« Tilbage til søgeresultaterne

Litteratur

« Se emneord

Svend Fleuron: Det røde Kobbel. - 218 Sider. - Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.

Man er ofte tilbøjelig til i Jægeren kun at se den blodtørstige Dræber den mordlystne Nimrod, og man har ikke altid villet stole paa Jægerens ofte nok afgivne Forsvar for sin Lyst, at det langtfra er dette: at sky­de ned, hvorfor han gaar ud; lige saa meget, siger han, er det Skovens vid­underlig betagende Skønhed ved Efteraars- og Vintertid eller Indsøens sivkransede Hemmelighedsfuldhed, der tvinger én Bøssen i Haand og Syvmilestøvlerne paa. Det er, som fik man flere Kræfter, større Ud­holdenhed, skarpere Sanser, naar man faar en Bøsse i Haanden, end naar man gaar ud med sin Stok; Nydelsen af Naturen bliver inderligere, idet Anspændelsen skærper Op­mærksomheden og Iagttagelsesev­nen.

Man er lige ved at overbevises om dette, naar man læser Kaptajn Fleurons udmærkede, livfuldt fortalte Bog, der vil blive en kærkommen Ju­legave for baade smaa og store. Sjælden er vel denne Skovens sne­digste Skælm, Paradigmet paa, hvad List og Mod i Forening kan udrette, bleven skildret bedre og fornøjeligere.

Vi lærer det røde Kobbel at kende fra Barndommen af straks efter, at »et Ansigt«, som Forf. i Rævesproget kalder Mennesket, har forhindret Moderen i at vende tilbage til Hulen med de mange røde smaa, - og hvorledes de 4 stærkeste af dem, drevne af Sult, søger ud af denne og paa en meget naturlig Maade træf­fer en ældre Hanræv, som de tager for Moderen, og som først føler sig ilde berørt af deres Paagaaenhed, men som lidt, efter lidt faar Interes­se for disse løjerlige Puslinger ved Mindelse om et Æventyr, han dun­kelt erindrer sig at have haft engang i det tidlige Foraar. Man følger med udelt Interesse Hanrævens Opdragelse af disse Smaavæsener til de selv formaar at fange »Stege«, - hvorledes han lærer dem at sky »kolde Stege«, ikke alene som farlige paa Grund af »Ansigternes« iSnedighed, men ogsaa paa Grund af det uværdige for en ordentlig Ræv i at tage til Takke med Aadsler, hvad der absolut maa tages for et Svag­hedstegn.

Og man overværer nogle meget spændende Hulekampe mellem Ræ­vene og deres Frænder Judashundene, som ikke just ender helt uheldigt for Rævene. Tvertimod! Ende­lig bliver vi belærte om, hvorledes Koblet ofte arbejder i Fællesskab, og bliver Vidne til en mesterligt og fan­tasifuldt skildret Kobbeljagt paa en Buk fra dens første Begyndelse ind­til Dyrets Død; vi hører dets Traad paa den frosne Sne, vi føler Iskan­ternes Skarphed i de nøgne Koder vi rutscher med Bukken ned ad Skræntens Grus og styrter os fra Brinken med Rævene ned paa Dy­rets Ryg og over dets Flanker.

Selvfølgelig faar »Ansigterne« til sidst Overtaget og Bugt med det sne­dige Kobbel, fordi de alligevel er de største »Ræve«, o: de kløgtigste.

Man maa beundre den Indlevethed med Naturen i Skov og Mark og paa Sø og Vove, som denne Skildring bærer Vidne om, og ikke mindst den Gengivelsens Kunst, som skaber de friske og farvemættede Na­turskildringer, der gennemsyrer Bogen. Vi kan egentlig ikke finde an­den Indvendig mod den, end at den giver Lyst til at høre mere, - og at dette ikke er der.

