« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder paa Scenen
Med Lystspillet „Pygmalion" har George Bernard Shaw med overlegen Satire givet et kraftigt Indlæg i Kvindesagen.
Har han end med ret grove Midler angrebet det engelske Bourgoisies Opdragelse af deres unge Kvinder, saa har han til Gengæld med fin og sympatisk Forstaaelse fremstillet Kvindens naturlige, sjælelige Egenskaber, som de sejrende i Livet, og selv om de lystige Strenge klinger højest i Stykket, er Undertonen dog fuldt ud alvorlig.
Pygmalion var, efter det græske Sagn, en Konge paa Kypros, der fattede lidenskabelig Kærlighed til en af ham selv i Elfenben forfærdiget Kvindeskikkelse. Paa hans Bøn skænkede Venus Skikkelsen Liv, hvorefter han ægtede sin Galathea.
I Stykket indgaar en moderne Professor i Fonetik et Væddemaal om, at han i Løbet af et halvt Aar skal faa en Blomsterpige af Storstadens laveste Bærme til at tale og føre sig som en Grevinde.
Eksperimentet lykkes til Fuldkommenhed ved hans Dygtighed og hendes naturlige Intelligens og Lydhørhed, og han bliver til Slut forelsket i sit Værk. Skønt han under Udformningen aldeles ikke har skænket det jævne Pigebarns Sjæleliv en Tanke, men haanligt trampet paa det, røres han til Slut af den varme Menneskelighed, der strømmer ham i Møde, røres af hendes sunde Trods mod at blive sparket af den, hun er kommen til at elske.
I Stykket stiller en Ven det Spørgsmaal til Professoren: Mon De er hæderlig overfor Kvinder? - Hvortil han omtrent svarer følgende: „Nej, det er der ingen Mandfolk, som er - saalænge der er Erotik mellem Mand og Kvinde, gaar det nok, saa vil de begge det samme, men senere, naar Erotiken er ophørt, gaar den ene i Syd, den anden i Nord, og ved at forsøge paa at rette sig efter hinanden, naar ingen derhen, hvor de vil, men begge ender i Øst."
Hvor tidt møder man ikke den stakkels Galathea i Forholdet mellem Mand og Kvinde! Hun interesserer ham, saalænge Tildannelsen varer, saalænge der endnu er noget ved hende, han kan udvikle, men naar hun har naaet den slaviske Fuldkommenhed, hvad hun desværre ofte tror er ensbetydende med Kærlighed, trætter og keder hun ham ved sin Mangel paa Modstand.
Det er Gnidningsmodstanden, som i den fysiske Verden skaber Energi og frembringer Varme, saa-ledes ogsaa her i Stykket. Blomsterpigen Eliza Doolittle oprøres over sin Ægtefælles ligegyldige, haanende Væsen, efter at hun gennem Resignation og beundringsværdig Lydhørhed for hans Ønsker er naaet til den eftertragtede Fuldkommenhed, og hun samler al sin Modstandsevne for at redde sit eget Jeg og sin gryende Kærlighed. Hun kaster ham bogstaveligt og aandeligt Tøflerne i Hovedet, smider alle sine Smykker, de laante Fjer, for hans Fødder - og forlader ham. - Men just ved den Modstand og Energi opnaar hun at udvikle Varmen hos ham til Lykke for dem begge.
Den aandelige Duel, der i Stykket finder Sted imellem de to Hovedpersoner, er ganske mesterlig fremstillet, idet Forfatteren holder sig fuldstændig fri for Sentimentalitet, og lader de to intelligente og ærlige Naturer i det kraftigste Sprog udveksle deres Meninger og Følelser for hinanden.
Professor Higgins udførtes fortræffeligt af selve Direktøren, Holger Hofman, og den kvindelige Hovedrolle, Blomsterpigen, med overordentlig teknisk Dygtighed af Fru Rindom. Med al Anerkendelse af hendes naturtro Gengivelse af den simple Kvindes vulgære Tale, dyrisk skrallende Latter og voldsomme Bevægelser, er det dog som den fine Kvinde, at hun fejrer sine
største Triumfer. Især lykkes Slutningsakten, hvor Eliza gennem idelig skiftende Tonefald skal formaa sin Ægtefælle til at røbe sine Følelser for hende.
Vil man trods al Beundring rette blot Skyggen af en Anke mod Præstationen, er det den, at Fru Rindom virker mere klog end hjertelig, mere opfyldt af Skuffelse end af Længsel efter Kærlighed.
Af de andre kvindelige Roller maa fremhæves Professorens Moder, Mrs. Higgins, der var i gode Hænder hos Fru Emma Wiehe, - hun er stilfærdig og fin, med et kærligt Smil og en blid, men moderlig myndig Stemme.
Ligeledes Husbestyrerinden, Mrs. Pearce, som Frk. Gerda Christoffersen dog muligvis gør lidt for majestætisk, især da hun samtidig nu og da i sine Replikker udviser en Djærvhed og Menneskelighed, der ikke rigtig staar i Samklang med hendes imponerende Ydre.
De to Typer af Bourgoisiets Damer, Mrs. og Miss. Eynsford Hill, blev henholdsvis udførte af Frk. Laura Mogensen og Fru Ellen Rovsing. Denne sidstes Fremstilling af Miss Hill, der er meget grelt tegnet af Forfatteren, forekommer os danske mindre forstaaelig, naar vi hører, at just den Skikkelse var en saa stor Attraktion for det engelske Publikum, at Teatret Aften efter Aften fyldtes af Bourgoisiet, der selv maatte hen at høre hende saa dristigt udslynge det „uartige Ord". Stykket er en grov, men skarp Satire over de snævert opdragne unge Damer, der af Trang til Frihed drages mod det frivole, det simple, saa de tager plumpere Ord i Munden end selv den jævne Folkets Datter bruger, idet de jager efter den saakaldte „moderne" Jargon.
Alt i alt er Udførelsen af „Pygmalion" udmærket, og Forestillingen har ogsaa, trods de trykkede Tider, trukket godt Hus.
