« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejde frem for Understøttelse
Undertegnede Udvalg, der er nedsat af danske Kvinders Nationalraad med det Formaal at søge at hjælpe arbejdsløse Kvinder til at faa Arbejde, henvender sig herved til Syforeninger og lignende Institutioner med en indtrængende Bøn om at lade deres Arbejde udføre af lønnede Syersker og Strikkersker i Stedet for som ellers af frivillige Kræfter.
Vi anerkender fuldt ud den smukke Tanke, der ligger til Grund for dette frivillige Arbejde; men vi beder Dem betænke, at der iaar er en meget større Arbejdsløshed end sædvanlig, ikke mindst blandt Kvinder, og at det for Samfundet som for den enkelte er af største Vigtighed, at saa mange som mulig kan holdes oven Vande ved, at man skaffer dem Arbejde.
Hvis Deres Forening ikke ser sig i Stand til at skaffe de tilstrækkelige Pengemidler til at betale Løn for Arbejdets Udførelse, beder vi Dem meddele os, om De vilde være villig til at overlade os Deres Materiale (Garn, tilskaaret Stof o.s.v.) til Forarbejdelse ved lønnede Kræfter, idet De saa senere vil faa de færdige Stykker tilbage til Uddeling. Samtidig beder vi Dem venligst meddele, hvormeget omtrent Deres Materiale beløber sig til samt den seneste Tidsfrist for Tilbageleveringen.
Henni Forchhammer
Ingemannsvej 3 B.
Louise v. Rosen
Vodroffsvej 46.
Elna Nygaard f. Dahlberg
cand. polyt. Amaliegade 28.