« Tilbage til søgeresultaterne
Feministisk-militaristiske Drømmerier
Jeg drømte, at jeg bilede ud til Fredericiagades Kaserne og overrakte mit Kort til min Ven, Rigsdagsbudet.
»Dr. phil. A. Fraenkel? - Kun et Interview paa ti Minutter,«. sagde jeg.
Budet satte en betænkelig Mine op. »Det gaar vist ikke,« svarede han, »her har allerede været op imod en Snes Damer for at tale med Doktoren; og saa render de her med Buketter fra alle Kvarterets Blomsterforretninger. - Sa’ jeg det ikke nok? Der har vi en til!!«
En uniformeret Mandsling viste sig bag Glasdøren, slæbende paa en Kæmpebuket med Dannebrogsbaand helt ned til Gulvet.
Budet vinkede ham ind. »Anden Dør til højre,« kommanderede han; »bare lige ind og læg fra Dig.« Saa henvendt til mig med et naadigt Nik: »De kan jo kigge paa Blomsterne derinde et Øjeblik, saa skal jeg se, hvad jeg kan gøre for Dem.«
Det lille Modtagelsesværelse, hvor jeg saa tidt med bankende Hjerte havde ventet paa en af Folkets Udkaarne, var i Dagens Anledning forvandlet til et Drivhus. Blomster i Vindueskarmen, Blomster paa Bordet, Blomster paa alle Stole. Luften var kvalm af deres sygnende Aande. Mit Sind var dog for højspændt af Forventning om, hvad dette Interview vilde bringe, til at jeg kunde skænke disse Offergaver mere end en forbigaaende Opmærksomhed.
Jeg fjernede en Buket fra en Stol og lod mig synke ned paa den med Fingrene i Ørene og Blikket fæstet paa Døren, som snart skulde aabne sig for Øjeblikkets Mand. Med den yderste Viljesanspændelse anstrengte jeg mig for at samle alle mine Tanker om det Ord, som den frygtelige Doktor i Skæret af Verdensbranden havde skrevet advarende paa Tidens Væg: Feminisme. Europa feminiseret, d. v. s. blødagtiggjort, kulturelt udmarvet og magtstjaalet, berøvet alle de herlige Egenskaber, som fra Arilds Tid har været Mandens Særeje: Aabenhed, Djærvhed, Mod og Sandruhed. - Jeg hamrede mine Knoer ind i Tindingerne for at hjælpe paa min Hukommelse - Handledygtighed og Kraft - mere endnu - Nøjsomhed, Arbejdsomhed, Udholdenhed, Pligttroskab - det fik aldrig Ende. Gudskelov for Kvinderne! Dem var man da hurtig færdig med; man behøvede blot at tænke paa alle de modsatte Egenskaber, saa havde man deres Skudsmaal: Lumskhed, Feijghed, Svaghed, Løgnagtighed, Dovenskab - det gik ligesom Fod i Hose - Ødselhed, Ustadighed. -
Jeg naaede ikke videre; Døren gled tilbage og gav Plads for Forfatteren til Artiklen: Feminisme og Militarisme.
Han blev et Øjeblik staaende paa Tærskelen og lod sit Blik prøvende vandre frem og tilbage mellem mig og det lille Visitkort, han holdt i sin Haand. »Redaktøren af »Kvinden og Samfundet«,« sagde han med en Krusning af sin Tænkerpande. »Tør jeg spørge, hvad jeg skylder den Ære?«
»Det er Deres Artikel i »København« om det ferminiserede Europa -« begyndte jeg.
