« Tilbage til søgeresultaterne
Jeanne Marie Roland
VI.
Det var blevet næsten Midnat, og overvældet af Træthed efter de udstaaede Sindsbevægelser sank Madame Roland ned paa en Stol, men fik kun Lov til at hvile sig nogle faa Minutter, saa kaldtes hun op af sin Døs ved en stærk og vedholdende Banken paa Døren. Det var Udsendinge fra Kommunen, som krævede at indlades, og snart var hendes Stue fyldt af Mennesker. Man spurgte hende, hvor Roland var, men hun svarede: »Jeg ved ikke, om De har Ret til at gøre mig dette Spørgsmaal, men jeg ved, at intet i Verden skal tvinge mig til at besvare det.« Deputationen trak sig foreløbig tilbage med uforrettet Sag, men efterlod en Skildvagt ved Døren.
Saa snart hun var ene igen, satte Madame Roland sig til sit Skrivebord og skrev en Billet til Roland, spiste derpaa til Aften og gik i Seng. Hun sov dybt og fast henved en Time, saa kom Tjeneren ind og meldte, at nogle Herrer fra Sektionen var komne og ønskede at faa hende i Tale. Hun sprang ud af Sengen, kastede de nødvendigste Klæder om sig og traadte derind. En af de natlige Gæster præsenterede hende en Ordre fra Revolutionskomitéen til at føre Roland og hans Hustru som Fanger til Abbediet. Medens Ordren blev oplæst overvejede hun ved sig selv, hvorvidt hun skulde gøre Modstand eller følge godvillig med. Loven forbød natlige Arrestationer, men Loven var kun en tom Ordlyd, det var Magten, som sad til Højbords, og tvang hun disse Mennesker til at anvende den, vilde deres Brutalitet rimeligvis ingen Grænser kende. Al Modstand vilde derfor ikke blot være unyttig, men ogsaa skadelig. Man havde imidlertid sendt Bud efter Sektionens Fredsdommer, og han indfandt sig snart efter ledsaget af væbnede Mænd, som nu skred til at sætte Segl paa Vinduer og Møbler. Hun forlangte at faa udleveret sin Datters Garderobe og de nødvendige Klædningsstykker til sig selv. Efterhaanden befandt der sig henved hundrede Mennesker i Lejligheden, idet Mænd fra Gaden uden videre trængte sig ind, fordi ingen havde Mod til at jage dem ud. Luften blev snart helt forpestet af det blandede Selskab, og Madame Roland maatte ty hen i et Vindu for at kunne faa Vejret. Hun forsøgte at skrive nogle Ord til en Ven for at bede ham tage sig af hendes Datter, men en af Kommunens Udsendinge fik Øje paa Papiret og forlangte at læse, hvad hun havde skrevet. Hun rev straks Brevet i Stykker og opgav Forsøget. Klokken syv om Morgenen tog hun Afsked med sine Tjenestefolk og sin lille Pige, som hun for sidste Gang trykkede i sine Arme. Hun formanede dem alle til at være rolige og taalmodige, som hun selv var det. »De Mennesker dér synes at holde meget af Dem,« sagde en af Kommissærerne. »Jeg har aldrig haft Mennesker om mig, som ikke holdt af mig,« svarede hun.
Mellem en Dobbeltrække af bevæbnede Mænd gik hun ned til Vognen, og hele Skaren fulgte efter, da Vognen satte sig i Bevægelse. ”Til Guillotinen! Til Guillotinen!” raabte Gadens Kvinder paa hendes Vej. Officeren, som sad inde i Vognen hos hende, spurgte, om han skulde trække Vinduet op. »Nej,« svarede hun, ”jeg behøver ikke at skjule mig for nogen, hvem det saa er.” ”De har mere Karakter end mange Mænd,« sagde Officeren. »De venter rolig paa, at der skal ydes Dem Retfærdighed. »Dersom der var Retfærdighed til, vilde jeg ikke nu være i Deres Magt,« svarede hun. »Men selv om en uretfærdig Rettergang skulde føre mig til Skafottet, saa vil jeg bestige det lige saa fattet og rolig, som jeg nu gaar i Fængsel.«
Nogle Øjeblikke efter lukkede Abbediets Porte sig bag hende.
Fængslet var allerede overfyldt, og man var ikke forberedt paa hendes Komme; hun maatte derfor det første Døgn indlogeres i Portnerkonens Værelse. Det første, hun forhørte sig om, var, om hun maatte tage imod Besøg og faa Bøger og Skrivemateriale tilsendt, og da dette blev hende tilstaaet, besluttede hun at hengive sig i sin Skæbne og gøre den bedst mulige Brug af den Tid, hun skulde tilbringe her. Saa snart hun havde faaet et Værelse anvist, søgte hun straks at live op i dets skumle
Uhygge ved at indrette sig saa hyggeligt, som Forholdene tillod. Over det hæslige Bord bredte hun et Stykke hvidt Linned og anbragte det henne foran Vinduet, som var forsynet med et dobbelt Jerngitter; her vilde hun have sin Skriveplads, og indtage sine Maaltider henne paa et Hjørne af Kaminen, for at have sit Skrivebord i Fred. Et Sted at hænge sine Klæder vandt hun ved at trykke to store Haarnaale ind i en mørk Planke. Saa skrev hun op, hvilke Bøger hun ønskede, at hendes Pige skulde bringe hende. Først og fremmest var det Plutarks: »Berømte Mænds Liv”, den hun allerede som 8aarig havde taget med sig i Kirke i Stedet for Evangeliebogen; den skulde midt i al denne Tids Skændsel og Elendighed styrke og opretholde hendes Tro paa Republiken som den ideelle Statsindretning. Dernæst vilde hun have David Humes Englandshistorie og Sheridans engelske Ordbog til at hjælpe sig over Sprogets Vanskeligheder. Af Thompsons Digte havde hun et Eksemplar i Lommen, og foreløbig vilde hun indskrænke sig til disse Bøger.
