« Tilbage til søgeresultaterne
Samlermærker
Det var paa et større Møde i Dansk Kvindesamfund, at Forhandlingen til Slut kom til at dreje sig om Samlermærker og deres Betydning.
»Hvad er det andet end Narrestreger med de Samlermærker, som er opfundet for at narre Penge fra Folk,« lød det fra mange Sider, men da træder en af Dansk Kvindesamfunds gamle erfarne Medlemmer frem og siger: »Den, der har opfundet Samlermærket, har sikkert haft en virkelig genial Idé. Det var vist ikke Meningen, det skulde være Narrestreger; men alt kan jo misbruges. Samlermærkerne kan faa kulturhistorisk Betydning. Tænk blot, hvis De til Børnene køber Samlermærker, som har Forbindelse med de store Begivenheder, der er med til at præge vor Tid - selvfølgelig vil De fortælle Mærkernes Historie for Børnene - saa kunde det hænde, at Børnene som voksne tager Mærkebogen frem og fortæller Mærkernes Historie for næste Slægtled. Brugt paa denne Maade kan Mærkerne faa en Betydning, som De nu slet ikke skal kimse af, men som ærlig vil være den 5 eller 10 Øre værd, Mærket har kostet.«
Det blev det sidste Ord i denne Forhandling. Jeg véd ikke, om det er gaaet flere som mig, men fra den Dag har jeg set med milde Øjne paa Samlermærkerne. Og naar jeg nu ser paa det smukke Mærke fra det nordiske Kvindesagsmøde, saa faar jeg Lyst til at sige til Dansk Kvindesamfunds Medlemmer: Køb Mærket og giv det en Plads i Mærkebogen. det kan maaske fortælle for senere Slægter, at i Aaret 1914, i det Forfærdelsens Aar, da Verdenskrigen rasede og brød saa mange Idealer sønder og sammen, da var Kvinder fra Nordens Lande samlede i København til Forhandling om fælles Interesser og for at række hinanden Haand til fremtidigt Samarbejde.
Mærker faas paa Dansk Kvindesamfunds Hovedkontor for 10 Øre pr. Stk.