Han afbrød mig med en overdaadig Haandbevægelse i Retning af Blomsterofrene paa Stole og Borde. »Danmarks Kvinder har, som De ser, allerede givet mine Udtalelser deres Tilslutning paa den skønneste Maade.«
Jeg smilede ironisk. »Antistemmeretskvinderne har »aabenbart misforstaaet Deres Ord og taget dem til Indtægt for deres forbenede Anskuelser. Dansk Kvindesamfund derimod opfatter Deres Artikel som et knusende Slag rettet mod det Afgudsbillede, der dyrkes af Mændene under Navn af sand Kvindelighed. Ligesom Militarismen er et Vrængbillede af virkelig Mandighed, saaledes er ogsaa den Feminisme, De brændemærker, en Karikatur af den virkelige Kvindelighed. Den feminine Kvinde er et Produkt af mandligt Overmod og kvindelig Afmagt. Hun er, om jeg maa udtrykke mig billedlig, Slangen, som planter sin Gifttand i den Hæl, som vil knuse hende.«
Doktoren rev sit Ur op af Vestelommen. »De bad om ti Minutters Samtale, højstærede, og de tre er allerede gaaede. Tillader De nu ogsaa mig at sige et Par Ord? - Altsaa, for at blive i Billedet: fordi Manden betænkte sig paa at træde til med sin Hæl, fik Kvinden Tid til at forgifte ham. Det er Frants den 1ste, vi kan takke for den Suppedas, vi nu sidder i; han var mere Ridder end Mandfolk. Disse Dages 42 Centimeters Mørser-Militarisme er i Virkeligheden Mandskulturens Reaktion mod Kvindegiften, heri ser jeg Militarismens kulturelle Værdi, ja, jeg betænker mig ikke paa at sige: dens Mission, thi set paa Baggrund af den overhaandtagende Feminisme har Militarismen ogsaa sin Berettigelse.«
»Jeg synes, Doktoren nævnede Frants den 1ste af Frankrig?« vovede jeg forsigtig at indskyde.
Han nikkede med en dyster Mine. »Ja, Frants d. 1ste, som ikke var et videre lyst Hoved, gjorde ulykkeligvis en Opdagelse, han opdagede Kvinden. Det har andre Mandfolk gjort baade før og efter ham, men de var kloge nok til at tie med deres Opdagelse, han var dum nok til straks at udbasunere sin. Jeg ser heri en direkte Anledning til den uhyre Rolle, Kvinden spiller i vore Dage baade socialt og politisk.«
Han lod med et bekymret Suk Uret gaa til Bunds i Vestelommen igen.
»Tror Doktoren ikke,« vovede jeg atter, »at det ikke saa meget var Kong Frants som hans kloge Søster, Margrete af Navarra, der i sin Tid henledte Opmærksomheden saa stærkt paa Kvinden?«
Han sendte mig et mistænksomt Blik. »Meget muligt, men han burde ikke have tilladt det. De ser jo nu selv Følgerne.«
»Ja, men tror Doktoren ikke, at alt havde set anderledes ud nu, om Margrete, som jo dog var meget klogere end sin Broder, havde siddet paa Frankrigs Trone i Stedet for at skrive galante Noveller, eller om alle hendes Lige blandt Kvinderne havde faaet Lov til at præge Samtiden med deres egne gode og stærke Egenskaber, i Stedet for at gøre sig til Herrer over Mændene ved at tilpasse sig efter deres Svagheder?«
»De fem Minutter er allerede gaaede,« sagde han uden at indlade sig paa at svare »Jeg er kommet for at lade mig interviewe, ikke for at høre paa et kvindesaligt Foredrag. Lad mig lige saa godt sige Dem det først som sidst, jeg er ikke Deres Forbundsfælle, jeg er tvertimod en inkarneret Modstander af Kvinders Indflydelse udenfor Hjemmets Tærskel. Naar jeg har stemt for Kvinders Valgret, var det kun af partimæssige Hensyn. Jeg anser en saadan Reform for skæbnesvanger, for Europas Fremtid. Den vil udmarve Mandens Kraft, inficere ham med Blødagtighed, Forfængelighed, Fejghed, Løgnagtighed og andre specifik kvindelige Egenskaber, og samtidig fortrænge hans mandlige Særegenheder: Nøjsomhed, Udholdenhed Pligttroskab, Arbejdsomhed...«
Mælet svigtede ham, og han kom til at hoste voldsomt.
»Tag Vejret,« sagde jeg venlig og fyldte ham et Glas af Vandkaraflen paa Bordet. - »Kender De Madam Hansen i Adelgade?«
Han rystede fortrædelig paa Hovedet, kæmpende med sin Hoste.
