« Tilbage til søgeresultaterne
Jeanne Marie Roland
III.
Det var d. 20. Februar 1791, at Ægteparret Roland kom til Paris. Efter 5 Aars Fraværelse gensaa Madame Roland igen sin Fødeby; dette Gensyn skulde blive skæbnesvangert for hende. Den første af Øjeblikkets Mænd, hun her gjorde Bekendsskab med, var Girondinernes - eller som de dengang kaldtes, - Brissotinernes Fører, Forfatteren og Journalisten Brissot, med hvem hun og hendes Mand allerede havde staaet i Korrespondance, og han førte dem igen sammen med de berømte Revolutionsmænd, Pétion, Buzot og Robespierre. Snart blev hendes Hus et Samlingssted for Girondens Mænd, over hvem hun ved sin indtagende og inspirerende Personlighed kom til at udøve et blivende Herredømme.
Hun var dengang 37 Aar. Camille Desmoulins, der ligesom Danton aldrig kom til at høre til hendes Vennekreds, sagde om hende, at han ikke kunde forstaa, hvorledes hun i hendes Alder og med saa ringe Skønhed kunde erhverve sig Tilbedere. Men Ordet Tilbedere passede heller ikke paa det Forhold, hvori hun stod til de Mænd, som droges til hende. Hun havde, som hun siger, mere Sjæl end Ansigt, mere Skønhed i Udtryk end i Træk. Det var ikke hver Mands Sag at tænde Glimtet i hendes Øjne eller Smilet om hendes Mund. Overfor Mænd som Camille Desmouline og Danton var hun kold og indesluttet, ja, den sidste endte hun med at hade med et næsten fanatisk Had. Naar Gironden senere paa et Tidspunkt, hvor Danton i sin Politik søgte at nærme sig den, afviste ham til Skade for sig selv, da er der Grund til heri at spore en Indflydelse fra Madame Rolands Side.
Camille Desmoulins havde spottet over, at hun holdt »Hof«, hun protesterede herimod: »Jeg hader lige saa meget Kurmagere, som jeg foragter Slaver, og jeg forstaar udmærket at afvise Komplimenter. Det, jeg ikke kan undvære, er Agtelse og Velvilje; man maa godt lade være at beundre mig, men man maa skænke mig Opmærksomhed og holde af mig.« Saaledes var hendes Forhold til de Mænd, som søgte hendes Selskab; - og dog var der en blandt dem for hvem hun var mere end en god Ven, for hvem hun til Trods for sine 37 Aar var den tilbedte, udkaarne Kvinde, og det var den 6 Aar yngre Buzot, om hvem hun i sine politiske Portræter skriver, at han var det blideste af alle Mennesker i Forholdet til sine Venner, men Skurkenes haardeste Modstander. Der er heller ingen Tvivl om, at hun ogsaa paa sin Side omfattede ham med Følelser, som var langt udover en almindelig Vens, skønt deres Forhold ikke har givet Roland nogen Anledning til Beklagelse.
Det ligger nær at tro, at Madame Roland med alle sine aandelige Interesser og alle de Krav, der baade fra hendes Mands og hans Venners Side stilledes til hende, ikke kunde gøre Fyldest, som det man i Almindelighed forstaar ved en god Husmoder. Dette var imidlertid ingenlunde Tilfældet, hun hørte til de Mennesker, som forstaar at udnytte deres Tid til forskellige Formaal. Hun siger selv herom: »Jeg kan ikke forstaa, at de huslige Pligter kan fuldstændig optage en Kvinde med Ordenssans og Virkelyst, hvor stort saa hendes Hus er, thi hvor der er flere til at udføre dette Arbejde, drejer det sig kun om en fornuftig Arbejdsdeling og en Smule Agtpaagivenhed. Der skete intet i mit Hjem, uden at jeg havde givet Besked derom, og selv om Husvæsenet stillede store Krav til mig, tog det mig dog ikke mere end et Par Timer af min Dag. Man har altid Tid ledig, naar man forstaar at beskæftige sig, det er Folk, som ingen Ting bestiller, der aldrig har Tid. Jeg har kendt Kvinder, som man vil kalde gode Husmødre, der var ganske utaalelige for alle andre, selv for deres egne Mænd, fordi de var evig optagne af huslige Smaatterier. Jeg ved intet saa kedsommeligt, som disse latterlige Bekymringer, og intet saa egnet til at gøre en Mand forelsket i alle andre end sin egen Kone. Hun kan forekomme ham god nok som Husholderske, men hun kan ikke berøve ham Lysten til at søge sine Glæder andre Steder. Jeg forlanger, at en Kone skal holde sit Linnedskab og sin Garderobe i god Stand eller sørge for, at det sker, at hun skal passe sine Børn, styre sit Køkken selv eller ved andre, uden at tale derom, at hun skal inddele Dagens Timer saa fornuftigt, at hun faar Tid ogsaa til andre Ting, og at hun skal virke lige saa tiltalende ved sit gode Humør som ved sine ydre kvindelige Egenskaber. Jeg har haft Lejlighed til at iagttage, at det forholder sig paa samme Maade med Statsstyret som med Husstyret: De berømte Husmødre, som altid fortæller om deres Arbejde, lader enten meget ligge ugjort eller udfører det til Pine for deres Omgivelser. De snaksomme, altid optagne Statsmænd gør kun et saa stort Nummer af deres Vanskeligheder, fordi de har ondt ved at overvinde dem, eller ikke har nogetsomhelst Begreb om at regere.«
