« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Ingeborg Marie Sick; Derhjemme.
- Billeder fra den gamle Præstegaard. 221 Sider. - G. B. N. F
Hvis man forbinder nogen Forestilling fra Virkeligheden med det, vi kalder »fredlyste Pletter« paa Jorden, maa saadanne kunne passe paa vore gamle Præstegaarde paa Landet for et halvt eller trekvart Aarhundrede siden. Og der maa have været noget om det, thi hvor man hører Tale derom, i Litteraturen eller gennem den mundtlige Overlevering, skildres Livet i disse gamle Kultur-Sognecentre med saadanne Farver og saadan Veneration, at der skabes Stemning i os af Fred og Velsignelse, og der oprulles Billeder for os saa lyse og venlige, saa festlige og muntre og undertiden saa betagende alvorlige, at man uvilkaarlig kommer til at bruge Ordet »hjemlige« for med en enkelt Betegnelse at karakterisere dem. Lad saa ogsaa meget være skrevet og berettet i Mindets Straaleglans, der bliver dog en Kærne af Virkelighed tilbage, som gør det muligt at faa det berettede til at virke betagende..
Og Ingeborg Marie Sick har en særlig Evne til at virke betagende netop ved at kunne faa denne Kærne af Virkeligbed til at træde frem som Livet selv, saaledes som det kunde være levet i disse gamle Præstegaarde. Det lykkes hende ogsaa i denne Bog, hvor hun lader den 42-aarige Præst, Henrik Trolle, Aftenen før den gamle Præstegaard skal rives ned for at ombygges, falder hen i Mindet om det, han fra sin Barndom og Ungdom - som ogsaa fra andres Beretninger - husker af skete Begivenheder indenfor disse gamle Mure, som han endnu af og til i Nattens Timer føler befolkede med henfarne Præsteslægter, der ved alle de Lyd, der tilsyneladende uforklarligt høres i de gamle Rum paa Loft og i Kælder, i Stue som i Sal, endnu synes at færdes paa de gamle Steder, og som nu maa blive hjemløse, naar den gamle Gaard rives ned. Hans Medfølelse faar dem til at staa lyslevende for ham, og han gennemlever for vore Øjne de svundne Dage sammen med alle sine hedengangne kære og paarørende.
Vi hører om »Gamle Provsten«, hans Morfar Waage, og hans tre kønne Døtre, hvoraf ingen fik nogen stor Lykke her paa Jorden, - om den prægtige Provst Jørgen Høegh, der rykkede ind efter ham, og som giftede sig med den 30 Aar yngre Ilse fra Herregaarden, som hun og hendes Moder og Søster maatte forlade efter Faderens Død; - om hvorledes hun virkede fortryllende paa alle de Gæster, der kom i Præstegaarden, til hvilke Henrik Trolle hørte, indtil han og hun opdager, at de elsker hinanden. De ses da ikke i 22 Aar, før hendes Mand er død som Biskop i Viborg, og, skønt Trolle har været gift i Mellemtiden en halv Snes Aar, vækkes hans Kærlighed atter til Live, da hun pludselig den samme Aften, hvor alle disse Minder er passeret Revy gennem hans Hjerne, staar lyslevende for ham og tilbyder ham sin uforandrede Kærlighed.
Man maa være stærk Romantiker for ikke kunstnerisk at stødes af saa tilpas indtræffende Foreteelser; det sker da ogsaa kun i Romanerne. Men det er Synd, at Forf. ikke formaar at arbejde sig ud af disse gamle Rammer, for hun fortæller ellers saa brillant. Hun kan endnu ikke frigøre sig for saadanne usandsynlige Scener som f. Ex. skildres paa Side 75, hvor Henrik Trolle, da han
efter mange Aars Fraværelse en Aften kommer til den gamle Præstegaard og med Ryggen mod det gamle Stendige i Mindet om sin Mor synger ud mod den pragtfulde Solnedgang: »Der staar et Slot i Vesterled«, og da han betaget afbryder Sangen, hører denne fortsat af »en fugleklar Stemme bag sig, hvorpaa han uden at vende sig synger Resten af Verset sammen med den. Saadanne Scener er lavede. Værre er det, at hun lader en delvis lignende Scene foregaa Side 111, da han næste Gang kommer til Præstegaarden; og endelig paa Side 210 gentages den første Scene med Vexelsangen, hvor Ilse efter de mange Aars Forløb kommer til ham for bestandig at blive hans.
