Jeanne Marie Roland

En Dag blev hun kaldt ned i Port­nerværelset, hvor to Mænd ventede hende. Den ene var en Udsending fra Revolutionskomitéen, den anden en Skriver. »Jeg kommer for at sæt­te Dem i :Frihed,« sagde den første.

Madame Roland blev ikke synder­lig grebet af denne Meddelelse, gav i hvert Fald ingen Glæde til Kende. »Hvad nytter det, at De sætter mig i Frihed, naar min Lejlighed er for­seglet,« svarede hun. »Seglene skal straks blive borttagne,« sagde han, og Madame Roland trak sig tilbage til sin Celle for at træffe Forberedel­ser til at forlade Fængselet. Hun havde først tænkt sig at vente med at tage af Sted til om Aftenen, men Portneren var meget ivrig for, at det skulde ske straks. Hun forstod, at der var en anden, som skulde have hendes. Værelse, men fik først senere at vide, at denne anden var

hendes og Rolands gode Ven, Brissot, som var fængslet sammen med de Girondinere, som ikke havde naaet at frelse sig ved Flugt. Hun be­sluttede da at tage hjem, saa snart hun havde ordnet sine Sager. Først vilde hun gaa op i sin Lejlighed og lægge sit Tøj fra sig og derefter straks tage hen til de Venner, hos hvem hendes lille Datter havde fun­det et Hjem. Glad og oprømt steg hun af Vognen ved sit Hus, raabte muntert: »Goddag« til Portneren og beredte sig paa at stige op af Trap­perne, da i det samme to Mænd sprang frem og raabte: »Borgerinde Roland! - I Lovens Navn arresterer vi Dem.«

Hendes Løsladelse havde kun væ­ret en grusom Komedie; da hendes første Arrestation havde været ulov­lig, havde man grebet til den Udvej at sætte hende i Frihed for bagefter at kunne arrestere hende igen paa lovlig Vis.

Hun havde kun forladt Abbediet for at blive overflyttet til Sainte-Pelagie, det uhyggelige, skumle Fængsel, hvor under Septembermyrderierne et stort Antal Præster var blevne myrdede af Pøbelen. Hun fik her anvist en Celle uden Kamin og fik at vide, at hun selv maatte betale for sin Seng, for sin Kost og for alle de nødvendigste Bekvemmeligheder. De første Dage af sit Ophold var hun opfyldt af Harme over det skæn­dige Forræderi, hun havde været Genstand for, men det laa ikke til hendes Natur længe at være ude af Ligevægt; snart vandt hun sit sæd­vanlige Herredømme over sig selv og begyndte at inddele sin Tid paa bedste Maade. Hun anskaffede sig Blyanter og genoptog sin Tegning som hun i unge Aar havde beskæf­tiget sig meget med. Om Morgenen studerede hun Engelsk, derpaa teg­nede hun indtil Middag; om Efter­middagen læste hun Tacitus og Plutark og modtog Besøg af sine Venner, især af den trofaste Bosc, som bragte hende Blomster fra den botaniske Have, for at hun kunde fortsætte de botaniske Studier, som hun og han i fredelig Tider havde drevet sammen. I Portnerens ven­lige Kone fandt hun snart en hengi­ven Ven. Da Heden i Juli Maaned blev hende uudholdelig, og Solstraalerne paa de hvide kalkede Vægge pinte hendes Øjne, tilbød Madame Bouchard - saaledes hed Portner­konen - hende at tilbringe Efter­middagene i hendes renlige og hyg­gelige Stue, hvilket hun med Tak tog imod. Hun unddrog sig derved nogle Timer om Dagen at leve i umiddelbar Nærhed af det brogede Selskab af protistuerede Kvinder, Mordersker, Falskmøntnere og an­den Bærme, som fyldte Størstedelen af Cellerne paa hver Side af de lan­ge, snevre Korridorer. Hver Celle var om Natten aflaaset, men om Morgenen stak en raa og hæslig Fangevogter sit frastødende Ansigt ind ad Døren til hver især for at se efter, om Fangen var staaet op. Se­nere samledes Fangerne i Gangene, paa Trapperne, i den lille Gaard eller i en fugtig og daarlig ventileret Sal. Det siger sig selv, at Madame Roland blev i sin Celle, for ikke at høre paa de gruopvækkende Samta­ler, som førtes mellem disse elendige Skabninger, men helt værge sig mod at Lyd derude fra trængte ind til hende, kunde hun ikke. Den Fløj af Bygningen, som husede de mandli­ge Fanger, havde nemlig sine Vin­duer vendende lige imod Vinduerne i den kvindelige Fløj, og fra Vindu til Vindu førtes der mellem Fanger­ne af begge Køn en Underholdning i Ord og Fagter, som trodser enhver Beskrivelse.

De Timer, Madame Roland til­bragte i Madame Bouchards Stue, var hende derfor en sand Veder­kvægelse; men for at slippe derhen og tilbage igen, maatte hun passe­re de frygtelige Korridorer, og den­ne Vandring var saa ubehagelig, at Madame Bouchard tilsidst fik ind­rettet det saaledes, at Madame Ro­land fik et andet Værelse umiddelbart  under   hendes   eget   og   langt borte fra Korridorerne.

