« Tilbage til søgeresultaterne
Charlotte Klein
Tirsdag d. 27. Oktober fyldte Fru Charlotte Klein, Stifteren af Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, 80 Aar. Dansk Kvindesamfund tæller ikke faa Veteraner fra den Tid, som engang er blevet kaldt »Dansk Kvindesamfunds gyldne Tid«, Skolernes Tid; blandt disse straaler Navnet Charlotte Klein omkap med Navnene Caroline Testman og Mathilde Bajer. Alle disse tre Kvinder løftede hver paa sin Maade værdig Arven efter Mathilde Fibiger og Pauline Worm, og alle gaar de trods deres høje Alder den Dag i Dag aandelig ukuede forrest i Kvindernes Frigørelsestog. Vi bragte for et Aar siden her i Bladet Fru Kleins Billede samt en Skildring af hendes Betydning for Dansk Kvindesamfund. Vi har i Anledning af hendes 80 Aars Fødselsdag bedt en af hendes gamle Elever om i »Kvinden og Samfundet« at skrive nogle Erindringer fra den Tid, hvor Fru Klein færdedes mellem den kvindelige Tegneskoles Elever som Lærer og Leder. De vil findes i Bladets næste Nummer.