Krigens Indflydelse paa Kvindebevægelsen

Det kan unægtelig i vore Dage se ud, som om al moderne Tankegang indenfor Kvindernes Verden var ophørt, og man var i Færd med at vende tilbage til den Urtid, hvor Manden som Krigshelt forsvarede Landets Grænser, og Kvinden for­bandt hans Saar og sørgede for Hus og Familie. Thi nu som den Gang gælder Sygeplejersken for Typen paa den højeste Kvindelig­hed, og alle andre Kvinder søger at udfylde deres Tilværelse, som forekommer dem selv unyttig og værdiløs, med Kærlighedsgerninger, med kvindelig, huslig Virk­somhed og lidendes Trøst.

Ligesom i længst forsvundne Dage sidder Kvinderne atter med Strikkestrømpen i Hænderne, maaler, hvor meget de har strik­ket, og fortæller hverandre om deres huslige Bekymringer og om Mændene derude paa Kampplad­sen.

Dog vilde det være en Vildfa­relse, om man af alt dette vilde drage den Slutning, som mange maaske har draget, at den af Kri­gen fremmanede sande Naturaand i al Evighed anviste Kvinderne som Arbejdsfelt: huslig Virksom­hed og Barmhjertighedsgerninger. Ligesaa lidt som Menneskeaandens Skaberværker vil træde i Skyggen for de største Beviser paa fysisk Mod og uforfærdet Dødsforagt selv under en Krig, ligesaa lidt peger de Krav, som denne Tid stiller til Kvinderne, hen paa Nødvendighe­den af, at det kvindelige Køn ven­der tilbage til primitive Livsfor­mer. Ja, den Trang til at yde Hjælp og Pleje, som i Øjeblikket behersker Kvinderne, siger os i Grunden kun det samme, som den­ne storslaaede Folkerejsning og disse Millioner af kraftfulde Mænds personlige Opofrelse lærer os: at i ethvert alvorligt Menne­ske bor der en Trang til at føle sig selv kun som en Del af en højere Organisme, til at ofre sig for no­get, der er større og mægtigere end en selv, tjene en Livsanskuelse, som ganske vist den enkelte ikke forstaar, men som dog i en uende­lig Rækkefølge søger at gøre sig gældende i og gennem hvert nyt Enkeltvæsen. Først da vil imidler­tid Individer saavel som Klasser og Folkeslag opfylde deres histo­riske Mission, naar deres Kræfter anspændes til deres yderste Græn­ser og anvendes paa de Steder, hvor de formaar at yde det meste.

At dette i vore Dage ikke mere er Familiens og Enkelthusholdnin­gens snevre Verden, behøver næppe at bevises. Haandværk, Hus­holdning, Samfærdsel, Handel, Vi­denskab, alt har udviklet sig fra den største Enkelthed til den mest sammensatte Samvirken af tusindartede Kræfter.   Mekanismen i al Produktion er bleven uendelig me­re indviklet, og saa skulde Kvin­dernes Arbejde i Køkken og Hus modstaa Udviklingens Lov og med sine primitive Metoder gribe ind i den moderne  Verdens  vældige Urværk? Alene Kvindekønnets historiske Opgaver skulde vedbli­ve at være de samme som for Tu­sinder af Aar siden, medens rundt om Verden med utrolig Hurtighed skifter Udseende? - Nej, tydeli­gere end i disse Dage kan det ikke indprentes Kvinderne: Ikke med den ædleste Vilje og ikke med den mest opofrende Hjælpsomhed byg­ger man i vore Dage med paa Fremtidskulturens Bygning; der­til kræves en grundig Viden, en planmæssig Indøvelse, Evnen til paa ethvert Omraade at beherske alle Arbejdssystemer, og den en­keltes fuldstændige Indordning under det offentlige Livs Samfundsorganisme. Familielivets snevre Horizont udvikler hos Kvinderne Udygtighed og Begrænsethed. Den drager deres Syn ned­ad ved stadig at rette det mod smaa, begrænsede og personlige Maal, den lammer deres Handlekraft, fordi den lader den ligge brak og henvisne til ingen Nytte eller i det mindste aldrig anspænder den til det yderste. Den stækker hos dem den glade Virkelyst, den Sikkerhed og dristige Fore­tagsomhed, som driver Mændene til at udføre aandelige Bedrifter, ogsaa Krigsbedrifter, og som kun udvikler sig hos den, som virke­lig kan og formaar noget. Tusin­der af Kvinder føler nu i deres Lyst til at være med i Arbejdet, i deres brændende Længsel efter ligesom Mændene at ofre sig for Fædrelandet, deres Afmagt som en bitter Smerte. Planløst gaar de fra det ene Arbejde til det andet ude af Stand til at udrette noget betydningsfuldt og helt, til strax at udfylde de Huller, som Krigen har revet, det være sig paa fysiske eller aandelige Omraader. Den samme Indsats af Anstrengelse, Kraft og moralsk Vilje, som her hver Dag og hver Time gøres, kunde have baaret mangfoldige Frugter, hvis den skolet og sikker og i klar Erkendelse af Maalet var traadt i Virksomhed paa det rette Sted. - - -Denne frygtelige Krig vil drage mange frugtbringende Følger efter sig. For Kvinden vil den blive en ny Drivfjeder i Kampen for fuld Medbestemmelsesret i Samfunds­livet, men paa den anden Side ogsaa en Spore til i højere Grad end før at træde i Samfundets Tje­neste.

i »Sozialistische Monatshefte«, Berlin.