« Tilbage til søgeresultaterne
Johanne Meyer
Ved Fru Johanne Meyers Død har et for alle humane Fremskridt varmt Hjerte ophørt at slaa.
Mange vil sørge over, aldrig mere at skulle samles med hende, og høre hendes begejstrede Foredrag.
Første Gang jeg saa Fru Meyer, var ved et Møde, som Kvindelig Fremskridtsforening holdt i Januar 1886, hvor Hr. Fredrik Bajer talte om Fredssag som Kvindesag. Fru Meyer, som altid havde været en stor Ven af Kvindesagen, sluttede sig med Varme til Foreningen. Jeg var de tre første Aar dennes Formand, og vi kom til at arbejde sammen i mange Aar. Herved lærte jeg at paaskønne hendes Forstaaelse af den Uret, Kvinderne lider i Samfundet, og hendes Evne til at bøde derpaa. Paa hendes Initiativ blev der sat Adresser igang om Skolebørnenes Fribespisning, saaledes at vi den 14/1 1891 kunde møde paa Raadhuset med Adresser med 25,434 Navneunderskrifter. Sammen gik vi til Magistraten og Lægerne, for i Foreningens Navn at kræve opført Nødtørftsanstalter paa offentlige Steder for Kvinder. Ligeledes arbejdede vi sammen for gratis Bade for Kvinder.
Utallige er de Artikler hun har skrevet i forskellige Blade, og de Foredrag hun har holdt, om Kvinde, Afholds-, og Fredssag o. s. v.
Ja, hun havde sjældne Arbejdsevner.
Fru Meyer blev i 1888 Redaktør af Bladet »Hvad vi vil«, der var Organ for Kvinde- Arbejder- og Fredssag. Ligesom Kvindesagen, omfattede hun Fredssagen med hele sin varme Sjæl, hun forstod at disse to Samfundsspørgsmaal hørte uløseligt sammen. Efter et Foredrag jeg i 1886 holdt om Fredsbevægelsen, sagde hun paa sin ærlige Maade til mig »Det gør mig ondt, at jeg ikke kan blive varm for den Sag«. Men senere blev hun, som sagt en ivrig Tilhænger af den, og valgtes i 1889 til Næstformand i Fredsforeningens Hovedstyrelse.
Men hendes virksomme Aand skulde stadig have nye Opgaver at arbejde for. Teosofien greb hende, og hun fik dannet en egen Loge af den, Marielogen. Hun sagde til mig: »Teosofien er en Kærlighedsreligion, med den ser man kun det bedste hos alle Mennesker«.
Sundhedsforeningen var en af hendes Velgørenhedsforetagender, der fyldte, hende med Glæde.
I Paris og London har hun taget Del i Kvindebevægelsen og skaffet sig Venner.
Nu, da hun blev syg, og hendes Arbejdskraft var brudt, maa vi med Tak mindes alt det, hun har virket i vort Samfund. Hvor strengt vilde det have været for hende, skulde hun have levet uden at kunne tilfredsstille sin Arbejdstrang.
Velsignet være hendes Minde!
