« Tilbage til søgeresultaterne
Jeanne Marie Roland
II.
Manon Phlipon havde allerede haft mange Bejlere og afslaaet mange Tilbud, da hun i December 1795 mødte den Mand, til hvem hun skulde knytte sin Skæbne for hele Livet. Hun skriver om sit første Møde med Jean-Marie Roland de la Piatiere, der aflagde hende et Besøg for at overbringe hende et Brev fra hendes Veninde: „Jeg saa en Mand paa nogle og fyrretyve Aar, høj af Skikkelse, lidt skødesløs i sin Holdning og med den ejendommelige Tørhed i sit Væsen, der er saa almindelig hos studerede Folk. Hans Optræden var simpel og utvungen, ganske fri for Verdenstone, men dog præget paa én Gang af medfødt Dannelse og filosofisk Alvor. Han var mager, gul af Teint og allerede temmelig skaldet i Tindingerne, men dette forstyrrede ikke Indtrykket af hans
Ansigts Regelmæssighed, gjorde det blot mere værdigt end indtagende. Blev han derimod varm i Talens Løb eller grebet af en Tanke, som tiltalte ham, da opklaredes hans Ansigt af et overordentligt fint Smil som gjorde hans Udtryk livfuldt og gav ham ligesom et helt nyt Ansigt."
Medens Madame Roland saaledes i sit Fængsel fordyber sig i Minderne fra sin Ungdom, banker Døden pludselig advarende paa hendes Dør. Hun faar Budskab om, at hun er medindbefattet i den Anklage, der er rejst mod hendes Venner, Girondens Mænd. Hun afbryder et Øjeblik sine Optegnelser og skriver hurtig i Marginen af sit Hefte:
„Tyrannerne er paa Færde. De tror at kunne udfylde den Afgrund, som aabner sig foran dem, ved at styrte hæderlige Folk deri; men der kommer en Dag, hvor de selv maa derned. Jeg er ikke bange for at bestige Skafottet i saa godt Selskab. Det er en Skændset at leve midt imellem Forbrydere. Nu maa jeg se at faa mit Hefte afsted; jeg kan fortsætte i et andet, dersom man giver mig Tid dertil.
Fredag 4. Oktober, min Datters Fødselsdag. Hun bliver i Dag 12 Aar."
Døden gik dog denne Gang Madame Rolands Celle forbi og gav hende endnu en Maaneds Henstand. Hun anskaffede sig en ny Bog og skrev videre i aandeløs Hast for at faa alt det sagt, som laa hende paa Hjerte. Saa genoptager hun da atter Traaden og fortæller om, hvorledes Roland gentog sit Besøg og vedblev dermed, hvorledes han syntes at finde Behag i Samtalerne med hende, hvorledes han, da han gjorde Afskedsbesøg for at tiltræde en Rejse til Italien bad om Tilladelse til at kysse hende og fik den, hvorledes han samtidig bad om, at hun vilde modtage og opbevare for ham de Rejseskildringer, han sendte hjem. Ved Læsningen af disse syntes hun, at hun fik et meget bedre Indblik i hans Karakter end ved hans Besøg. Roland var et Arbejdsmenneske, og al Uvirksomhed var ham imod. Hans Rejser var derfor heller ikke Fornøjelses- eller Rekreationsrejser, men Studierejser og optog gerne den Del af hans Tid, som Arbejdet ved Skrivebordet ikke beslaglagde. Da han vendte tilbage fra Italien, antog Forholdet mellem ham og Manon Phlipon Karakteren af et fortroligt Venskab, saaledes som det kan findes mellem to Personer af samme Køn. Hun saa op til ham, fordi han var saa retsindig af Tankegang, saa streng i sine Principer, saa alvorlig og ubestikkelig, som Oldtidens Republikanere stod beskrevne hos Plutorch, og som hun fra sin Barndom havde sværmet for dem. Han havde i hendes Øjne - siger hun selv - intet Køn, han var kun
Filosofen og Forstandsmennesket. Da han anholdt om hendes Haand, sagde hun ja, ikke fordi hun elskede ham, men fordi hun agtede ham mere end nogen anden Mand, hun til den Dag havde kendt. Og denne Agtelse bevarede hun hele Livet igennem, selv da der kom en Tid, da hun lærte den Lidenskab at kende, som hun vel i sin Ungdom havde anet og drømt om, men ikke mærket ringeste Gnist af i den Følelse, der forenede hende og hendes Ægtefælle.