- F. -

 

Poul Andræ: Gehejmeraadinde Andræs politiske Dagbøger 1ste Bind. Fra Maj 1855 til Marts 1856. Med 1 Tillæg. 266 Sider. - G. B. N. F. 1914. -

Hvem der har læst Poul Andræs udmærkede »politiske Monografi«: »Andræ og Fællesforfatningen af 2. Oktober 1855«, (udkom 1903), i hvil­ken ofte findes Henvisninger til: »Optegnelser af Andræs Hustru«, griber med Begærlighed den nu af samme Forfatter udgivne Bog med ovenstaaende Titel. Og man skuffes ikke. Den Interesse, hvormed man fulgte Fællesforfatningens Tilbliven, Virkning og »sidste Dage« i Forbin­delse med de vigtige historiske .Begi­venheder, der knyttede sig til det fo­relagte Forslag til den senere No­vemberforfatning, forøges i høj Grad ved Læsning af Fru Andræs Dagbø­ger, som hun førte om Aftenen mel­lem »Kl. 11-12, naar jeg havde mere Lyst til at gaa i min Seng end til at skrive«, som hun siger, og de brin­ger Læseren saa temmelig direkte ind paa Tidens vigtige politiske Be­givenheder og Personligheder, som hun ved sine Torsdagsmiddage hav­de saa rig Lejlighed til at følge gen­nem Samtalerne mellem hendes Mand og de andre af Tidens ledende Mænd, navnlig Hall, Krieger, Bang og hendes egen Broder Hans Egede Schack, den bekendte Forfatter til »Fantasterne«.

At Karakteristikerne af de fravæ­rende af og til er faldne lidt skarpt ud i denne snævrere Kreds, hvor Tungerne løstes lidt mere end godt vilde have været i en videre Kreds, faar man Færten af ved at læse mange af Fru Andræs Bemærknin­ger. F. Ex. kalder hun et Sted Monrad for en »intrigant Betydelig­hed« og Raasløff »et Nul«. Prins Ferdinands Pengeaffærer og Forhold til Forslaget om Fællesforfatningen samt Lensgrevinde Danners gennem Scheele udøvede Indflydelse bag Ku­lisserne faar man gode Indblik i. Morsom er Historien om Prins Ferdinand, der inviterede Scheele til Middag og tog »Grevinden« til Bords, skønt han ikke kunde fordrage no­gen af dem, blot for at stemme Kon­gen til Mildhed og for at opnaa et Afslag paa de aarlige Afdrag paa sin Gæld til Statskassen, der var kom­men til at staa i Forskud for Prin­sen ved at betale dennes Gæld.

Fru Andræ maa have været gan­ske særlig godt inde i de Forhold, hun skriver om, og haft en ualmin­delig Evne til at huske og gengive, hvad hun hørte under sine Gæsters Samtale, thi kun sjælden har senere Rettelser i hendes Gengivelser væ­ret nødvendige.

Enhver med nogen historisk Sans vil have Interesse af at stifte Be­kendtskab med disse Dagbøger, som vidner saa smukt ikke alene om Forfatterindens store Kærlighed til og Qpgaaen i alt, hvad der angaar Manden, men ogsaa om den udvik­lede politiske Forstaaelse, som man just ikke er vant til at træffe blandt Datidens Kvinder.

 

Louise Birke: Lille Fru Jensen. Fortælling. 192 Sider. - Det Schønbergske Forlag. Køben­havn.

En tiltalende Skildring af en Kvinde fra det højere Samfundslag (Amtmandsdatter), som forelsker sig under sin Stand i en Prokurist Jen­sen af megte jævn Oprindelse og med jævne Folks jævne Tankesæt under dennes Besøg med nogle Sangere i den By, hvor hendes Fader er Amt­mand. Hun betages af hans smuk­ke Sangstemme og forlover sig med ham; og trods Amtmandens og til Dels Amtmandindens Modvilje mod Partiet faar hun dog sin Vilje og bliver »Lille Fru Jensen«. Saa føl-

ger en udmærket psykologisk Skildrig af hendes Liv i dette Ægteskab, hvor hun maa spinke og spare, fordi Manden af misforstaaet Omhygge­lighed og Angst for, at hendes tid­ligere flotte Vaner skal faa Magt over hende, lader hende uvidende om deres forholdsvis taalelige Formuesforhold. - Det ene Barn følger efter det andet, - engang faar hun endog Tvillinger - og snart har hun 7 Børn, der giver den lille Fru Jensen nok at tænke paa. Pigesorger bli­ver det lille Hjem heller ikke spa­ret for.

