« Tilbage til søgeresultaterne
Jeanne-Marie Roland
V.
I den Tid, Roland anden Gang var Minister, saa Ægteparret to Gange om Ugen Politikere ved deres Bord. Den ene Dag var det Rolands Kolleger i Ministeriet, den anden Gang hovedsagelig deputerede og Embedsmænd fra Regeringskontorerne. Den overdaadige Luksus, som Madame Roland senere for Jakobinernes Skranke blev beskyldt for at have udfoldet ved disse Maaltider, hvor hun efter sigende som en anden Circe bestræbte sig for at forføre og bestikke dem, som en ulykkelig Skæbne førte til hendes Hus, eksisterede kun i Anklagernes Fantasi. Der blev siger og skriver aldrig serveret mere end en Anretning, Kurverternes Antal var gerne 15, men kunde undertiden stige til 20. Man satte sig til Bords Kl. 5, samledes efter Maaltidet inde i Salonen og skiltes Kl. 9.
Ugens øvrige Aftener tilbragte Roland og hans Hustru gerne alene sammen, thi paa Grund af Rolands mange Forretninger trak Middagen saa sent ud, at Datteren, Eudora, maatte spise før Forældrene sammen med sin Guvernante. »De, som har kendt mig dengang,« skriver Madame Roland i Fængselet, »skal vidne for mig, naar den Tid kommer, hvor Sandhedens Røst atter kan blive hørt; da er jeg maaske ikke mere, men jeg vil forlade denne Verden overbevist om, at medens Mindet om mine Bagvaskere vil drukne i Forbandelser, vil mit Navn undertiden mindes med Vemod.«
Danton, som dengang var Justitsminister, indfandt sig ogsaa i Begyndelsen ved Sammenkomsterne i det Rolandske Hus, men snart trak han sig tilbage, idet Kløften mellem ham og Girondinerne stadig uddybedes, og han efterhaanden helt gled over til deres Modstandere. Endskønt han mere end nogen af sine Kolleger en Tid havde benyttet sig af den Rolandske Gæstfrihed og ikke havde indskrænket sine Besøg til de sædvanlige Modtagelsesdage, men næsten hver Dag i Ugen havde indfundet sig enten for at tale med ham eller hende, havde Madame Roland fra første Færd følt en næsten instinktmæssig Uvilje imod ham. »Naar jeg saa paa dette frastødende og hæslige Ansigt,« siger hun, »ventede jeg mig alt af ham; jeg kunde ikke forbinde Idéen om et bravt Menneske med dette Ansigt.«
Man har ment, at hendes Bedømmelse af Danton var uretfærdig, men hvorledes det nu forholder sig hermed, er der dog vist ingen Tvivl om, at det for en stor Del skyldes hendes Uvilje, at Danton fra at have været Ægteparret Rolands daglige Gæst endte med at blive en af deres farligste Modstandere.
Roland følte sig mere og mere utilfreds med sin Stilling i Ministeriet og anmodede tilsidst Konventet om at vælge en anden Minister i hans Sted; men fra næsten alle Sider i Forsamlingen udtaltes det, at han burde have en Opfordring til at blive i Ministeriet. Da rejste Danton sig og protesterede heftig mod, at der rettedes en saadan Opfordring til Roland. Saa kunde man lige saa godt rette en Opfordring til hans Hustru om ogsaa at blive, for hun var lige saa meget Minister som sin Mand. Opfordringen blev ikke rettet, men Afskedsbegæringen blev paa den anden Side heller ikke modtaget. Roland besluttede sig da til at holde ud endnu nogen Tid, og høstede Konventets Bifald for denne Beslutning. Men fra den Dag af undte hans Fjender sig ingen Ro, og han var uafladelig Genstand for Overfald og uretfærdige Beskyldninger baade af Dantonisterne og af Marat i hans Blad »Folkevennen«.
»I Dag paa Tronen, i Morgen i Lænker, saaledes er de retfærdiges Lod under Revolutionerne,« skriver Madame Roland under Omtalen af den Trængselstid, som nu fulgte. Endnu en Tid stod Roland fast midt i det Uvejr, som hans Fjender rejste mod ham i Konventet. Han blev ved Styret, saa længe han mente, han kunde gøre nogen Nytte der, men da Konventets ydmygende Magtesløshed for hver Dag blev mere aabenbar, indgav han Dagen efter Ludvig d. 16.s Henrettelse sin Afskedsbegæring d. 22. Januar 1793, og denne Gang blev den modtaget. Samtidig med, at han trak sig tilbage, offentliggjorde han sine Regnskaber som Minister, men disse punktlige og nøjagtige Redegørelser for hans Ubestikkelighed ophidsede kun Jakobinerne endnu mere imod ham, ja, Marat erklærede i »Folkevennen«, at Republikkens Rolighed krævede Rolands Hoved.
