« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Stilling i Birma
(Sluttet.)
Mænd, der er under Tøflen, er ingenlunde sjældne i Birma, og selv Kong Theebow, den sidste birmanske Konge, maatte tjene som Eksempel i den Retning. Han var den eneste af de birmanske Konger, som kun havde én Hustru. Dronningen tillod ham ikke at have flere, og hun og hendes Moder var i Virkeligheden dem, som regerede Landet.
Birmansk Lov tillader Polygami, men det praktiseres ikke, da det anses for en Skam, om en Mand har mere end én Hustru. Ægteskab med Moder, Datter, Halvsøster, Tante, Bedstemoder og Sønne-eller Datterdatter er ikke tilladt. Derimod kan en Søn gifte sig med sin Stifmoder. Det siges udtrykkelig i Dammathat
De fleste Mænd gifter sig, naar de er 18-19 Aar, Pigerne, naar de er 13-14. Hos os er det Kvinden, der medbringer Udstyret, og hun tager Bolig i Mandens Hjem, men i Birma er det Manden, der drager til Brudens Hjem, og han maa medbringe et standsmæssigt Udstyr fra sin Familie. Naar en ung Mand har faaet Kærlighed til en Kvinde, er det første, han gør, at sende nogle gamle Mænd hen at tale med hendes Forældre om Sagen. Er de og deres Datter tilfreds med Partiet, kommer Giftermaalet straks i Stand, og Brudgommen drager da, ledsaget af Slægt og Venner, til sin Svigerfaders Hus, hvor han bliver boende i tre Aar. Naar de tre Aar er gaaet, kan han tage sin Hustru med sig og rejse hen, hvor han vil. Er Hustruen eneste Datter, bliver de som Regel boende til Forældrene dør. Ofte hænder det ogsaa, at Giftermaal indgaas uden Forældrenes Samtykke, ja, endogsaa mod deres Villie. Den birmanske Lov tillader ingen Tvang i de Sager, men lader de unge frit følge deres Tilbøjelighed, ja, forbyder endogsaa al Modstand og alle Forsøg fra Forældrenes Side paa at tvinge deres Børn til forhadte Giftermaal. Formaliteterne ved Brylluppet er meget simple og kun af rent verdslig Art. Derimod spises og drikkes der meget ved en saadan Lejlighed. Dog kan det her bemærkes, at spirituøse Drikke ikke nydes ved denne saa lidt som ved nogen anden Festlighed i Birma. Birmanerne er jo Buddhister, og Buddhismen forbyder Nydelsen af Spiritus.
Uægte Børn findes saa godt som ikke, men det ligger vel for en Del i de tidlige Ægteskaber.
Ethvert Ægteskab kan uden videre opløses, da Lovgivningen ogsaa paa dette Punkt er meget liberal. Manden indfinder sig blot hos Byens Ældste og forlanger Skilsmisse. Der opsættes saa et Dokument, som Mand og Hustru underskriver, og dermed er den Sag i Orden. Hver beholder sine Ejendele. Er der Børn tilhører Sønnerne Faderen, Døtrene Moderen. Den af Parterne, der har forlangt Skilsmisse, forlader Hjemmet, mens den anden bliver boende.
Ægteskabet er i Birma en rent borgerlig Institution og behandles som saadan.
Den frie Stilling, som Ægtefolk staar i til hinanden derude, den lette Adgang til Skilsmisse o. s. v. har ikke ført til en Slappelse af Moralen paa dette Omraade, tværtimod den har kun ført til at knytte dem stærkere sammen. Skilsmisser er nemlig meget sjeldne.
Under det. første birmanske Felttog i 1825 blev en Englænder taget til Fange i Ava og sat i Fængsel, hvor han kom sammen med flere Englændere og Amerikanere. Da Myndighederne efter nogen Tids Forløb blev bange for, at Fangerne skulde undvige, blev de lænket sammen to og to. Disse Mennesker, som før havde levet i Fred og bedste Forstaaelse sammen, kunde nu, da de fik Lænkerne paa, ikke længere udstaa hinanden. Had og Fjendskab kom op hos dem.
Dette Træk illustrerer ganske Grundtanken hos Birmanerne med Hensyn til Ægteskabet. De vil, at det skal hvile paa Kærlighed og Hengivenhed og mener, at Forbindelsen bør hæves, naar disse Følelser ikke er mere. Et Ægteskab, hvor Mand og Hustru ikke er stillet frit og lige, anser de for en Lænke, der kun kan avle Had og Bitterhed. De elsker Friheden ogsaa i dette Forhold og taaler ingen Baand eller Dogmer.
Ægteskabets Lænker er vel altid, omend ikke med Rette, smedet i Religionens Navn, men herude har Ægteskab som saadant intet med Religionen at gøre.
Som ovenfor nævnt er de birmanske Kvinder meget virksomme. De kan væve, handle o. s. v., og der er let Adgang for dem til selvstændigt Erhverv; men om der vedblivende vil være det, er et andet Spørgsmaal. Tager vi Væveriet f. Eks, ja, saa er Forholdet nu ved at være dette, at Birmanerne foretrækker indførte Varer, engelske, tyske og japanske, da de ikke alene er finere, men ogsaa billigere end deres egne Bomulds- og Silkevarer. De fremmede Varer vil efterhaanden fortrænge de hjemlige, og den hjemlige Væveindustri vil forsvinde. Saa er der Handelen! Men der vil Kvinderne sikkert ogsaa glide ud. De egner sig kun til Smaahandel; men de smaa Handlende vil forsvinde. Bevægelsen gaar nemlig ogsaa derude stærkt i Retning af Stormagasiner. Kommer vi ind i saadan et engelsk Stormagasin i Rangoon, er der fuldt af Birmanere, der gør deres Indkøb her i Stedet for som tidligere at gaa til „Bazaren”. Stormagasinerne kan Kvinderne ikke lede, næppe nok Mændene heller foreløbig. En Forfatter har kaldt Birmanerne for en Høkerrace, og der er noget træffende heri.
De birmanske Kvinder vil i Fremtiden komme til at søge andre Erhverv for derigennem at bevare deres uafhængige Stilling.