Men intet kuer den lille, stærke Kvindesjæl, der - til Trods for et svagt Helbred og Sorgen over Forholdet til hendes Barndoms­hjem, hvor Moderens periodiske Sygdomsanfald stadig ængster hen­de, mens Faderens absolut afvi­sende Holdning volder hende stor Sorg, - aldrig fornægter sin Kær­lighed til Mand og Børn og heller aldrig har nogen Bebrejdelse til Manden, hvis mindre dannede Væ­sen og mindre fintfølende Tanke­gang hun kun har undskyldende Smil tilovers for. Først, da han un­der hendes svære Sygdom vil trøste hende med at fortælle hende om de­res sande, ret tilfredsstillende Formuesforhold, bliver hun dybt bedrø­vet over, at han har kunnet nænne at lade hende slide sig op under an­dre Forudsætninger; hun bliver først tavs længe, indtil hun endelig, da han uforstaaende bliver ved at træn­ge ind paa hende, vender sig med Taarer i Øjnene mod ham med det ene Udbrud: »Hvor kunde Du?« Da er det ogsaa, at det Ord, hun engang har læst, falder hende ind, og som er sat som Motto for Bogen: »Som Guldæbler i Sølvskaaler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid.«

Fru Birke fortæller godt, og man følger hende med Interesse til Trods for nogen Bredde paa enkelte Ste­der. En Del Bifigurer er ganske gode; navnlig er »gamle Jensen« rø­rende i sin smukke, stilfærdige Kær­lighed til den »fine« Svigerdatter, mens hans Kone er mere robust og haandfast og ikke just helt henrykt for den fine Familie, hendes Søn er kommen ind i.

Bogens Slutning er ikke helt til­fredsstillende fra et kunstnerisk Synspunkt. Man har Følelsen af, at Forf. lige saa godt kunde fortælle videre.

F.

 

Anna Nording: Dem, vi elsker-! 172 Sider. - Det Schønbergske Forlag. København.

»Disse Skitzer tilegnes danske Hjem og Mødre«, siger Forfatterinden paa et af de første Blade, og hun slaar dermed 2 Synsvinkler for denne lil­le Bog fast. For det første, at det kun er Skitzer, og som saadanne ikke kan gøre og heller ikke gør Fordring paa at være fuldtfærdige eller fuldtlødige Kunstværker. For det andet, at de tilegnes, danske Hjem og Mødre, hvorved hun formentlig vil angive at de har en ganske bestemt begræn­set Mission.

Opfattet saaledes, maa man yde Forf. al mulig Anerkendelse. Hun naar i de fleste af disse smaa For­tællinger at fange Læserens Interes­se for en eller anden rørende, griben­de, smuk eller sørgelig Side ved Kvinders mangehaande Forhold til den dem omgivende Verden, Mænd eller Børn, og man kan ikke tage Fejl af, hvor Forf. stiller sig i Kampen for Kvindens Frigørelse. Man føler det i ikke faa af Fortællingerne, f. Ex. den smukke, men vistnok ret usandsynlige: »Fraskilt«, hvor en Stedmoder inviterer sin Steddatters rigtige Moder med hjem efter Bar­nets Konfirmation, endda med Fade-

rens Samtykke og under hans Nær­værelse. - Forøvrigt er det oftest Mødres rørende og intensive Kærlig­hed til Børnene, der skildres, som i »To Magter« og »Enken«.

Forf. hævder dog, at denne Moder­følelse ikke er sjælden, ogsaa hos Kvinder, som ingen Børn selv har, og at Æventyrfortællingerne ofte gør den »onde« Stedmoder Uret. Hun vi­ser i »En Stedmoder« og i flere andre af Fortællingerne, som f. Ex. »»Uæg­te« Barn og ægte Kærlighed«, at mangen en Kvinde kan omfatte an­dre Kvinders Børn med en ægte, altopofrende Kærlighed, hvad jo ogsaa Livet om os bærer Vidnesbyrd om.

Nogle enkelte af Fortællingerne er mindre karakteristiske - ja, maaske endog lidt usandsynlige, men vi skal overlade Læseren selv at finde disse; de er absolut i Mindretal, og bør ikke berøve Forf. Læserens Sympathi for de virkelig gode i Sam­lingen.

-F-

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner