« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Svend Fleuron: Det røde Kobbel. - 218 Sider. - Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.
Man er ofte tilbøjelig til i Jægeren kun at se den blodtørstige Dræber den mordlystne Nimrod, og man har ikke altid villet stole paa Jægerens ofte nok afgivne Forsvar for sin Lyst, at det langtfra er dette: at skyde ned, hvorfor han gaar ud; lige saa meget, siger han, er det Skovens vidunderlig betagende Skønhed ved Efteraars- og Vintertid eller Indsøens sivkransede Hemmelighedsfuldhed, der tvinger én Bøssen i Haand og Syvmilestøvlerne paa. Det er, som fik man flere Kræfter, større Udholdenhed, skarpere Sanser, naar man faar en Bøsse i Haanden, end naar man gaar ud med sin Stok; Nydelsen af Naturen bliver inderligere, idet Anspændelsen skærper Opmærksomheden og Iagttagelsesevnen.
Man er lige ved at overbevises om dette, naar man læser Kaptajn Fleurons udmærkede, livfuldt fortalte Bog, der vil blive en kærkommen Julegave for baade smaa og store. Sjælden er vel denne Skovens snedigste Skælm, Paradigmet paa, hvad List og Mod i Forening kan udrette, bleven skildret bedre og fornøjeligere.
Vi lærer det røde Kobbel at kende fra Barndommen af straks efter, at »et Ansigt«, som Forf. i Rævesproget kalder Mennesket, har forhindret Moderen i at vende tilbage til Hulen med de mange røde smaa, - og hvorledes de 4 stærkeste af dem, drevne af Sult, søger ud af denne og paa en meget naturlig Maade træffer en ældre Hanræv, som de tager for Moderen, og som først føler sig ilde berørt af deres Paagaaenhed, men som lidt, efter lidt faar Interesse for disse løjerlige Puslinger ved Mindelse om et Æventyr, han dunkelt erindrer sig at have haft engang i det tidlige Foraar. Man følger med udelt Interesse Hanrævens Opdragelse af disse Smaavæsener til de selv formaar at fange »Stege«, - hvorledes han lærer dem at sky »kolde Stege«, ikke alene som farlige paa Grund af »Ansigternes« iSnedighed, men ogsaa paa Grund af det uværdige for en ordentlig Ræv i at tage til Takke med Aadsler, hvad der absolut maa tages for et Svaghedstegn.
Og man overværer nogle meget spændende Hulekampe mellem Rævene og deres Frænder Judashundene, som ikke just ender helt uheldigt for Rævene. Tvertimod! Endelig bliver vi belærte om, hvorledes Koblet ofte arbejder i Fællesskab, og bliver Vidne til en mesterligt og fantasifuldt skildret Kobbeljagt paa en Buk fra dens første Begyndelse indtil Dyrets Død; vi hører dets Traad paa den frosne Sne, vi føler Iskanternes Skarphed i de nøgne Koder vi rutscher med Bukken ned ad Skræntens Grus og styrter os fra Brinken med Rævene ned paa Dyrets Ryg og over dets Flanker.
Selvfølgelig faar »Ansigterne« til sidst Overtaget og Bugt med det snedige Kobbel, fordi de alligevel er de største »Ræve«, o: de kløgtigste.
Man maa beundre den Indlevethed med Naturen i Skov og Mark og paa Sø og Vove, som denne Skildring bærer Vidne om, og ikke mindst den Gengivelsens Kunst, som skaber de friske og farvemættede Naturskildringer, der gennemsyrer Bogen. Vi kan egentlig ikke finde anden Indvendig mod den, end at den giver Lyst til at høre mere, - og at dette ikke er der.
