« Tilbage til søgeresultaterne
Af et Brev fra en ung Englænderinde om Krigen
.........Selve Tanken om en Krig er frygtelig; den er saa grusom og barbarisk og saa frygtelig meningsløs, fordi den aldrig bringer Tingene i Orden, saadan som mange Mennesker mener, at den gør.
Jag dadler ikke Tyskerne alene for al denne Ulykke; alle Europas Stormagter har nemlig været skinsyge paa hverandre i mange Aar og har intrigeret, har arbejdet og lagt Planer med deres hemmelige Traktater og Alliancer, har bygget deres Flaader og Hære op med febrilsk og fabelagtig Hast, indtil til sidst Bruddet maatte komme.
Og hvad kæmpes der for? Kun for at skrabe til sig det mest mulige af Jordomraade og Magt. Vi Englændere har ganske vist det største Kejserrige i Verden, men efter min Mening var det bedre at høre til den mindste Stat i Verden, som kunde lade sine Indbyggere føre en fredelig Tilværelse, hvor der ikke var den grændseløse Fattigdom, de skrækkelige Kaserner og elendige Hytter, de Tusinder af hungrende og daarlig-klædte Mennesker, saadan som vi har dem i vore Storstæder. - Vi har ganske vist et vældigt Kejserdømme, og vor Flaade maa staa i Forhold dertil for at forsvare det. Det koster os Millioner af Pund hvert Aar, som burde bruges til Opdragelse, Husly for Fattige, og til Udryddelsen af saadanne Onder som Brystsygen, der dræber mange Tusinde af vort Folk hvert Aar af dem, som maa leve deres Liv i de indeklemte, elendige Boliger i Storbyerne, hvor Luften er fuld af Smitte, af Røg, af Smuds.
Jeg kan ikke faa mig selv til at hade Tyskerne, fordi vi er i Krig med dem, thi for mange af Tyskerne er sikkert Tanken om det skrækkelige Blodbad lige saa oprørende, som for mig selv.
Det er ondt og det er en Forbrydelse mod Gud, at alle disse Mennesker, Englændere, Franskmænd, Tyskere, Russere, bliver oplært og opdraget til at dræbe hverandre og sønderlemme hverandres Kød som vilde Dyr. Gud kan ikke lytte til vore Bønner, naar vi beder ham om at velsigne slige Rædselsgerninger. -
Mændene vil aldrig gøre Ende paa Krigen, men Kvinderne vil og - maa. Kvinderne, som føder Børnene til Verden, har al Besværet med at opføde og opdrage dem til Mænd, blot for at se dem blive taget bort og skudt som Kvæg, - hvilket man kalder at forsvare sit Land! Hvis der ingen Hær og ingen Flaade var i Verden, vilde Folk aldrig drømme om eller ønske at slaa hinanden ihjel. -
Det skrækkeligste er endda, at det er de bedste og mest værdifulde. Dele af Nationerne, der bliver dræbt, medens de andre bliver tilbage for at opfostre den næste Generation. - Kvinderne, i alle Lande maa arbejde sammen, indtil de faar en Stemme med i Lovgivningen i deres Land, og de maa sige til Mændene: »Læg Vaabnene bort! Lad os arbejde, lad os handle! Lad os hjælpe hverandre hele Verden over til Fred, at vi kan blive sande Kristne i Stedet for de Skin-Kristne, vi nu er!«
Hvis Kvinderne er tilfredse, og ikke af hele deres Sjæl vil fremkomme med Protest, eller gøre sig Ulejlighed med at hjælpe til at modarbejde Krigen i de civiliserede Lande, ja, saa har de kun sig selv at dadle for de skrækkelige Tingenes Tilstande. -
