaet yderligere Næring ved Besøget i Versailles, hende ind paa Studiet af det parlamentariske Styre, og hun begyndte at fordybe sig i, hvad hun kunde skaffe sig af Skrifter herom, og foretrak blandt disse dem, hvis Bevisførelse forekom hende stærkest og hvis Sprog dristigst.
Nitten Aar gammel mistede hun sin Moder og erfarede omtrent samtidig, at hendes Fader havde sat sin Formue til. Tabet af Moderen gjorde hende ude af sig selv af Sorg og kastede hende flere Uger paa Sygelejet. Hun forstod nu først, hvor dyb Kløften var mellem hende og Faderen, og følte sig forældreløs og ene i Verden. „Det er skønt at have en Sjæl,” sagde hendes Ven, den gamle Abbed Legrand, som sad ved hendes Leje, „men det er en Ulykke at have saa megen Sjæl som hun.” Da hun var kommet sig nognelunde, bragte han hende „La Nouvelle Heloise” af Rousseau. Denne Bog gjorde et lige saa dybt Indtryk paa hende, som Plutarch havde gjort i hendes Barndom.
„Plutarch havde gjort mig til Republikaner; han havde vakt den Styrke og den Stolthed i mig, som er Republikanernes Kendemærke; han havde indgydt mig den sande Begejstring for Frihed og Borgerdyd. Rousseau aabnede mit Blik for, at der ogsaa gaves en Hjemmets Lykke, som jeg kunde gøre mig Haab om, usigelige Glæder, som jeg havde Betingelser for at blive delagtig i.”
Da Faderen mere og mere søgte sit Selskab udenfor Hjemmet, søgte hun Trøst for Ensomheden i fortsatte Studier og begyndte ogsaa selv at sætte Pen til Papiret for at finde Udtryk for sine Tanker, dog uden at nære nogetsomhelst Ønske om at optræde som Forfatter. Det var hendes Overbevisning, at hun som Kvinde vilde tabe mere derved, end hun vilde vinde. Forøvrigt nærede hun ogsaa meget beskedne Tanker om sine egne Evner, og det var først, da Revolutionen rev hende med sig ud i de store Strømninger, midt op i Mængden af aktive Politikere, og hun fik Lejlighed til at sammenligne sig selv med de ypperste af disse, at hun opdagede, at hun ikke stod synderlig tilbage for Flertallet af dem. „Men,” siger hun, „dette har snarere overbevist mig om, at mit Land er fattigt paa store Mænd, end det har indgivet mig høje Tanker om mig selv. Det er ikke Aandrighed, Frankrig mangler, den er tilfals i alle Gader, men det er Dømmekraft og Karakterstyrke.”
Toogtyve Aar gammel lod hun sig dog friste til at skrive en Besvarelse af en af Det franske Akademi’s Prisopgaver. Den lød saaledes: „Hvorledes kunde Kvindernes Opdragelse bidrage til at gøre Mændene bedre?” Hun fik saa lidt som nogen af de andre Deltagere Prisen, men hendes Besvarelse gik ud paa, at man ikke skulde forsøge at forandre det ene Køn ved Hjælp af det andet, men prøve at forbedre hele Menneskeslægten ved gode Love.
Hun sagde vel, hvorledes hun syntes, Kvinderne burde være, men tilføjede, at for at gøre dem saaledes, maatte man indføre en hel anden Samfundsorden.
(Fortsættes.)