Hun kunde ikke lade være at smile over sig selv, som gik og traf disse fredelige Forberedelser midt i al den frygtelige Uro, som omgav hende. Udenfor paa Gaden lød hvert Øjeblik Allarmtrommen, uden at hun vidste, hvad det betød, men hun sagde til sig selv: »Mine Fjender skal ikke hindre mig i at leve til mit sidste Øjeblik lykkeligere i min gode Samvittigheds Fred end de i deres Lidenskabs Oprør. Kommer de her, saa træder jeg dem selv i Møde og vandrer ud af Livet som den, der giver sig Hvilen i Vold!«
Hun erkendte selv med Undren, at hun ikke følte sig saa ulykkelig, som hun vel efter Omstændighederne havde Grund til, men hun havde hele Livet igennem bevaret en ejendommelig Evne til at bøje sig under den tvingende Nødvendighed og søge at mildne den saa godt, hun kunde, i Stedet for at gøre Oprør imod den. Hun tog under saadanne Forhold sin Indbildningskraft til Hjælp, genkaldte sig lykkeligere Tiders blide Følelser og Stemninger og gav sig dem i Vold. Saaledes havde hun hjulpet sig gennem Sygdommene, saaledes hjalp hun sig ogsaa gennem sin Fængselstid. Det nedslog hende ikke engang, at hun, just som hun havde vænnet sig til sit Værelse, maatte ombytte det med et andet og mindre, fordi hendes første skulde afgive Plads til to Fanger, eftersom de fængsledes Antal stadig voksede. Vinduet i det nye Værelse var lige over Skildvagten, som stod ved Porten. Hele Natten hørte hun ham raabe: »Hvem dér? - Fyr! - Brigader! - Patrulje!« ogsaa det vænnede hun sig til. Hun stod tidlig op om Morgenen, redte sin Seng og gjorde sit Værelse grundig rent. Utaalmodig ventede hun paa, at den store Slaa skulde blive trukken fra hendes Dør, for at hun kunde lukke Døren op og bede om at faa Dagens Avis. Den Dag, hun læste, at der var udstedt Arrestordre mod de toogtyve Girondinere, - det var den anden Juni - faldt Avisen ud af hendes Haand, og hun udbrød i Smerte: »Mit Land er fortabt!«
Saa længe hun levede i den Tro, at hun var udkaaret af Demagogerne til at være et Sonoffer for Girondinerne, havde hun bøjet sig rolig under sin Skæbne, stolt af med sit Liv at frelse Frihedens eneste Forsvarere, men nu brast dette Haab.
Nu vilde Borgerkrigens Fakler snart tænde Frankrig fra Ende til anden, Girondens Modstand var sprængt, og Republiken prisgiven Vold og Søndersplittelse. Hendes første Fortvivlelse afløstes dog snart af en kold Harme, og ligegyldig for sin egen Skæbne bekymrede hun sig nu kun om sine Venners.
En Klage, hun straks efter sin Ankomst til Abbediet havde indsendt til Nationalkonventet, hørte hun intet senere til, Dagene gik, og hun havde nærmest en Følelse af, at hun var glemt, dog ikke af sine Venner. To af disse aflagde hende jævnlig Besøg, og den ene, hendes mangeaarige Husven Bosc, bragte hende den trøsterige Efterretning, at han havde faaet hendes lille Pige anbragt i Huset hos nogle gode Venner, som havde lovet at ville betragte hende ganske som en af deres egne. Dette rørte Madame Roland meget, hun indsaa meget vel, at det ikke var en ringe Fare, disse Mennesker udsatte sig for ved at række hende en hjælpende Haand.
Den, hun nu tænkte med mest Bekymring og Beklagelse paa, var Roland, som flakkede Landet rundt som hjemløs og maatte krybe i Skjul som en simpel Forbryder, medens hans Hustru var prisgiven hans Fjenders Hævn og Vrede.
24 Dage havde hun nu tilbragt i Fængslet, hovedsagelig beskæftiget med at nedskrive sine historiske Noter, som indeholdt mange fortræffelige Karakteristiker til Belysning af Tiden og dens Mænd. Hun betroede disse løsrevne Blade til de to Venner, som besøgte hende, men da den ene af disse blev taget til Kange, maatte han kaste sine Papirer i Flammerne, og kun de, som Bosc havde i Forvaring, blev opbevaret til Eftertiden. Hun udtrykker selv sin dybe Beklagelse af dette Tab, men tilføjer: »Maaske vil en Dag disse tiloversblevne Lapper blive samlede og give en eller anden venlig Haand Lejlighed til at føje nogle nye Træk til Tidens sande Billede.«
