« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden og Krigen
Af Carrie Chapman Catt, Præsident for Kvindernes internationale Kvindevalgretsalliance.
Mr. Steyn, som var Præsident i Pristalen Orange paa Boerkrigens Tid, fortalte mig, da jeg besøgte Sydafrika, at Kvinderne rundt paa Gaardene i Transwaal og Fristaten Orange i ét Aar frembragte nok af Føde og Hjælpemidler til at underholde Hæren paa Feltfod i tre Aar.
Jeg kom i Tanker om denne Udtalelse ved Førsteminister Vivianis Appel til Frankrigs Kvinder. Han opfordrede dem til at fuldende det Høstarbejde, som Mændene havde maattet forlade, da de kaldtes under Vaaben.
„Hveden er ikke slaaet," sagde han, „og Vinhøstens Tid nærmer sig. Jeg beder jer at holde Livet i Gang paa vore Marker, fuldende dette Aars Høst og berede Jorden til næste Høst."
Amerikanske Turister, som flygtede til London for hurtigst mulig at slippe bort fra Krigens Omraade, skriver, at paa hver Vej i Frankrig saa man Kompagnier af unge Mænd marschere til Fronten, medens paa hver Mark hulkende Kvinder sled af alle Kræfter for at udføre det Arbejde, Mændene havde maattet forlade. De behøvede ingen Appel fra Førsteministeren. De er allerede i Færd med at gøre det Arbejde, som Kvinder i alle Lande har gjort i Krigstider: Kvinders Arbejde plus Mænds Arbejde.
Med Hjerter tunge af Angst, uden nogen Inspiration af Menneskemasser, af Musik, af patriotiske Opraab, af Heltegerninger, af Lyst til Eventyr, bærer de Byrderne, saa godt de kan. Hvis ikke Kvinder i Mark, Fabrik og Butik tog den Gerning op, som Mændene har lagt ned, hvis ikke de skaffede Føde til Hæren og Pengeafgifter til at betale de uhyre Krigsomkostninger, vilde enhver Nation gaa til Grunde, selv om hver eneste Soldat var en Alexander eller en Napoleon.
Mænd, som har haft den Gave at kunne skelne virkelige Tilstande ud fra forudfattede Teorier, har længe indrømmet denne Kendsgerning, men det blev den tragiske Boerkrig forbeholdt at levere et Bevis tydeligt nok til, at alle kunde se det.
Englænderne oprettede „Concentrationslejre", og samlede i disse Lejre Kvinderne og Børnene fra Gaardene. Derved stoppede de selv op for den Kilde, som skulde tilføre Hæren Føde og Klæder paa en mere virkningsfuld Maade, end nogen Erobrer i Historien før har gjort det.
Denne tragiske Foranstaltning bragte imidlertid ikke Krigen til en hurtig Afslutning. Den store amerikanske Filosof, Benjamin Franklin, siger: „Krigene betales ikke i Krigstid, Regningen kommer bagefter."
Da Krigen var forbi, og Boernes Tab af Menneskeliv blev opgjort, viste det sig, at 4000 Mænd havde mistet deres Liv paa Valpladsen, men 20,000 Kvinder og Børn var døde i „Concentrations-lejrene".
Overfladiske Modstandere af Kvinders Valgret paaberaaber sig det sædvanlige Argument, at Kvinder ikke kan gaa i Krig. De kan gaa i Krig, og de har gaaet i Krig gennem Aarhundreder, men dersom de gik i Krig, hvem skal saa holde Nationen oppe? - Hvad har de at kæmpe for?
Gudskelov, de ikke ofte gaar til Fronten. I de rolige alvorlige Øjeblikke hjemme lærer de at forstaa Krigens uhyre Omkostninger, som Mænd aldrig har forstaaet dem, og en Dag vil alle Verdens Mødre som med én Røst nægte at give deres Sønner til Kugleføde for at tjene en Konges Griller eller falske Forestillinger om Nationens Ære.
Dersom retslig Afgørelse er bedre end Tvekamp, dersom Stemmeafgivning er bedre end store Feltslag til at afgøre nationale Vanskeligheder, saa er internationale Retter og internationale Parlamenter bedre end Krig.
Det er Stemmeret Kvinderne maa forlange, dersom de vil afskaffe Krigens Rædsler, Ødelæggelse og Barbarisme og indføre Fredens Velsignelser.
