« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og den franske Revolution
Som allerede omtalt i forrige Nummer af „Kvinden og Samfundet” dukkede Tanken om at give Kvinderne Valgret flere Gange frem under den store franske Revolution. Den gav sig Udtryk i enkelte anonyme Piecer, af hvilke en bar Titlen „De franske Damers Protest mod de saakaldte almindelige Rigsstænder”. Det hævdes i denne, at Rigsstænderne ikke kan kaldes „almindelige”, eftersom Kvinderne ikke er repræsenterede deri; (jvfr. Dansk Kvindesamfunds kendte Valgmanifest: „Der er ikke almindelig Valgret i Danmark, naar Kvinderne er uden politisk Valgret”).
Dog kan det ikke siges, at Kvinderne spillede nogen fremtrædende politisk Rolle i hin Storm, - og Trængselstid - undtagen paa Skafotterne - eller at de ydede nogen egentlig Indsats til Fordel for det Krav om Kvinders Valgret, som Girondineren Condorcet gentagne Gange med saa megen Styrke og Overbevisning fremsatte, støttet paa de samme Bevisgrunde, som man kan høre fremførte i vore Dage i saa godt som hver eneste Agitationstale for Kvinders Valgret, f. Eks., at Kvindernes Indflydelse paa Mændene er farligere, naar den øves i det skjulte, end naar den øves under en offentlig Forhandling. Ganske vist nævner Historien Navnet paa Kvinder, som den Gang traadte i Skranken for Kvinders Valgret saasom Madame Aelders, af Fødsel Hollænder, der bestræbte sig for at oprette Kvindeklubber rundt om i Frankrig til Fremme af Kvinders Ret, og Skuespillerinden Olympe de Gouges, der udgav et Skrift om Kvindens og Borgerindens Rettigheder, hvori bl. a. fandtes den berygtede Paragraf: „Kvinden har Ret til at bestige Skafottet Hun bør ogsaa have Ret til at bestige Talerstolen.” - Olympe de Gouges opnaaede af disse Rettigheder dog kun den første.
Tiden havde ikke Opmærksomhed tilovers for Kravet om Kvinders politiske Indflydelse, og selv de Kvinder, som tog Del i Revolutionen og med Mændene krævede Frihed og Selvstyre for Folket, tænkte ved Folket kun paa Mændene alene.
Blandt disse Kvinder er der en, hvis Navn fordunkler alle andre Kvindenavne og mange Mænds Navne med, skønt hun ikke saa meget som drømte om politiske Rettigheder for sig og sit Køn, og denne Kvinde er den tidligere her i Bladet omtalte Manon Roland. Ingen Kvinde har bedre end hun afgivet Bevis for, hvor mangelfuld den Statsindretning er, som opretholder Skellet mellem Mand og Kvinde, medens den sletter det overalt Mand og Mand imellem. Vi vil forsøge i dette og de følgende Numre af „Kvinden og Samfundet” at tegne et Billede af denne Girondens Heltinde, støttet paa de historisk værdifulde Optegnelser, hun skrev i sit Fængsel lige til Dagen før sin Henrettelse.