- F. -
Poul Andræ: Gehejmeraadinde Andræs politiske Dagbøger 1ste Bind. Fra Maj 1855 til Marts 1856. Med 1 Tillæg. 266 Sider. - G. B. N. F. 1914. -
Hvem der har læst Poul Andræs udmærkede »politiske Monografi«: »Andræ og Fællesforfatningen af 2. Oktober 1855«, (udkom 1903), i hvilken ofte findes Henvisninger til: »Optegnelser af Andræs Hustru«, griber med Begærlighed den nu af samme Forfatter udgivne Bog med ovenstaaende Titel. Og man skuffes ikke. Den Interesse, hvormed man fulgte Fællesforfatningens Tilbliven, Virkning og »sidste Dage« i Forbindelse med de vigtige historiske .Begivenheder, der knyttede sig til det forelagte Forslag til den senere Novemberforfatning, forøges i høj Grad ved Læsning af Fru Andræs Dagbøger, som hun førte om Aftenen mellem »Kl. 11-12, naar jeg havde mere Lyst til at gaa i min Seng end til at skrive«, som hun siger, og de bringer Læseren saa temmelig direkte ind paa Tidens vigtige politiske Begivenheder og Personligheder, som hun ved sine Torsdagsmiddage havde saa rig Lejlighed til at følge gennem Samtalerne mellem hendes Mand og de andre af Tidens ledende Mænd, navnlig Hall, Krieger, Bang og hendes egen Broder Hans Egede Schack, den bekendte Forfatter til »Fantasterne«.
At Karakteristikerne af de fraværende af og til er faldne lidt skarpt ud i denne snævrere Kreds, hvor Tungerne løstes lidt mere end godt vilde have været i en videre Kreds, faar man Færten af ved at læse mange af Fru Andræs Bemærkninger. F. Ex. kalder hun et Sted Monrad for en »intrigant Betydelighed« og Raasløff »et Nul«. Prins Ferdinands Pengeaffærer og Forhold til Forslaget om Fællesforfatningen samt Lensgrevinde Danners gennem Scheele udøvede Indflydelse bag Kulisserne faar man gode Indblik i. Morsom er Historien om Prins Ferdinand, der inviterede Scheele til Middag og tog »Grevinden« til Bords, skønt han ikke kunde fordrage nogen af dem, blot for at stemme Kongen til Mildhed og for at opnaa et Afslag paa de aarlige Afdrag paa sin Gæld til Statskassen, der var kommen til at staa i Forskud for Prinsen ved at betale dennes Gæld.
Fru Andræ maa have været ganske særlig godt inde i de Forhold, hun skriver om, og haft en ualmindelig Evne til at huske og gengive, hvad hun hørte under sine Gæsters Samtale, thi kun sjælden har senere Rettelser i hendes Gengivelser været nødvendige.
Enhver med nogen historisk Sans vil have Interesse af at stifte Bekendtskab med disse Dagbøger, som vidner saa smukt ikke alene om Forfatterindens store Kærlighed til og Qpgaaen i alt, hvad der angaar Manden, men ogsaa om den udviklede politiske Forstaaelse, som man just ikke er vant til at træffe blandt Datidens Kvinder.
Louise Birke: Lille Fru Jensen. Fortælling. 192 Sider. - Det Schønbergske Forlag. København.
En tiltalende Skildring af en Kvinde fra det højere Samfundslag (Amtmandsdatter), som forelsker sig under sin Stand i en Prokurist Jensen af megte jævn Oprindelse og med jævne Folks jævne Tankesæt under dennes Besøg med nogle Sangere i den By, hvor hendes Fader er Amtmand. Hun betages af hans smukke Sangstemme og forlover sig med ham; og trods Amtmandens og til Dels Amtmandindens Modvilje mod Partiet faar hun dog sin Vilje og bliver »Lille Fru Jensen«. Saa føl-
ger en udmærket psykologisk Skildrig af hendes Liv i dette Ægteskab, hvor hun maa spinke og spare, fordi Manden af misforstaaet Omhyggelighed og Angst for, at hendes tidligere flotte Vaner skal faa Magt over hende, lader hende uvidende om deres forholdsvis taalelige Formuesforhold. - Det ene Barn følger efter det andet, - engang faar hun endog Tvillinger - og snart har hun 7 Børn, der giver den lille Fru Jensen nok at tænke paa. Pigesorger bliver det lille Hjem heller ikke sparet for.