De deputerede af Rolands Gruppe i Forsamlingen plejede at mødes fire Gange om Ugen i hans Hjem, og Madame Roland var meget tilfreds hermed. Paa den Maade fik hun Lejlighed til at følge de politiske Begivenheder, som saa levende optog hende og fik samtidig Lejlighed til at Studere disse fremragende Personligheder paa nært Hold, uden dog selv at blande sig i Forhandlingerne, thi som hun skriver: »Jeg kendte den Rolle, som tilkom mit Køn, og jeg svigtede den aldrig.«
Hun opholdt sig i samme Stue som sine Gæster, sad ved et Bord lidt til Siden, beskæftiget enten med et Haandarbejde eller med et af de Breve, hun expederede i Egenskab af sin Mands Sekretær. »Men selv om jeg havde 10 Breve at besørge, gik der ikke et Ord tabt for mig af Diskussionen, og det kunde hænde, at jeg maatte bide mig i Læben for ikke at komme til at sige min Mening.« Og mens hun saaledes sidder tavs og beskeden, gør hun i al Stilhed den Opdagelse, at disse højt begavede Mænd, som synes hende skabte til at bære den nye Tid frem paa deres Skuldre, de kan godt sidde og snakke 3-4 Timer bort uden at faa et eneste Resultat ud af deres Forhandlinger. De kan hver for sig fremsætte fortræffelige Principer, komme med gode Idéer, aabne et og andet nyt Udsyn, men de gaar ikke frem som samlet Trop ad en af stukken Vej mod et bestemt Maal. Deres timelange Samtaler løber ud i det resultatløse. Hun gribes undertiden af Utaalmodighed over disse Mennesker, og hendes Ærgrelse giver sig et Sted i Erindringerne Luft i følgende Udbrud: »Jeg kunde gribes af Lyst til at varme deres Øren, disse Vismænd, som jeg dog for hver Dag lærte at agte mere for deres Retskaffenhed og deres Hensigters Renhed. De var jo fortræffelige Ræsonnører allesammen, Filosoffer og kloge Politikere i en Diskussion, men de forstod sig ikke en Smule paa at lede Menneskene og derigennem skaffe sig Indflydelse i en Forsamling; de strøede deres Viden og Aandfuldhed ud for alle Vinde.«
Og dog elskede hun disse Mænd med alle deres Dyder og Svagheder, elskede dem med noget af en Moders gennemskuende, uselviske Kærlighed og betænkte sig ikke paa, da det kom dertil, at gaa med dem over Dødens Tærskel, fordi der ikke gaves hende andet Valg end at frelse sig selv eller dele Skæbne med dem.
Der gik dog ogsaa ved Sammenkomsterne i hendes Stuer en Mand omkring, som hun vel ikke omfattede med det samme Venskab som de andre, men som hun studerede med ikke mindre Interesse - denne Mand var Robespierre.
Hun tilgav ham - skriver hun - hans daarlige Udtryksmaade og hans kedsommelige Optræden, fordi hun ansaa ham for en retskaffen Mand. Men hun lagde Mærke til, at han gerne holdt sig for sig selv, hørte paa de andres Meninger, men sjældent fremsatte nogen selv, derimod fik hun mere end en Gang at vide, at han Dagen efter en saadan Sammenkomst havde høstet Bifald i den lovgivende Forsamling for Udtalelser, som han havde hørt fremsætte i den Rolandske Kreds. Man tilgav ham dog i Reglen denne Handlemaade, fordi man skrev den paa hans sygelige Forfængeligheds Regning. »Aldrig saa man om Robespierres Læber et tillidsfuldt Smil,« skriver Madame Roland; »altid var de fortrukne af et bittert Smil, som skyldtes Misundelse, men gav sig ud for Foragt.«. Dog respekterede hun ham for hans glødende Iver og for den Haardnakkethed, hvormed han forsvarede sine Meninger paa en Tid, hvor der hørte Mod til at være Folkets Forsvarere. Denne hendes Sympati undgik ham ikke, og selv den Gang han begyndte at trække sig ud af den Rolandske Kreds, kom han undertiden og bad, om han maatte spise til Middag hos hende. Lidet anede hun da, at denne Mand, som hun af Medlidenhed gjorde sig Umage for at vise Venlighed, om et Par Aar Skulde sende hende til Skafottet, at hun en Gang skulde skrive om ham:
»Denne Robespierre, som jeg en Tid troede var en retskaffen Mand, er et frygteligt Væsen. Hvor lyver han dog for sig selv! Hvor elsker han dog at se Blod!«
