« Tilbage til søgeresultaterne
Charlottenborg
Det paafaldende ved Efteraarsudstillingen i Aar er dens ungdommelige Præg, de unge Kunstnere, under Anførsel af »de 13« har næsten helt erobret Udstillingen, medens de dog venligst har overladt et Par at de Ældre nogle Pladser.
Det er i Grunden ganske morsomt saaledes at have de Unge for sig selv, da Interessen ligesom bedre faar Tid til at beskæftige sig med dem alene; deres mer eller mindre anerkendte Malermaader tager sig bedre ud i Forhold til hverandre, end paa Baggrund af de ældre Kunstneres hævdvundne Metoder.
At de arbejder med Flid og Energi, kan ikke nægtes, og glædeligt er det at se, hvor godt vore kvindelige Kunstnere følger med, ja, flere af dem viser endog betydelig Fremgang fra sidste Efteraarsudstilling uden dog at have vundet nye Synspunkter.
For at begynde med den, der mindst ligner sig selv, maa vi nævne Cathrine Svendsen, der møder op med 3 Billeder, helt forskellige, dog hvert med sine Fortrin. I den første Stue træffer vi paa »Foraar i Snoghøj Park«, hvor hun tager bredt og kraftigt paa Farve og Form, og om end det mørke, skyggefulde Parti staar ret grelt til det lyse, har hun naaet en udmærket saftig Foraarsfarve i den solfyldte Del af Billedet. Ogsaa »Vinduet« er et udmærket Billede med høje og varme Farver, men dog forekommer det os, at hendes bedste er Skitzen »Pladsen søges«. Et fint lille Stykke, hvor Farven i Modsætning til hendes andre Billeder er af en næsten hammerhøjsk Afdæmpethed. De graalilla Vægges brunlige Skygge samt Dørens Graa danner en herlig Baggrund, for den unge Piges kraftig grønne Kaabe med den graa Skindkrave og lægger samtidig Hverdagens Tone over Motivet: En ung Pige, der med sin lidt myge, let bøjede Stilling, ligesom ængstelig afventer sin Skæbne. Den zarte Profil tegner sig fint mod et Landskabs svagt tonede, graagrønne Skov. Som fjerde Farve optræder Rammernes afdæmpede gyldenbrune samt Kurvestolens mere fremtrædende lysebrune, underordnende sig det Hele og som sidste Raffinement er der anbragt en gulgrøn Pude i Stolen lige bag ved Hovedfigurens føromtalte stærkt grønne Kaabe; i det Hele maa man beundre Kunstnerindens Herredømme over sine Farver.
Ligesom den sidstnævnte har Hedvig Frydensberg et »Vindu«, fyldt med Blomster. Her er hun naaet saa højt op i Farverne, at det virker som en Akvarel; det er i det hele taget et smukt og roligt Billede, medens hun i de 3 andre Billeder, hvoraf de 2 er i fransk Maner, endnu forekommer noget søgende.
Ingeborg Frederiksen, hvis Billeder alle er fra Island eller Færøerne har paa en egen forstaaende Maade med rolige, douce Farver gengivet den stille, tavse Natur, hvor Husenes Spejlbillede uforstyrret hviler i Vandfladen. Især maa fremhæves »Pakhuse« fra Island og »Fra Stromø«.
En anden stilfærdig Malerinde er Harriet Fischer Jørgensen, der udstiller nogle mindre indholdsrige Stykker med rolige afstemte Farver der dog ikke forfalder til det sødladne.
Endvidere maa nævnes Gudrun Gram, der optræder med et ganske friskt Landskab, medens Gertrud Klem har et lidt tungt Billede fra »Havnen i Arild«.
Grete „Hammeleff giver endnu ikke synderlig Anledning til Omtale, og Karen Meisner Jensen synes ikke at have gjort videre Fremskridt; Elisabeth Neckelmann har en synlig Forkærlighed for gult, og hendes Farver er stadig temmelig massive.
Anna E. Munch møder med to smaa, men gode Billeder, hvor »Landevejen« med sin friske Luft absolut er det bedste og rigest paa Muligheder; ligeledes har den dygtige Marie Sandholt denne Gang kun to mindre betydelige, men fine landskabelige Stemninger.