Fire Maaneder krævede Roland i Brev paa Brev til Konventet sin Sag undersøgt, men hans Breve blev lagte ulæste til Side. Madame Roland forudsaa nu, at en Katastrofe nærmede sig, og forlangte Passer for sig og sin Datter, for at de kunde forlade Paris og begive sig ud paa Landet, idet hun mente, det vilde være lettere for hendes Mand alene at unddrage sig sine Forfølgere end sammen med sin Familie. Ved Chikanerier fra hendes Fjenders Side blev Passernes Udstedelse forsinket, og da de endelig laa til Afhentning, var hun blevet Bytte for et heftigt Anfald af Nervesmerter og maatte holde Sengen flere Dage. Seks Dage gik, - den syvende beredte hun sig omsider til at gaa ud for at sikre sig sine Passer, men da lød Notre Dames Klokker over Paris og Alarmkanonen kaldte Borgerne under Vaaben. Krisen, hun længe havde ventet, var nu paa sit Højdepunkt, og skønt hun ikke ventede sig noget lykkeligt Udfald af den, hilste hun den dog som en Udløsning af den Spænding, hun i det sidste halve Aar havde levet under.
Samme Aften d. 31. Maj henvendte 6 bevæbnede Mænd sig i Rolands Bolig, og en af dem oplæste Arrestordre, udstedt af Revolutionskomitéen mod Roland. Roland nægtede at modtage den og sagde, at han anerkendte ikke den nævnte Komités Lovlighed. - Ordføreren erklærede da, at han vilde overbringe Kommunalraadet hans Svar og forlod Huset ladende sine 5 Kolleger tilbage.
Madame Roland forstod, at denne Opsættelse maatte benyttes til hurtig Handling. Hun meddelte sagte Roland, at hun vilde begive sig til Konventet og underrette det om hans paatænkte Arrestation for mulig derved at hindre dens Iværksættelse.
Derefter skrev hun et Brev til Præsidenten og forlod nu skyndsomt Huset, ganske som hun gik og stod, klædt i en Morgenkjole med et sort Sjal om sine Skuldre og tæt tilsløret. I en Lejekarosse ankom hun til Tuilerierne, hvor Konventet nu holdt sine Møder i den gamle Teatersal. Slotsgaarden var opfyldt af væbnede Mænd, og der stod Skildvagter ved i alle Døre, som nægtede hende Adgang til Mødesalen. Hun fik en af sine Venner blandt de deputerede til at love at forsøge paa at give hendes Brev i Præsidentens Hænder, men han kom straks tilbage og sagde, at Forsamlingen var i et saadant Oprør, at ethvert Forsøg paa at aflevere hendes Brev vilde være haabløst.
Først om en halvanden Time kunde der være Tale om igen at prøve. Hun besluttede da at tage hjem i Mellemtiden for at se, hvorledes det der stod til. Da hun kom til sin Bolig, havde Roland ad en Bagdør forladt Huset og havde begivet sig til Værten, som boede i Bagbygningen.
Hun søgte ham der, men han var allerede tyet et andet Sted hen, hvor hun omsider traf ham og underrettede ham om, hvorledes Sagerne stod. Derefter tilbage til Konventet, skønt Klokken var over ti og Lygterne begyndte at tændes. Da hendes Vogn kørte op for Tuilerierne, var Mødet hævet og hendes Plan dermed strandet. En Sansculot, som hun indlod sig i Samtale med uden at han kendte hende, fortalte, at Municipalraadet nu var bestemt paa at arrestere alle Girondinerne.
Hun skyndte sig tilbage til sin Vogn. Just som hun vilde stige op, trængte en lille Hund sig frem foran Fødderne af hende. Kusken spurgte, om det var hendes, og da hun svarede benægtende, tog han den op til sig paa Bukken. De kørte saa af Sted, men snart efter holdt de stille, og da Madame Roland, ængstelig for, hvad der kunde være paa Færde, spurgte, hvorfor de holdt, svarede Kusken: »Aa, det er den lille Hund, som er stukket af. Jeg havde tænkt at tage den med hjem til min
Dreng.« Det greb Madame Roland forunderligt midt i Øjeblikkets Alvor, at den Mand, hun havde til Kusk, var saa god en Mand og saa øm en Fader. »Søg at fange den,« sagde hun, »saa skal jeg passe paa den herinde i Vognen.« Hunden blev fanget og hun fik den ind til sig og glædede sig oprigtig over dens taknemlige Kærtegn, skønt den havde spildt hende flere Minutter af hendes kostbare Tid. - Hun havde gjort en 8-10 Trin op af sin Trappe, da en Mand dukkede frem i Mørket bag hende og bad om at faa Roland i Tale. Hun svarede, at han ikke var hjemme. »Jeg ved, at man vil arrestere ham endnu i Aften,« sagde Manden og skyndte sig bort igen efter at have forsikret hende om sine Hensigters Renhed. Madame Roland traadte ind i sin Lejlighed glad over at vide, at Roland ikke var der. Lidet anede hun, at da hun for godt og vel en Time siden skiltes fra ham, havde hun set ham for sidste Gang.