Det var nu ikke længer den af­skyelige Fangevogter, som stak sit hæslige Ansigt ind af hendes Dør om Morgenen, men den milde og venlige Portnerkone, som kom og spurgte, om der var et eller andet, hun ønskede. I det nye Værelse var der en Kamin og Skabe, hvori hun kunde anbringe sine forskellige Sager. Madame Bouchard havde stil­let en Jasmin foran hendes Vindu; dens hvide Blomster skjulte Gitte­rets Stænger og fyldte Værelset med Vellugt. Ogsaa et Klaver havde hun ved sin Venindes Hjælp faaet sig anskaffet og kunde nu dele sin Dag mellem Læsning, Skrivning, Tegning og Klaverspil. Hun følte sig ikke længer som Fange, men snarere som Pensionær. Her i Fængslet modtog hun saa den 9. Juli Budska­bet om, at den 25aarige Charlotte Corday havde dræbt Marat, Apostelen for Mord og Røveri, som Madame Roland kaldte ham. Med dyb Beundring hørte hun om denne Daad, som 8 Dage efter bragte den unge Heltinde paa Skaffottet, men hun beklagede, at Charlotte Corday havde gjort saa daarligt et Valg. Det var en anden og langt farligere Forbryder, hendes Dolk skulde have ramt. Marats Død befriede ikke Frankrig, men gav tvertimod Fol­kets Bærme et Paaskud til at kaste sig over Frihedens sande Venner. Rimeligvis er det Robespierre, hun sigter til med den endnu større For bryder.       

Hun fik ikke længe Lov til at glæ­de sig over sit hyggelige Værelse. En Dag kom tilfældigvis en Regeringskommissær forbi hendes Dør og spurgte, hvem der boede i dette Værelse. Da han hørte Navnet, traadte han hurtig ind og saa sig omkring med et harmfuldt Blik. »Lad Madame Roland straks flytte tilbage til Korridoren,« sagde han, »hun kan godt undvære disse Be­kvemmeligheder. Alle Fanger her er paa lige Fod.”

Madame Roland modtog dette haarde Slag med Fatning og søgte saa godt hun kunde, at trøste Port­nerkonen, som var dybt bedrøvet paa hendes Vegne.

Saa flyttede hun samme Dag til­bage igen til den skumle, fugtige Celle og de snevre Korridorer med den forpestede Luft, til den brutale Fangevogter og de faldne Kvinder. En Slags Trøst i Ulykken var det dog, at i Mellemtiden flere af hen­des kvindelige Bekendte og Standsfæller var blevne fængslede og nu udgjorde en Del af det Selskab, som omgav hende.

Imidlertid greb Rædselsherredømmet for hver Dag mere om sig, - Sværdet hang over de fængslede Girondiners Hoveder rede til at fal­de, Robespierre brød med Danton paa Grund af dennes større Maadehold, Kordelierer og Jakobinere laa i Strid med hinanden. »Tigrene begyndte at sønderrive hverandre«, som Madame Roland udtrykker sig. Hun forstod, at nu var ogsaa for

hende alt Haab ude, Girondinerne vilde drage hende efter sig i deres Fald. Hun beredte sig paa at dø. Alt, hvad hun i de sidste to Maaneder skrev i Fængslet, bærer Vidnes­byrd derom, præget som det er af en dyb og smertelig Vemod. »Hvad mig selv angaar,« skriver hun til en Ven, »saa er alt forbi. De kender den Syg­dom, som Englænderne kalder »heart-break«, jeg er angrebet af denne Sygdom, og jeg har ingen Lyst til at standse dens Virkninger. Feberen begynder at gribe om sig, jeg haaber, det ikke skal vare længe.”

I en anden Billet skriver hun: »Jeg tror, min Ven, at nu er det Tid for mig at tilhylle mit Hoved, og jeg tilstaar, at det Skuespil, som opføres omkring mig, er saa sørgeligt, at jeg ikke ser nogen Ulykke i af for­lade Skuepladsen. Farvel, - jeg le­ver nu kun for at løsrive mig fra Livet.«

Hun havde fattet den Beslutning at ville i søge Døden frivillig for at komme sine Fjender i Forkøbet. I et Brev til sin trofaste Ven gør hun selv rede for sine Grunde. De, som blev domfældte af Revolutionstribunalet, fik deres Ejendele konfiskere­de. Hvis hun døde paa Skafottet, vilde hendes Datter derfor gaa glip af Arven efter hende. Dog vilde hun vente med at fuldføre sin Beslut­ning, til Dommen over hendes Ven­ner var fældet, for at hun til det sid­ste kunde følge deres Skæbne og ret­færdiggøre dem i Eftertidens Øjne. Hun beder sin Ven om at opbevare alt det, hun har skrevet i Fængslet, og for en Sikkerheds Skyld skaffe sig en Afskrift af Manuskripterne. Brevet slutter saaledes: »Farvel, kæ­re Jany, jeg ærer og jeg elsker Dem. Jeg dør rolig i den Tro, at De vil lade mig genopstaa i Eftertidens Be­vidsthed, saaledes som jeg har givet mig tilkende for Dem. Der mangler kun nogle enkelte Træk, og jeg vilde ikke udelade et eneste af dem, dersom jeg havde mere Tid, men in­tet af det, jeg ikke naar at faa sagt, er i Modstrid med, hvad jeg tidlige­re har sagt om mig selv.«