»Madam Hansen med de otte Børn og den fordrukne Mand,« blev jeg ved. »Hun vasker Trapper om Dagen og ruller Cigarer om Natten. Hun forsørger sin Stodder af en Mand, opdrager sine Børn til nyttige Samfundsborgere og betaler alligevel Huslejen paa Klokkeslet. Præsten synes, hun skal gaa lidt mere i Kirke, men hun har kun Søndag Formiddag til at sørge for »Klunset«, siger hun. Til politiske Aftenmøder gaar hun derimod, naar hun kan se sit Snit, især hvis der tales om Kvindens Rettigheder. Det bekommer hende lige saa godt som et helt Maaltid Mad, siger hun, for det lærer hende at tro paa, at det snart vil dages for hende og hendes Lige.«
»Tør jeg gøre Dem opmærksom paa, at vi kun har tre Minutter igen,« sagde Doktoren, tilsyneladende ganske upaavirket af Tilfældet: Madam Hansen.
Jeg rykkede min Stol nærmere.
»Men saa kender De dog visit Kommunelærerinde Frk. Danielsen? - Hun underviser 40-50 Timer om Ugen, retter henved 100 Stile i Aftentimerne, ernærer mestendels sine gamle Forældre, er Medlem af Værgeraadet og Kasserer i en Kvindeforening, ofrer sin halve Søndag paa gratis Arbejderundervisning og forestaar i Sommerferien en Feriebørnskoloni.« -
»Men er De rasende! Hvad kommer Madam Hansen og Frk. Danielsen mig ved? Tror De, at det er dem, jeg har skildret i min Artikel? - eller at det var dem, som Frants d. 1ste opdagede og inficerede Europas Kultur med? -«
Jeg strakte Hænderne bønfaldende ud imod ham.
»Giv Madam Hansen i Adelgade og Kommunelærerinde Frk. Danielsen politisk Valgret,« bad jeg, »og disse Kvinder vil tilføre Samfundet netop Egenskaber som: Arbejdsomhed, Nøjsomhed, Pligttroskab, Udholdenhed ...«
Han fo’r op af Stolen, saa den væltede.
»Har jeg ikke allerede sagt Dem, at disse Egenskaber er specifik mandlige Dyder, som Kvinderne ikke har Spor af Ret til at befatte sig med? - Men det er ørkesløst at fortsætte denne Samtale, de ti Minutter er forbi, jeg skal ind til Finanslovsdebatten.«
»Og Grundlovssagen, - hvorledes gaar det med den?«
Han svarede kun med en affærdigende Haandbevægelse og gik mod Døren.
Jeg fulgte ham i Hælene. »Vil Deres Parti stille Forslag om Kvinders Valgret alene, hvis Grundlovssagen gaar i Stykker?« spurgte jeg aandeløs.
Han vendte sig med Haanden paa Dørlaasen, et dæmonisk Smil delte hans Ansigt over Tvers. «Hør da mit sidste Ord i denne Sag. Vel er jeg ikke Militarist, og vel ønsker jeg mit Land alle Fredens Velsignelser, men dog siger jeg, kan det lykkes denne Krig, med sine 42 Centimeters Mørsere at lukke Munden paa samtlige Kvindeprædikanter baade ude Og hjemme, saa mener jeg, at den har haft sin kulturelle Mission.«
»Forræder!« skreg jeg og styrtede efter ham ud paa Gangen, hvor jeg løb lige i Armene paa min Ven Rigsdagsbudet.
»Skaf mig Højres Formand i Tale øjeblikkelig!« raabte jeg ham ind i Ansigtet. Rigsdagsmændene begyndte at stimle sammen om os. Doktoren var ikke mere at øjne.
»Hvad bliver det til med Kvindernes Valgret?« spurgte jeg de omstaaende.
»De gaar jo i Søvne,« sagde idet samme en alvorlig Røst, og Niels Thomasius Neergaard saa mig stift i Øjnene. »Gaa hjem og sov videre til den store »treuga dei« er forbi.«
»Den sluttede med forrige Rigsdagssamling« indvendte jeg.
»Der er udstedt en »treuga belli«.«
»Og Kvindernes Vexel?«
»Prolongeret paa ubestemt Tid ved et Krigsmoratorium.«
Jeg styrtede med et Skrig til Jorden, blev liggende og - sov videre.
