« Tilbage til søgeresultaterne
Fredrika-Bremer-Förbundet, 30 Aar
Den 3. December dette Aar fejrede Frederika-Bremer-Förbundet, Sveriges ældste og betydningsful-deste Kvindesammenslutning, Trediveaarsdagen for sin Stiftelse. Det er en rig og vidt omspændende Virksomhed, Frederika-Bremer-Förbundet kan se tilbage paa, og endnu staar det alligevel i sin fulde Livskraft.
Ligesom Kvindebevægelsen i Danmark skyder sin første Blomst i Mathilde Fibigers „Clara Rafael, 12 Breve", saaledes kan den i Sverige føres tilbage til Frederika Bremers Roman „Hertha", som var et bevidst Indlæg for Kvindens Ret til selvstændig Udvikling, Frederika Bremer var dog kun ligesom Mathilde Fibiger en enlig Foraarsbebuder, en Røst, som beredte Vej, men hendes Tanker fandt i Sophie Leijonhufvud Adlersparre en frodig Jordbund, og af denne skød i Aaret 1857 det første Kvindeblad i Norden: „Tidskrift för Hemmet", som senere udbredtes ogsaa til Nordens andre Lande og havde som Formaal: „Folkens og samhällenas förädling genom kvinnan och hemmet".
Det var indenfor dette Blads Redaktion, at Tanken fremstod om at danne en Sammenslutning mellem Kvinder og Mænd med det Formaal at højne den svenske Kvindes Stilling i Samfundet. En Indbydelse, undertegnet af Fruerne Sophie Adlersparre, Ellen Ankarsvärd, Fredrika Limnell, Doktor Ellen Fries, Rigsantikvar Hans Hildebrand og Doktor Gustav Sjøberg blev udsendt til et stort Antal Mennesker, som man haabede vilde slutte sig til. Et Udkast til et Arbejdsprogram ledsagede Indbydelsen, som blev modtagen med overvejende Velvilje. Der afholdtes derefter 2 Møder, hvorpaa Love og Program vedtoges; den sidste Mødedag, hvor Styrelsen indsattes, regnes for Forbundets Fødselsdag.
Den første Formand blev i Modsætning til, hvad der altid har været lovhjemlet Skik i Dansk Kvindesamfund, en Mand, nemlig Rigsantikvar Hans Hildebrand. Den nuværende Formand er Fru Agda Montelius. Naar Forbundet døbtes med Fredrika Bremers Navn, var det for hermed at tilkendegive, at det ønskede at være „en levende Mindestøtte over Fredrika Bremer, den ædle Banebryder for den svenske Kvindes Fremskridt”.
I Forbundets første Henvendelse til Offentligheden, forfattet af Fru Adlersparre, stod, at Forbundet vilde slaa Bro mellem Idé og Handling, Teori og Praksis. Og at disse Ord ikke var en tom Veksel paa Fremtiden fremgaar af følgende kortfattede Redegørelse for, hvad der i de forløbne 30 Aar er udrettet af Forbundet.
„Kvinden behøver ingenlunde at blive fremmed for sit naturlige Virkefelt, fordi hun bliver delagtig i sine naturlige Rettigheder som Menneske," saaledes stod der at læse i første Hæfte af Forbundets Blad Tidskriftet „Dagny", som ved Begyndelsen af Aaret 1886 afløste „Tidskrift för hemmet". Disse Ord anslaar Grundakkorden i Fredrika-Bremer-Förbundets Arbejde.
Først oprettedes, maaske lidt ved Siden af Forbundets egentlige Formaal, en Bogkomité, som bestod i 20 Aar og satte sig til Opgave at undersøge den Litteratur, som særlig var bestemt for Ungdom-men. Hver Jul afholdtes i Forbundets Lokale en Udstilling af anbefalede Bøger; herved fik Publikum en Vejledning ved Indkøbet af Bøger, ligesom ogsaa Børnelitteraturens Niveau højnedes.
Forbundets næste Foretagende var Oprettelsen af et Kontor, som skulde være Centrum for dets forskellige Arbejdsgrene. I Begyndelsen maatte man tage til Takke med at laane Lokale i et Hjørne af Sløjdforeningens Sal paa Brunkebjergstorvet, senere blev man i Stand til at leje Lokale i Lilla Vattugatan, og her oprettedes et Oplysningskontor og et Arbejdsanvisningskontor for Kvinder udenfor den egentlige Arbejdsklasse: Lærerinder, Sygeplejersker, Kontordamer o. l.
Anbringelsen af Sygeplejersker antog med Tiden et saadant Omfang, at den krævede sit særlige Bureau, som var tilgængeligt hele Døgnet. I Efteraaret 1902 oprettedes et saadant og i Forbindelse hermed et Hjem for Sygeplejersker.
En lignende Institution er nu oprettet i Gøteborg ogsaa under Forbundets Navn. .
Forbundet har ogsaa oprettet en Sygekasse og en Pensionskasse. Den første, som staar aaben for Lærerinder og andre fra et Sygeforsikringssynspunkt dermed ligestillede Kvinder, har virket i 27 Aar. Den er inddelt i Klasser, og Sygehjælpen for Medlemmer af den højere Klasse andrager 4 Kr. om Dagen.
I Slutningen af Halvfemserne udarbejdedes af forbundets Styrelse Planen til en Pensionsforening for Sygeplejersker. Denne, som antog Navnet „Svenska sjuksköterskornas almänna pensionsforening", fik snart sin egen Administration og har draget betydelige Gaver til sig. Dens Kapital beløber sig nu til l1/2 Million Kr.