I Sofie Petersens »Parti fra en Have« er det grønne, saftige Lys ganske heldigt; muligvis burde Else Schrøders »Udsigten fra mit Vindue« være holdt i en lysere Tone.
Heldigvis har Christine Swane ikke denne Gang helliget sig Blomsterne, men forsøgt sig i Landskabsmaleriet, som maaske vil passe hendes Anlæg bedre; hun er jo en Ynder af de stærke Farver, og har derfor heller ikke undladt at gøre sit Billede rigelig blaat. Som Dyremaler er Karen Thorn lidt uheldig; det forekommer os, at hun trænger til at studere Dyrenes Væsen mere indgaaende, for at faa os til at føle, at de er levende, men derimod er Farven i hendes »Gloxinia« flot anslaaet og af en kraftig Virkning, men heller ikke der har hun vist en dybere Interesse for Blomsternes Karakteristik.
Efter at Marie Ahlman i Aar har forladt Portrætstudiet for at forsøge sig i Blomstermaleriet, er der kun to Malerinder, der har kastet sig over dette Emne, nemlig: Lissen Ewald og Hilda Sehested. Ingen af dem hører til de absolut Udvalgte, men ved Flid og finere Iagttagelse og frem for alt lidt mere Kræsenhed i Valg af Farver vil den Første nok ved sin dygtigere Tegning naa hurtigere frem til et godt Resultat end vi tør love den Sidste. Endnu et Portræt har vi tilbage i Ellen Corinna Stiboldts henrivende Barnebillede, betegnet »Sommer«. Naar vi mindes hendes ret kedelige Ydelse paa sidste Efteraarsudstilling, er det overraskende at se, hvor store Fremskridt hun har gjort.
Denne lille Model har øjensynlig formaaet at vække al hendes Lyst og Kærlighed til Emnet, saa hun virkelig har naaet en udmærket Gengivelse af den dirrende Sommervarme, som faar Barnets Øjne til at misse mod Reflekslyset, som den lyse Kjole kaster op under Hatteskyggen. - Vel er det en illuderende Virkning, Konturens Optrækning foraarsager, idet den faar Genstanden til at løfte sig ud fra Baggrunden, men det er et farligt Forsøg, naar den som her gøres halvt synlig, thi den skal mere føles end ses.
Enten skal den staa bevidst og kraftigt, som hos Hans Thoma, eller ogsaa maa den være af en forsvindende Farve, saaledes at kun dens Virkning bliver tilbage, som vi maa beundre det i Gerda v. Kohls »intime Naturstudier«.
Denne Kunstnerinde har ved at vende tilbage til sine første Emner, Studier over Dyr og Planter, baade gjort sig selv og Kunsten en god Gerning og har naaet at skabe et saa vidunderligt Sammenspil af Videnskab og Farvekunst, at man let tilgiver hende det lidt laante japanske Tilsnit, som dog kan have sin Undskyldning i Motivets dekorative Anvendelighed.
Især maa fremhæves »Grankogler«, der ved sin kælne Udformning af Enkelthederne fordrer en ualmindelig Taalmodighed under Udførelsen, dog uden at Kunstnerinden et Øjeblik taber Helhedsvirkningen af Syne.
Tilsidst det luftige, svævende, lækre lille Øjebliksbillede af »flittige Humlebiers Liv«. Bien hænger bogstavelig talt i Luften, de svirrende Vingers summende Lyd næsten høres, den ene lille flittige Bi har boret sin sugende Mund ind i Ahornens sødtduftende Blomsterklynge og ved sin Tyngde bøjet den svage Gren, naar Bien er mæt og forlader denne, vil denne atter svippe tilbage i sin naturlige Stilling.
Denne vidunderlige Virkning er naaet ved Hjælp af Konturen, der her er en svag blaa Streg, som umærkelig mod det blaagraa Baggrundspapir omgiver hvert fast Legeme med en Aura.
Men trods alle de Fremskridt, vi har fremdraget, maa vi vist endnu en Tid vente paa det kvindelige Mesterværk.