Første Aar af deres Samliv tilbragte de i Paris, hvorhen Roland blev kaldt i Anledning af, at der var udstedt nye Reglementer for Manufakturerne, Reglementer, som Roland, der var udpræget Frihandelsmand, bekæmpede af alle sine Kræfter baade i Skrift og Tale.
I sit Ægteskabs første Aar var Madame Roland paa én Gang sin Mands Husholderske og Sekretær. Han brugte hende som sin Kopist og Korrekturlæser, og hun opfyldte dette Arbejde med en Ydmyghed, som hun senere ikke selv kunde lade være at smile af. Dengang nærede hun en saadan Ærbødighed for sin Mand, at hun med Glæde underkastede sig ethvert af hans Ønsker, og aldrig vovede at udtale en Særmening, endnu mindre at sige ham imod.
Da Roland paatog sig at skrive et større Afsnit af Enkyklopedien, maatte hun tilbringe det meste af sin Dag i hans Arbejdsværelse for at hjælpe ham. Roland var tilmed svag af Helbred og krævede i deres første Ægteskabs Aar en omhyggelig Pleje, som hun ogsaa af hele sit Hjerte gav ham. Han befandt sig vel derved og elskede hende for de Ofre, hun bragte ham; hun elskede ham paa sin Side for de Krav, han stillede til hendes Offervilje og Hengivenhed. „Disse Aar," siger hun, „var Arbejdsaar og prægede af den alvorlige Lykke, som vindes gennem Pligtopfyldelse."
Et Aarstid efter deres Giftermaal fødte hun en Datter, deres eneste Barn, som hun lige til den Dag, hun blev fængslet, plejede og opdrog med den inderligste Ømhed.
1784 blev Roland Generalinspektør over Manufakturerne og Fabrikerne i Lyon, hvor Familien derfor tog Bopæl. Hun gjorde i de følgende Aar flere Rejser med sin Mand og brugte paa disse sine Øjne og Øren godt, hvor hun kom frem. Det var dog først og fremmest de forskellige Folks Institutioner hun ønskede at kende og de Love, som sikrer Folket dets Rettigheder.
Ved Synet af Englands veldyrkede Marker sagde hun: „Man føler, at hvert eneste Mennesker her, hvem han saa er, regnes for noget, og at en Haandfuld Rigmænd ikke udgør Nationen."
Imidlertid nærmede den store franske Revolution sig og varslede paa flere Maader sit Komme. Ludvig XVI s Kongemagt var at ligne med et Skib uden Ror, der hverken kunde modstaa Stormene eller skaffe sit Flag respekteret.
Fra sit afsides Hjem i Omegnen af Lyon havde Madame Roland med største Spænding fulgt Begivenhedernes Udvikling i Paris: Sammenkaldelsen af Rigsstænderne i Versailles, Nationalforsamlingen, Bastillens Ødelæggelse, Menneskerettighedernes Erklæring. De udskrevne Valg til den lovgivende Forsamling bragte hende omsider midt op i Begivenhederne. Lyon valgte Roland til at repræsentere dens finansielle og industrielle Interesser i den lovgivende Forsamling, hans Hustru fulgte ham til Paris. Hun skriver: „Jeg ilede til Forsamlingens Møder, jeg saa den mægtige Mirabeau, den mærkelige Cazalés, den dristige Maury, den kolde Barnave. Jeg bemærkede med Foragt paa de „sortes" (Højres) Side den Godtkøbs Overlegenhed, som man træffer hos Folk, der er vant til at repræsentere, som taler et slebent Sprog og har fornemme Manerer; men den Styrke, som Forstanden og det Mod, som Retskaffenheden giver, den filosofiske Begavelse, den Sagkundskab, som hentes i Studereværelset, og den Veltalenhed, som tilegnes bag Skranken, maatte sikre dem Sejren, som sad paa venstre Side, forudsat, at de alle var rene af Hjerte og formaaede at holde sammen."
Paa venstre Side sad Forsamlingens betydeligste Mænd og aandfuldeste Talere, de Mænd, som Historien har givet Fællesnavnet Girondinerne, og til hvem Ægteparret Rolands Navn saa uløselig skulde knyttes, at det med Rette er bleven sagt, at Girondinerne hverken i Medgang eller Modgang har haft mere trofaste Støtter, mere overbeviste Tilhængere, mere uforfærdede Forsvarere, mere trofaste Venner end Roland og hans Hustru.