I det hele føles Bogens Slutning stærkt villet og uden det Sandsynlighedspræg, som vi nøgterne Nutidsmennesker nu engang fordrer. Forf. bør fremtidig give Afkald paa denne cadeau til Galleriet. Hendes Kunst er jo dog lødig nok til ogsaa at kunne gøre Virkning i Parkettet.
- F. -
Edith Rode: Pige. - 170 Sider. - Erslevs og Hasselbalchs Forlag. København.
En fin, men ikke fuldt udført psykologisk Studie af en lille og ung Piges Tanke- og Følelsesliv. Forf. vil vise, hvor ofte Forældre og andre af Børns Foresatte griber galt i deres Bedømmelse og Behandling af disse, og hvor lidt de i Grunden gør sig Umage for at forstaa dem; og hun er lige ved at hævde, at der i Grunden ingen Forstaaelse er mulig, fordi, som hun et Sted lader en ung Pige sige om sit og Moderens indbyrdes Forhold: »Generationernes Blufærdighed er imellem os. Alt, hvad vi ved om hinanden, har vi lyttet os til - af Kærlighed, - jeg vilde tie om det, som mest fyldte mit Hjerte.«
Bogens bedste Del er Barndommen. Man faar megen Sympati for den lille Pige, der i Skolen ved en Morgenandagt kommer til at smile af et eller andet under Præstens Tale, og som af denne kaldes op for at sidde paa den Stol, hvorfra han taler, og som føler, at der derved er beredt hende en saadan Ydmygelse, at hun fra det Øjeblik beslutter at ville være »ond«, indtil hun falder paa at bede til Gud: »Lad ham brænde evigt i Helvede, elskede Gud, ellers kan jeg aldrig blive god«, og hun tror at se Guds milde Ansigt nikke alvorligt til hende uden Vrede.
Man forstaar ogsaa hendes Skuffelse over Faderens Mangel paa Forstaaelse, da hun engang skrifter for ham, at hun under en pludselig Indskydelse har været saa »ond« at sige til en gammel, døv Skorstensfejer, som hun iøvrigt godt kunde lide: »Fjols«, »Bølle«, »Mandfolk«, »nærig«, og Faderen saa kun svarer: »Nærig? Det er jo noget rent Sludder«; og tilføjer lettet: ”Men Manden er jo heldigvis døv. Han har ikke forstaaet et Ord«! - Hun syntes derimod, at det netop var ondt, fordi han var døv.
Hendes Bachfischeforelskelser er vistnok meget naturlige og tilforladelige, baade deres Skyhedsøjeblikke og Hengivelsesstunder og ikke mindst ved den dem prægende komplette Hensynsløshed overfor den tilfældige Genstand; men disse Ytringsformer, som de her er skildrede, er dog vistnok særlig københavnske, - eller var det ialt Fald indtil for faa Aar siden, - nu er vistnok de større Provinsbyer komne godt med. Landtyper er det ikke, hun skildrer.
Bogens sidste Fortælling falder, synes det os, noget udenfor den øvrige Del, idet Skildringen væsentlig drejer sig om en anden ung Piges Forelskelse i en Pensionatslærer i Schweiz; den har egentlig ikke megen Betydning for Hovedpersonen uden som Episode; men dermed slutter Forf., og man føler sig lidt flov om Munden, thi mere end en Mundsmag er hele Bogen i Grunden ikke.
Dette er saa meget mere beklageligt, som Forf. er en saa ypperlig og fin Iagttager og Fremstiller, der ved at samle sig om et større Emne maatte kunne yde langt større og mere fuldstøbte Værker, end hun hidtil har skabt.
- F.-
Emma Richard Hansen, f. von Techt: Rektor Ib. - Skolefortælling. - 155 Sider. - E. Jespersens Forlag. København.
Mange smukke Tanker er nedlagte i denne Bog, som vidner om en dyb religiøs Følelse og et kærligt Sindelag saavel til voxne som til Børn, mon noget egentligt Virkelighedsbillede giver den ikke; dertil er dels de skildrede Situationer for uvirkelige dels Sproget i for ringe Grad naturligt Talesprog. Saaledes taler næppe noget voxent Menneks, som denne Rektor, og, hvis han gjorde det, vilde han ikke blive forstaaet af Drengene, - ja, hvad værre er, de vilde næppe undlade at smile af ham; saaledes er nu engang vor Tids Ungdom. De skildrede Sygehistorier hører desuden til i en Fantasiverden.
Men der gaar en rørende og smuk Tone gennem hele Bogen, som sikkert ikke vil undlade at skaffe den læsere, og Forholdet mellem Lærere og Elever er meget frisindet og moderne opfattet. - F. -
