« Tilbage til søgeresultaterne
Krig. Fred og Fremtiden
Under denne Overskrift har Ellen Key i Decemberhæftet af „Jus Suffragii" skrevet en meget interessant Artikel, af hvilken vi gengiver Begyndelsen og Slutningen, da Pladsen her i Bladet ikke tillader os at optage den i hele dens Udstrækning.
Alle Helgenes Dag:
Tanker i Krigstid.
De af Eder, som har boet i Syden, véd, at paa denne Dag drager Skarer af Mennesker ud til Kirkegaardene for at bede ved deres kære afdødes Grave.
I disse Dage er der utallige Skarer af sørgende, flere, end der har været i lange, lange Tider. - Men disse sørgende har ingen Grave at bede ved ikke engang, hvor deres døde er begravede, ikke hvilke Syn, der viste sig for deres døende Blik.
Vi har læst om døde, der blev brændte som tørre Blade ved Løvfald. - Men disse var ikke tørre Blade, som faldt ned fra Træerne, fordi deres Time var kommen, de var grønne, friske Blade, faldne fra Nationernes Træer.
Øjenvidner har malet andre, landlige, fredelige Scener, som som end alle Rædselsbeskrivelser har Vist os Krigens sande Billede. De har fortalt os om Kugler, der faldt lige saa tæt som Sædekorn fra en Saamaskine - en Maskine, som udsaaede Død istedetfor Liv og Brød. De har fortalt om Slagmarker, der lignede dem, som Mejemaskinen er gaaet hen over - men de faldnes Hoveder var maaske Bærere af nye Tanker, nye Fremtidsidéer. - De har fortalt om Floder, ligesaa fulde af Døde, som vore Floder i Norden er fulde af Tømmer om Vaaren - men medens Skovene har givet deres Liv, for at nye Hjem kunde bygges, har Krigen sendt Døden ind over utallige Hjem.
Er der noget vundet, som paa én eller anden Maade, kan erstatte dette Tab?
Er det mærkeligt, om Tusinder og atter Tusinder spørger sig selv: Hvorfor sker dette? - Gives der virkelig noget, som opvejer denne bundløse Jammer? - Gives der noget, som kan faa os til at glemme den? - Det materielle Tab er umaadeligt. Og dog, hvis der kun er Arme nok tilbage til at genoprette det fredelige Arbejdes Herredømme - det ældste paa Jorden - saa kan de frygtelige Skader endnu raades Bod paa. Men ikke saaledes med Ødelæggelsen af aandelige Værdier. I Sammenligning med Tabene af disse er der kun lidet vundet ved, at den Skal af Egenkærlighed nu er brudt, som hidtil har omsluttet Individer og Klasser og ladet dem stirre sig blinde paa den Sandhed, at det fælles Vel gaar forud for den enkeltes.
Inderlige Baand er blevne brudte, Had har indtaget Kærlighedens Plads, Traade, spundne fra Nation til Nation er revne sønder. Og endnu større er Tabet for alle dem, som har mistet deres egen ideelle Tro paa det menneskelige. Lad den, som kan det, tro, at hvis man lagde alle de reelle og ideelle Værdier, som ere gaaet tabte paa én Vægtskaal, og alle Ofrene paa en anden, saa vilde de veje hinanden op. Nej, naar Begejstringens Glød har fortæret sig selv, saa er Dynge paa Dynge af Aske det eneste, som vil blive tilbage.
Og tungest af alle Ansvar vil Ansvaret blive for de Barnesjæle, som under denne Krig har faaet et Brændemærke for Livet. Er det mærkeligt at spørge, om et Folks Hæder nødvendigvis maa bygges paa Krigsrustninger og paa Krig som disses uundgaaelige Følge?
- - - -
Kvindernes Mission i Fredssagen.
Vi har hørt om Soldater, der i deres Dødstime har raabt: „Moder, Moder!" Det viser os Mændenes Tvivlraadighed, at de nu begynder at kalde paa Kvindernes Hjælp. Det er blevet foreslaaet, at Kvinder af alle Nationer skulde forene sig om en Fredsmægling. Jeg nærer ikke mere Tiltro til en saadan Mægling end til det Forsøg, vor Ærkebiskop har gjort paa at faa alle evangeliske Kirker til at mægle eller til de engelske Socialdemokraters Planer i samme Øjemed. Jeg tror ikke engang, det vilde have staaet bedre til nu, om Kvinderne havde haft Stemmeret. - Det eneste Lyspunkt i det nærværende Øjeblik er, at ingen fremragende Kvinder har taget Del i de Nationalhadets Orgier, fremragende Mænd har hengivet sig til. - Selv under Krigens frysteligste Barbari, synes Kvinderne at have bevaret denne Antigone-Følelse: „Jeg var født til Kærlighed, ikke til Had."
Rigere end nogensinde har Kvinders Selvfølelse udfoldet sig i disse Dage fulde af navnløse Kvaler. Og Kvinder har vist sig i Besiddelse af en fremragende Organisationsevne. Men ligesom Kvinderne gennem det sociale Hjælpearbejde, hvori de har taget Del, maa være blevne overbeviste om Nødvendigheden af en social Reformering, maa ogsaa Arbejdet for „Det røde Kors" have overbevist dem om Krigens Galskab. Eller kan man tænke sig en større Galskab end at helbrede de Saar, som Krigen har slaaet, kun for at sende de helbredte tilbage igen for atter at blive saarede og sendte til Hospitalerne.
Naar Kvinders Medfølelse har antaget Skikkelse af en samlet Vilje med et bestemt Maal, da er Tiden kommen for Kvinderne til at lægge deres Hænder paa Roret og hjælpe med at styre Stats-skibet. Da vil de forlange Medbestemmelsesret med Hensyn til de Formaal, for hvilke Folkene skal ofre sig selv. Da vil de vælge til deres Forbillede den Kvinde i Middelalderen, som gik ud paa Gaderne med en Brand i den ene Haand og en Krukke Vand i den anden, - Branden til at sætte Ild paa Paradis med, for at Mændene skulde lære at forstaa, at de maatte skabte et Paradis paa Jorden, og Krukken med Vand til at slukke Helvedes Ild med.
Og hvad jeg nu siger med min svage Stemme, vil da blive udraabt med en Tordenstemme, der ryster og vækker hele Verden:
„Vi vil og vi skal skabe Fredens Paradis paa Jorden og slukke Helvedes Ild".
Stockholm, November 1914.