Men intet kuer den lille, stærke Kvindesjæl, der - til Trods for et svagt Helbred og Sorgen over Forholdet til hendes Barndomshjem, hvor Moderens periodiske Sygdomsanfald stadig ængster hende, mens Faderens absolut afvisende Holdning volder hende stor Sorg, - aldrig fornægter sin Kærlighed til Mand og Børn og heller aldrig har nogen Bebrejdelse til Manden, hvis mindre dannede Væsen og mindre fintfølende Tankegang hun kun har undskyldende Smil tilovers for. Først, da han under hendes svære Sygdom vil trøste hende med at fortælle hende om deres sande, ret tilfredsstillende Formuesforhold, bliver hun dybt bedrøvet over, at han har kunnet nænne at lade hende slide sig op under andre Forudsætninger; hun bliver først tavs længe, indtil hun endelig, da han uforstaaende bliver ved at trænge ind paa hende, vender sig med Taarer i Øjnene mod ham med det ene Udbrud: »Hvor kunde Du?« Da er det ogsaa, at det Ord, hun engang har læst, falder hende ind, og som er sat som Motto for Bogen: »Som Guldæbler i Sølvskaaler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid.«
Fru Birke fortæller godt, og man følger hende med Interesse til Trods for nogen Bredde paa enkelte Steder. En Del Bifigurer er ganske gode; navnlig er »gamle Jensen« rørende i sin smukke, stilfærdige Kærlighed til den »fine« Svigerdatter, mens hans Kone er mere robust og haandfast og ikke just helt henrykt for den fine Familie, hendes Søn er kommen ind i.
Bogens Slutning er ikke helt tilfredsstillende fra et kunstnerisk Synspunkt. Man har Følelsen af, at Forf. lige saa godt kunde fortælle videre.
F.
Anna Nording: Dem, vi elsker-! 172 Sider. - Det Schønbergske Forlag. København.
»Disse Skitzer tilegnes danske Hjem og Mødre«, siger Forfatterinden paa et af de første Blade, og hun slaar dermed 2 Synsvinkler for denne lille Bog fast. For det første, at det kun er Skitzer, og som saadanne ikke kan gøre og heller ikke gør Fordring paa at være fuldtfærdige eller fuldtlødige Kunstværker. For det andet, at de tilegnes, danske Hjem og Mødre, hvorved hun formentlig vil angive at de har en ganske bestemt begrænset Mission.
Opfattet saaledes, maa man yde Forf. al mulig Anerkendelse. Hun naar i de fleste af disse smaa Fortællinger at fange Læserens Interesse for en eller anden rørende, gribende, smuk eller sørgelig Side ved Kvinders mangehaande Forhold til den dem omgivende Verden, Mænd eller Børn, og man kan ikke tage Fejl af, hvor Forf. stiller sig i Kampen for Kvindens Frigørelse. Man føler det i ikke faa af Fortællingerne, f. Ex. den smukke, men vistnok ret usandsynlige: »Fraskilt«, hvor en Stedmoder inviterer sin Steddatters rigtige Moder med hjem efter Barnets Konfirmation, endda med Fade-
rens Samtykke og under hans Nærværelse. - Forøvrigt er det oftest Mødres rørende og intensive Kærlighed til Børnene, der skildres, som i »To Magter« og »Enken«.
Forf. hævder dog, at denne Moderfølelse ikke er sjælden, ogsaa hos Kvinder, som ingen Børn selv har, og at Æventyrfortællingerne ofte gør den »onde« Stedmoder Uret. Hun viser i »En Stedmoder« og i flere andre af Fortællingerne, som f. Ex. »»Uægte« Barn og ægte Kærlighed«, at mangen en Kvinde kan omfatte andre Kvinders Børn med en ægte, altopofrende Kærlighed, hvad jo ogsaa Livet om os bærer Vidnesbyrd om.
Nogle enkelte af Fortællingerne er mindre karakteristiske - ja, maaske endog lidt usandsynlige, men vi skal overlade Læseren selv at finde disse; de er absolut i Mindretal, og bør ikke berøve Forf. Læserens Sympathi for de virkelig gode i Samlingen.
-F-