Fra Forbundets tredie Aar skriver sig Oprettelsen af dets Stipendieinstitution. Fru Adlersparre havde allerede i „Tidskrift för Hemmet" givet dette Spørgsmaal en udførlig Behandling. Hun skriver heri blandt andet: „Den Magt, som Kundskaber først og fremmest giver: Magten til at hjælpe sig selv og sine nærmeste, er et højere og ædlere Eje for Kvindeligheden end selv den yndefuldeste Hjælpeløshed."
I 22 Len Landet over, samarbejder Stipendiekommissioner med Kommissionen i Hovedstaden, hvorved hele Stipendieindretningen har faaet Præg af en national Institution. Den samlede Kapital, som staar under Stipendieinstitutionens Forvaltning, beløber sig til adskilligt over 400,000 Kr., og aarlig uddeles over 9-10,000 Kr. i Studiehjælp til unge Kvinder. Ikke desto mindre maa denne Gren af Forbundets Virksomhed endnu betragtes som i Begyndelsen af sin Udvikling.
Ogsaa en Laanevirksomhed er gennem 25 Aar opretholdt af Forbundet. Mod god Sikkerhed udlaa-nes af dets Fonds Studie- eller Forskudslaan til Kvinder. De samlede udestaaaende Laan overstiger dog ikke 20,000 Kr.
Som et af Forbundets Formaal nævnes ogsaa i Programmet Bestræbelsen for at aabne nye Er-hvervsveje for Kvinder. I Overensstemmelse hermed er baade Havebruget og Apotekervejen gjort tilgængelige.
Endvidere er der arbejdet for Oprettelsen af Fagskoler. Saaledes udarbejdedes i 1910 en hel Plan for en Fagskole for Syersker, som senere har gjort sin Nytte ved Affattelsen af Programmet for de nylig oprettede kommunale Fagskoler for Syersker i Stockholm.
Ligeledes har man arbejdet for Bedring af Kvinders Lønvilkaar. Man har indhentet Oplysning om Postekspedienters, Telegrafisters og andre statsansatte Medhjælperes Løn- og Arbejdsforhold, og der er indsendt Udtalelser vedrørende disse til de vedkommende Myndigheder, til Rigsdagsudvalgene, ja, til Kongen selv.
Forbundet har givet Stødet til Dannelsen af en kvindelig Handels- og Kontoristforening, ligesom ogsaa andre beslægtede Foreninger i mer eller mindre Grad skylder Forbundet deres Tilblivelse, f. Eks. Stockholms internationale Lærerindehjem og Foreningen „Barnavård".
Forbundet har dog ikke alene givet Stødet til Dannelsen af nye Foreninger, men har ogsaa optaget gamle Foreninger i sig saasom „Dräktreformföreningen" og den i 1873 stiftede „Förening för gift kvinnas äganderätt".
Det er dog hovedsagelig paa Ægteskabslovgivningens Omraade, at der er arbejdet, og Komitéen har udformet Kvindernes Ønsker med Hensyn til den nu forestaaende Revision af Familieretten. I 1912 indsendte Forbundets Styrelse til Kommissionen en Petition, hvori det krævede Afskaffelsen af Formynderskabet og Indførelsen af Kvindens fulde Ligeberettigelse med Manden saavel i Hjemmet og overfor Børnene, som i formueretslig Henseende. Der er arbejdet for Kvinders kommunale Valgret, samt for deres Ret til at sidde i de kommunale Nævn, og for deres politiske Valgret ved Indgivelsen af et Andragende herom i 1899 og ved Dannelsen af en særlig Kvindevalgretsforening.
Endelig har Forbundet i de sidste Aar kastet sig over et nyt Virksomhedsomraade, nemlig Land-husholdningen, og har 1907 oprettet en Landhusholdningsskole ved Rimforsa i Østergøtland. I en nær Fremtid vil der i Småryd ved Båstad blive startet en ny Skolevirksomhed, hvor der hovedsagelig vil blive givet unge Kvinder Undervisning i Frugtdyrkning.
Om Forbundets sidste store Foretagende: Årsta-Udstillingen er der tidligere fortalt her i Bladet. Mange forskellige samvirkende Kræfter baade i og udenfor Forbundet bidrog til, at dette Foretagende blev saa lykkelig gennemført, og dette viser bedst, hvor dyb en Rod Fredrika-Bremer-Förbundet har i hele det svenske Folk
En uvurderlig Støtte har Samfundet haft i sin Presse, under dens forskellige Skikkelser, snart som Maanedsblad, snart som Ugeblad og sluttelig som Fjortendagsblad. Da „Dagny" i 1913 lod sin Kappe falde, blev den taget op af „Hertha", som nu med Ellen Kloman som Redaktør udkommer i 20 Hefter om Aaret. Bladets Formaal er at gaa frem i Fredrika Bremers Fodspor mod nye Baner og et nyt, frit Aandens Liv for Kvinderne, men ved Siden af de mere direkte Kvindespørgsmaal ogsaa at beskæftige sig med Spørgsmaal af en videre Udstrækning indenfor det sociale, litterære og politiske Liv, maaske i Erkendelse af det gamle latinske Ord, som anvendt paa Kvindesagen vil lyde saaledes:
„Intet menneskeligt er Kvindesagen uvedkommende".