« Tilbage til søgeresultaterne
Dyrtid
(Forsinket paa Grund af Pladsmangel.)
Saa snart Krigen var udbrudt, begyndte Folk at tale om Dyrtid: Priserne paa alle Varer vilde stige, sagdes der, og da især paa de Varer, der var os mest uundværlige, Korn og Kul. Maaske forestillede man sig i Begyndelsen Sagen værre end den var; men den blev slem nok endda. Et Rugbrød, der før kostede 30 Øre, koster nu - her i Aarhus - 42 Øre, d. v. s. en Fordyrelse paa 40 %, l kg Havregryn, der før kostede 40 Øre, koster nu 58 Øre, Stigningen 45 %, l kg Hvedemel før til 26 Øre koster nu 34 Øre, Stigningen ca. 30 %, l kg Rugmel før 22 Øre nu 36 Øre, Stigningen ca. 64 %. Nu har jeg maaske nok nævnt de Varer, der er steget mest i Pris, men ogsaa andre er kommet godt med, Margarine er f. Eks. steget i Pris med ca. 17 %. Kul derimod faar vi her i Byen omtrent til samme Pris som i Fjor.
Imidlertid mente man, at Exportvanskeligheder vilde gøre Varer som Æg, Smør og Flæsk billigere; men da Exporten fortsættes og England viser sig stadig at være en udmærket Aftager af disse Varer, stiger ogsaa de i Pris. l Snes Æg kan allerbilligst faas for 2,25 Kr., de fleste Forhandlere forlanger 2,80 Kr. for friske, medens de præserverede koster 1,70 Kr.-2,00 Kr. Snesen. Smør er dyrere end nogen Sinde før, og nu forlyder det, at Kødpriserne i Vinter vil blive meget høje. Dersom ogsaa disse stiger i samme Forhold som de andre, vil alle vore nødvendigste Næringsmidler være steget 30-50 pCt. i Pris. Samtidig er mange Familiers Indtægter gaaet meget betydeligt ned, og det er sikkert meget faa, hvis Indtægter er steget, og disse faa er nok snarest at finde blandt dem, der bedst kunde taale en Nedgang.
Nu staar da mange Husmødre der med stærkt formindskede Indtægter og stærkt forøgede Udgifter. Man maa indskrænke sig, heddet det. Ja, men der. er Grænser for Indskrænkninger, og der er mange Familier i Danmark, der kun med den allernøjeste Paapassenhed, den allerknappeste Levemaade kunde faa Pengene til at slaa til - før Dyrtiden kom; nu skal de indskrænke sig! Hvorledes? Ja, det kan da kun blive ved at sulte. Og det er ikke Arbejdere alene, der er Tale om, nej ogsaa og maaske snarere smaa Bestillingsmænd, Kontorister, Kommisser, Lærere - i hvert Fald Privatskolens Lærere, der i Forvejen er meget smaat stillet - og disse Folk kan daarligt ty til Hjælpekasser, de har ingen Fagforeningskasser til at understøtte sig; hvad skal de gøre?
For nogle Aar siden - jeg tror tre - skrev Fru Emma Gad nogle Artikler i »Politiken«s Kronik. Hvad Artiklerne hed, husker jeg ikke, men Fru Gad opfordrede deri Husmødre til at danne en »husøkonomisk Forening« som Værn mod den stadige Fordyrelse af Levnedsmidler, og Fru Gad henviste saa vidt jeg husker, til Fru Signe Bjørner. Jeg ved ikke, om Foreningen blev dannet; men blev den det ikke, da er Tiden til dens Dannelse sikkert inde nu, og er den dannet, da bør den træde i Virksomhed, og det i saa høj Grad, at den bliver kendt af alle Kvinder i Danmark. Thi Dyrtiden er ganske sikkert ikke nødvendig! Selv om man i England kan faa meget høje Priser for Æg, Smør, Kød og Flæsk, er det ikke nødvendigt at forlange lignende høje Priser herhjemme. Det er fristende at gøre det, men de Folk, der bestemmer Priserne for disse Varer paa vort hjemlige Marked, bør have saa megen Samvittighed, at de siger: »Vi vil ikke berige os paa vore fattige Landsmænds Bekostning; vi vil sørge for, at de kan faa tilstrækkelig Forsyning til den samme Pris som tidligere«. Og har de det ikke; nuvel, saa lad os Husmødre ved vor Sammenslutning tvinge dem dertil. Om ikke andet, maa vi vel kunne danne vore egne Brugsforeninger, og derigennem selv bestemme vore Priser, saa Stigningen ikke bliver større end de forhøjede Foderpriser og lignende Forhold nødvendiggør. Jeg er overbevist om, at der bag Fru Emma Gads Forslag laa en vel overvejet Plan, og jeg vil bede Fru Gad og eventuelt Fru Bjørner om nu at fremlægge denne Plan. Jeg vil bede Dem betragte mig, som De ikke kender, som Repræsentant for de mange smaa Hjem, der rammes haardt af Dyrtiden, og bede Dem tage Opgaven op. Lad os faa Foreningen dannet og dannet straks! Kan jeg ved noget som helst Arbejde fremme Sagen, gør jeg det villig og gerne.
Eva Thomsen f. Dam,
Aarhus.
Til ovenstaaende har Redaktionen venligst tilladt mig at knytte nogle Bemærkninger. I Tilslutning til Fru Emma Gads Artikler, der ogsaa forekom mig at være et Ord i rette Tid, gjorde jeg for et Par Aar siden Skridt til at faa dannet en husøkonomisk Forening. Et Antal Husmødre her i Byen, og en Del paa Landet sluttede sig sammen om en Indbydelse, der udsendtes gennem et stort Antal Blade, som straks stillede sig velvilligt til Bestræbelsen. Der kom dog meget faa Indmeldelser, og da det gjaldt om at faa nogle til at gøre det Stykke Arbejde, som vilde komme til at paahvile Bestyrelsen for en saadan Forening i sin Vorden: Planlæggelsen af Møder og Agitation, oplysende Artikler og Foredrag m. m. - kneb det endnu mere. Ingen Mennesker har nemlig saa lidt Tid til deres Raadig-hed som Husmødre, og navnlig den Klasse Husmødre, der overhovedet har Interesse for Dyrtiden. Foreløbig gik Fru Vagn Jakobsen, G. Garlsberg, ind paa at være Kasserer og undertegnede paa at repræsentere Foreningen udadtil, indtil man kunde faa valgt en Formand.
Det skulde glæde mig overordentligt, om Tiden nu er inde for de danske Husmødre til, at indse, at de ikke helt ud gør deres Pligt, med mindre de sætter sig ind i de Samfundsforhold, der griber ind i deres daglige Liv i Hjemmet og fordyrer Livsvilkaarene, saa de næsten maa opgive blot Muligheden af at skaffe Familien det fornødne med det Beløb, de raader over.
Organisationen er i Orden - jeg vil gerne konferere med Fru Thomsen om. hvad der kan gøres, og skal sende Beretning om det der hidtil er gjort, saavel til hende, som til »Kvinden og Samfundet«, om dette Blad er villig til at ofre et Par Spalter til den Sag.
Kbhvn. 6. Dec. 14.
Signe Bjørner.
Vi modtager gerne Bidrag til Belysning af dette for Kvinder saa vigtige Spørgsmaal.
Red.