« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Indfødsretten
Det hvert Aar tilbagevendende Forslag til Lov om Indfødsrets Meddelelse har i December Maaned været til Behandling i begge Rigsdagens Ting i Overensstemmelse med § 51 i Grundloven, som siger, at ingen Udlænding kan erholde Indfødsret uden ved Lov. Under Forhandlingerne fremførtes fra flere Sider Ønsket om en almindelig Revision af Loven af 19. Marts 1898 om Indfødsret, og Indenrigsministeren udtalte, at Spørgsmaalet i flere Aar havde været under Overvejelse, men man mente ikke under de nuværende Forhold Tidspunktet egnet til Fremsættelse af et saadant Lovforslag. Der er da Sandsynlighed for, at vi, saa snart Verdenskrisen er dreven over, kan vente et Lovforslag om Ændringer i de nu gældende Bestemmelser, om Opnaaelse og Fortabelse af Indfødsretten, og et saadant Forslag maa imødeses med Interesse af Kvindesagens Venner, thi er der noget Omraade, hvorpaa Ægteskab for Kvinden betyder Forringelse af hendes Selvstændighed, saa er det Indfødsrettens.
Som Forholdet nu er, taber en dansk Kvinde sin Indfødsret, naar hun ægter en Mand, som ikke har Indfødsret i Danmark, mens omvendt en fremmed Kvinde ved Ægteskab med en dansk Mand faar Indfødsret med det samme. Hvor meget en Kvinde gaar glip af ved at miste sin Indfødsret, kan man dømme om ved at forestille sig de Rettigheder og Stillinger, der her i Landet er betingede af Indfødsrettens Besiddelse: Valgret og Valgbarhed til Rigsdag og kommunale Repræsentationer, Adgang til Legater ved Universitetet og Kunstakademiet, samt til Klostrene, Adgang til alle Landets Embeder, militære, gejstlige og civile. Adgang til at blive Lods eller Skibsfører, og endelig Ret til Alderdomsforsørgelse og Fattigforsørgelse efter Lov af 9: April 1891, med mindre Gensidighedstraktater med fremmede Stater hjemler Undtagelse herfra. Betænkelig i flere Henseender har altid den Bestemmelse været, at Hustruen ved Ægteskab med en ikke dansk Mand mister sin Indfødsret her i Landet, men ganske forældet og ulogisk virker den i en Tid, hvor Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed allerede er en Kendsgerning, og Kvinders politiske
Ligestillelse med Mænd er i Principet anerkendt, medens deres Adgang til Embeder maa betragtes kun som et Tidsspørgsmaal. Den vil, om den opretholdes, sikkert virke til Gunst for frie Forbindelser, da modne og fremskredne Kvinder i mange Tilfælde vil foretrække denne Udvej fremfor Opgivelsen af deres statsborgerlige Rettigheder. Kvindesagens Forkæmpere vil derfor næppe kunne undslaa sig for, naar Tidspunktet er inde, at foretage Skridt for ogsaa paa Indfødsrettens Omraade at hævde Hustruens Myndighed og Selvstændighed.